Gå til indhold

Privatansat: Opsigelsesvarsler

Du vil kunne bruge SL’s lønberegner til at vurdere, om din løn er rimelig i forhold til tilsvarende arbejde.

Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel

(Hvis du opsiges i prøvetiden – se særligt afsnit om prøvetid)

  • Hvis du er omfattet af en overenskomst, vil dit opsigelsesvarsel fremgå af den
  • Hvis du ikke er omfattet af en overenskomst, vil dit opsigelsesvarsel afhænge af, hvad der fremgår af dit ansættelsesbrev

En måneds opsigelse

På mange opholdssteder fremgår det af ansættelsesbrevet, at der er en måneds gensidigt opsigelsesvarsel. Varslet regnes i sådanne tilfælde en måned frem, fra du modtager opsigelsen.

En måned til en måneds udgang

Hvis det fremgår, at varslet er på en måned til en måneds udgang, vil varslet være løbende måned samt en måned til. Fx: Du opsiges den 3. januar og skal derfor fratræde den 28. februar.

Funktionærlovens opsigelsesvarsler: Hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt eller overenskomst, at du er omfattet af funktionærlovens opsigelsesvarsler, vil længden af dit opsigelsesvarsel afhænge af, hvor lang tid du har været ansat. Din arbejdsgiver skal give dig følgende varsel, såfremt han vil opsige dig:

  • Indtil seks måneders ansættelse: en måneds varsel inden udgangen af femte måned
  • Mellem seks måneder og tre års ansættelse: tre måneders varsel inden udgangen af to år og ni måneder
  • Mellem tre og seks års ansættelse: fire måneders varsel inden udgangen af fem år og otte måneder
  • Mellem seks og ni års ansættelse: fem måneders varsel inden udgangen af otte år og syv måneder
  • Over ni års ansættelse: seks måneders varsel efter otte år og syv måneders ansættelse

Du kan kun fratræde din stilling til månedens udgang, det vil sige, at opsigelsen skal være meddelt senest den sidste dag i den måned, efter hvis udløb opsigelsesvarslet begynder at løbe. Hvis du eksempelvis bliver opsagt den 1. februar, og du på opsigelsestidspunktet har været ansat i mere end fem måneder, har du krav på et opsigelsesvarsel på tre måneder. Din sidste arbejdsdag er derfor den 31. maj.

Hvis du ikke har fået det opsigelsesvarsel, du har krav på, skal du kontakte din kreds, så kredsen kan protestere i forhold til det fejlagtige varsel.

Herudover skal du naturligvis kontakte kredsen, hvis du mener, at du er blevet usagligt afskediget.

Egen opsigelse

Dit opsigelsesvarsel over for arbejdsgiveren er typisk én måned til en måneds udgang. Hvis du fx siger op den 15. november, løber dit opsigelsesvarsel indtil den 31. december. Der kan dog være aftalt et gensidigt forlænget opsigelsesvarsel i ansættelseskontrakten, som du i så fald skal respektere. Af nogle kontrakter fremgår, at opsigelsesvarslet blot er en måned. I sådanne tilfælde vil fratræden kunne ske en måned efter du har afgivet din opsigelse. Du vil således kunne fratræde den 13. i næste måned, hvis du afleverer opsigelsen den 13.

Er du ansat med prøvetid, og siger du op inden udløbet af prøvetiden på maks. tre måneder, kan du sige op med dags varsel. Der kan dog være aftalt længere varsel, typisk 14 dage fra din side.

En opsigelse kan være både mundtlig og skriftlig. For at undgå uenighed om, hvornår opsigelsen er afgivet, bør den være skriftlig, gerne med kvittering for arbejdsgiverens modtagelse.

Der er ingen lovkrav til indhold af en opsigelse

Den kunne fx se således ud:

(Dato for afgivelse af opsigelsen)

Jeg opsiger hermed min stilling til fratræden den (dato for udløbet af opsigelsesvarslet).

Venlig hilsen

Kvittering for modtagelsen

Arbejdsgivers underskrift

Når du siger din stilling op, skal du være opmærksom på, at du formentlig får karantæne fra a-kassen. Du bør derfor kontakte din a-kasse, inden du siger op, så du kan få overblik over din fremtidige økonomi.

Bliv medlem
Bliv medlem