Privatansat: Ansættelsesbevis/ansættelseskontrakt
Som ansat har du krav på at få et ansættelsesbevis, der en den kontrakt, der regulerer dit ansættelsesforhold. Vi anbefaler, at du får læst din kontrakt igennem hos din kreds, inden du accepterer den.
1. juli 2023 trådte en ny lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår i kraft. Ifølge loven skal du kende alle dine væsentlige ansættelsesvilkår og have en skriftlig kontrakt, der indeholder nogle bestemte oplysninger.
Hvis du er tiltrådt 1. juli 2023 eller senere, skal du have en ansættelseskontrakt, når den aftalte eller faktiske arbejdstid gennemsnitligt er mere end tre timer pr. uge i en fire ugers periode.
Er du ansat før 1. juli 2023, hvor de nye regler om ansættelseskontrakter trådte i kraft, kan du bede om at få din kontrakt opdateret efter den nye lov. Din arbejdsgiver har så otte uger til at opdatere din ansættelseskontrakt, så den er i overensstemmelse med loven.
Er din arbejdstid ikke aftalt på forhånd, fordi du bliver tilkaldt efter behov, har du altid krav på en kontrakt og skal ikke opfylde timegrænsen med et gennemsnit på tre timer ugentligt.
Din kontrakt skal oplyse om alle væsentlige vilkår, men minimum disse oplysninger:
- Navn og adresse på dig og arbejdsgiver.
- Hvilket sted/steder du skal arbejde.
- Din titel, jobkategori eller en arbejdsbeskrivelse.
- Ansættelsesdato.
- Sluttidspunkt, hvis jobbet er tidsbegrænset.
- Brugervirksomhedens identitet, hvis du er vikaransat.
- Hvorvidt og hvor længe, der er aftalt prøvetid.
- Fraværsperioder med løn, fx ferie, sygdom osv.
- Opsigelsesvarsler.
- Løn, tillæg, pension mv., og hvornår lønnen bliver udbetalt.
- Din normale daglige eller ugentlige arbejdstid, overarbejdsregler og evt. ordninger for vagtændringer.
- Ved helt eller overvejende uforudsigelig arbejdstid, fx tilkaldevikar, afløser, reserve mv.:
- evt. garanteret timer og betaling
- tidsrum/dage, hvor du kan blive kaldt på arbejde
- frist for varsling af arbejde
- evt. frist for annullering af arbejde - Uddannelse, som arbejdsgiver evt. tilbyder.
- Evt. gældende overenskomst.
- Sociale sikringsordninger, der drejer sig om ansættelsen, og som arbejdsgiver indbetaler til, fx ATP, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, privat tegnet arbejdsforsikring mv.
Disse punkter skal som minimum fremgå af din kontrakt. Punkterne 7-11, 13 og 15 må dog gerne fremgå af en lov eller en overenskomst, hvis der er tale om et opholdssted eller et privat botilbud, der er dækket af en overenskomst.
Frister
Du har krav på at få oplysningerne på skrift, men ikke inden for samme frist. Oplysninger nævnt i punkt 1-5, 7 og 10-12 skal du senest have syv dage efter, at du er startet og de øvrige oplysninger senest efter en måned.
Selvom din arbejdsgiver altså først er pligtig til give dig dit ansættelsesbevis efter du er startet i dit job, anbefaler vi, at du forsøger at få oplyst dine vilkår inden tiltræden, så du ved, hvilke vilkår du skal arbejde under.
Godtgørelse, hvis arbejdsgiver ikke har overholdt fristerne
Hvis din arbejdsgiver ikke har overholdt fristerne, kan du have krav på en godtgørelse for manglende ansættelseskontrakt. Du kan få hjælp af din kreds til at rejse krav over for din arbejdsgiver.
Skriftlig kontrakt
Du har krav på en skriftlig kontrakt, der må sendes elektronisk til dig, hvis du derved får adgang til oplysningerne, som du også skal kunne lagre og gemme. Derudover skal din arbejdsgiver gemme dokumentation for, at du har fået oplysningerne tilsendt.
Underskrift
Det er ikke et krav efter loven, at ansættelseskontrakten skal være underskrevet af dig, så kontrakten kan altså være gyldig uden din underskrift. Har du fx fået kontrakten tilsendt/udleveret og ikke gør indsigelse i forhold til vilkårene, så kan du risikere, at man vil bedømme, at du har accepteret vilkårene ved såkaldt stiltiende accept. Stiltiende accept er en form for samtykke, hvor du antages at have accepteret eller godkendt noget ved ikke at protestere eller give udtryk for modstand, selvom der ikke er givet en udtrykkelig mundtlig eller skriftlig godkendelse.
Ændring af dine vilkår
Sker der ændringer af dine vilkår skal din arbejdsgiver give dig skriftlig besked hurtigst muligt og senest den dag, hvor ændringen træder i kraft – medmindre det skyldes ændringer i love, evt. gældende overenskomst mv., som din kontrakt henviser til.
Visse arbejdsvilkår
Ud over at loven indeholder regler for, hvad der skal fremgå af dit ansættelsesbrev, og hvornår du skal have oplysninger, indeholder loven også regler om
- Begrænset prøvetid
- Retten til et bijob
- Varsling af tilkald
- Formodning om fast arbejdstid
- Ret til at bede om mere trygge vilkår
- Obligatorisk uddannelse uden udgifter