6. ferieuge
Hvis du er ansat i en kommune eller en region er du omfattet af reglerne om 6. ferieuge.
6. ferieuge er en rettighed, som du har via din overenskomst, og har derfor ikke noget med ferieloven at gøre.
Det betyder, at reglerne om samtidighedsferie ikke gælder i forhold til 6. ferieuge. Optjeningen af 6. ferieuge sker derfor stadigvæk forskudt for afholdelsen.
Den 6. ferieuge, som du optjener fx i 2019, skal du således afholde i perioden 1. maj 2020 til 30. april 2021, medmindre du vælger at få den udbetalt.
Hvis du i 2020 kommer til at mangle feriedage for at kunne holde både sommerferie og efterårsferie, kan du således bruge 6. ferieuge til at ”fylde op” med de manglende dage.
Reglerne for optjening og afholdelse af 6. ferieuge fortsætter således uændret.
Du kan dog komme til at opleve en ændring i forhold til den løn, som du får udbetalt når du holder 6. ferieuge, men det sker kun, hvis du skifter timetal i løbet af ferieåret. Se mere om måden at beregne lønnen på under menuen Løn under ferie.