Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Som ansat er du omfattet af ferieloven uanset om du er omfattet af en overenskomst eller ej.

Ferieloven giver dig ret til at holde 5 ugers (25 dages) ferie om året uanset, hvem der skal betale ferien. Du optjener ret til betalt ferie, hvis du er i et ansættelsesforhold. 

Selv om du ikke har optjent feriepenge hos en arbejdsgiver, har du ret til at holde ferie uden løn eller eventuelt med feriedagpenge.

Såfremt du i din ansættelseskontrakt har fået tillagt ret til mere end 5 ugers ferie, er det kontraktens regler, der gælder.

Samtidighedsferie

Samtidighedsferie betyder, at du i princippet kan afvikle din ferie samtidig med, at du optjener den. Ferien skal dog normalt optjenes, før den kan afvikles og det betyder, at der normalt vil være minimum en måneds forskydning.

Du optjener som hidtil 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse og i praksis betyder det, at den ferie, som du fx optjener i september og oktober (2x 2,08 dag) kan afvikles allerede i november.

Ferieåret går fra 1. september til 31. august. Som følge af samtidighedsferien er optjeningsåret og ferieåret derfor det samme.

Ferieafholdelsesperiode

Med reglerne om samtidighedsferie er der behov for at have en længere periode til at holde sine 5 ugers ferie. Denne periode, som kaldes ferieafholdelsesperioden, går fra 1. september til 31. december året efter, dvs. ferieafholdelsesperioden er på i alt 16 måneder.

For de fleste lønmodtagere betyder det, at man i løbet af et ferieår kan optjene ferie til at holde 3 ugers sommerferie, 1 uges efterårsferie og 1 uges vinterferie i ferieafholdelsesperioden. 

Hovedferie og øvrig ferie

Du har krav på at holde 3 ugers ferie i sammenhæng i perioden 1. maj til 30. september. Den ferie kalder man hovedferie. Den øvrige ferie skal som udgangspunkt holdes i hele uger.

Løn under ferie

Hvis du i løbet af ferieåret har optjent ferie, har du enten krav på ferie med løn + ferietillæg eller feriepenge.

For at få ferie med løn er det en betingelse, at du får udbetalt løn under sygdom. Det er din sædvanlige løn på ferietidspunktet, du har ret til.

Hvis du ikke har ret til løn under sygdom, har du ret til sygeferiegodtgørelse.

Sygeferiegodtgørelse udgør 12,5 pct. af en løn, der beregnes på grundlag af din sædvanlige løn i de sidste 4 uger før fraværet.

Ferietillæg

Udover din løn under ferie skal du også have udbetalt et ferietillæg. Ferietillægget udgør efter ferieloven 1 pct. af den løn, der er optjent i løbet af optjeningsåret.

Ferietillæg udbetales normalt ad to omgange. For perioden fra 1. september til 31. maj udbetales ferietillægget med lønnen for maj, medens ferietillægget for 1. juni til 31. august udbetales sammen med lønnen for august måned.

Din arbejdsgiver kan dog også vælge at udbetale ferietillægget samtidig med, at den dertil svarende ferie begynder.

Deltid

Du optjener samme antal feriedage, uanset om du er på fuldtid eller på deltid. Et års fuldt optjent ferie udgør under alle omstændigheder fem ugers ferie.

Hvordan den optjente ferie holdes, afhænger af, hvordan du arbejder på det tidspunkt, hvor ferien skal holdes. Ferieugen skal afspejle en normal arbejdsrytme. En arbejdsuge indeholder både arbejdsdage og arbejdsfrie dage, hvis du arbejder færre end fem dage om ugen.

Feriegodtgørelse i stedet for løn under ferie

Selvom du har ret til løn under ferie, kan det være en fordel at vælge at få feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn og ferietillæg. Årsagen hertil er, at det alene er den faste månedsløn, du får udbetalt, når du holder ferie, uanset hvor meget udbetalt overarbejde, du har haft i optjeningsåret.

Hvis du vælger at få feriegodtgørelse i stedet for løn under ferie og ferietillæg, skal du meddele dette til din arbejdsgiver inden ferieårets begyndelse, dvs. senest den 31. august.

Feriegodtgørelse beregnes med 12 pct. af din løn

Pengene indbetales til FerieKonto eller anden gældende feriekortordning på samme måde, som hvis du var fratrådt. Fra det følgende ferieår kan du hæve pengene, når du holder ferie. Du kan på www.borger.dk se en oversigt over hvor mange feriepenge du har optjent.

Barsel, sygdom og orlov

Du optjener ferie hos din arbejdsgiver, så længe du er beskæftiget og får løn fra arbejdsgiveren.

Du optjener også ret til betalt ferie under barsel, sygdom og andet fravær, hvis din arbejdsgiver betaler dig hel eller delvis løn i disse perioder. Det er altså lønudbetalingen, der er afgørende for, om der optjenes ret til betalt ferie.

Du har krav på din fulde løn, når du holder ferie, som du har optjent under barsel. Det gælder også, selvom du kun fik halv løn under barselsorloven.

Du optjener ikke ferie i perioder, hvor du har orlov eller tjenestefrihed uden løn. Du har dog muligvis optjent ret til feriedagpenge fra A-kassen i disse perioder.

Varsling af ferie

Du skal aftale med din arbejdsgiver, hvornår du holder ferie i ferieafholdelsesperioden. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til opholdsstedets drift så vidt muligt imødekomme dit ønske om, hvornår du ønsker at holde ferie, herunder dit ønske om, at hovedferien holdes i dit barns skolesommerferie

Hvis du og din arbejdsgiver ikke kan blive enige om, hvornår ferien skal holdes, skal arbejdsgiveren varsle din hovedferie med minimum 3 måneders varsel, mens øvrig ferie skal varsles med minimum 1 måneds varsel.

Feriehindringer

Du har ikke pligt til at holde ferie på dage, hvor du er forhindret i at holde ferie, men kan i stedet aftale med din arbejdsgiver at holde ferien på et senere tidspunkt.

De typiske feriehindringer er egen sygdom eller barselsorlov.

Hvis du er forhindret i at holde ferie frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december, har du mulighed for at overføre op til fire ugers ferie.

Den ferie, som du har fået overført på grund af en feriehindring, skal du holde før anden overført ferie samt før ferie optjent i den ferieafholdelsesperiode, som du aktuelt er i.

Ved feriehindring som følge af længerevarende sygdom og barsel, har du i særlige situationer mulighed for at få udbetalt ferien i stedet for at overføre den.

For at få udbetalt ferien er det et krav, at du er forhindret i at holde din ferie på grund af sygdom i to ferieafholdelsesperioder i træk. Hvis du fx er syg op til den første periodes udløb den 31. december og efterfølgende bliver rask i en periode, hvor du kan holde ferie, vil du ikke kunne få udbetalt feriepengene.

Du skal derfor kunne dokumentere, at du har været forhindret i at holde ferie som følge af længerevarende sygdom i to ferieafholdelsesperioder i træk.

Erstatningsferie

Bliver du syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie. Du vil dog ikke få erstattet de første fem sygedage.

Du skal give din arbejdsgiver besked om din sygdom med det samme. Du må ikke vente til fem dage inde i din sygdom. Du skal have lægelig dokumentation for din sygdom. Det gælder også for de første fem sygedage, som du ikke får erstatningsferie for.

Lægeerklæringen skal du selv betale. Bliver du rask, inden din ferie slutter, skal du melde dig rask til din arbejdsgiver og fortælle, om du ønsker at møde på arbejdet, eller om du vil holde resten af din ferie.

Overførsel af ferie

Du kan aftale med din arbejdsgiver, at din ferie ud over 4 uger overføres til det næste ferieår. I så fald skal du indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver inden ferieafholdelsesperioden udløb, dvs. senest den 31. december.

Udbetaling af 5. ferieuge

Efter ferieårets udløb, dvs. den 1. september, kan du aftale med din arbejdsgiver, at den 5. ferieuge udbetales før ferieafholdelsesperiodens udløb. Hvis du ikke har været ansat på fuld tid hos arbejdsgiveren tid i ferieåret, skal du skriftligt erklære, at løn under ferie vedrører ferie ud over 4 uger og at du ikke i ferieåret har modtaget offentlige ydelser som fx arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

De samme regler gælder i den situation, hvor din arbejdsgiver efter ferieafholdelsesperioden udløb, dvs. efter 31. december, skal udbetale 5. ferieuge, hvis du ikke har holdt den.

Ferie i opsigelsesperioden

Hvis du bliver sagt op, og din arbejdsgiver ønsker, at du skal holde ferie i opsigelsesperioden, skal arbejdsgiveren overholde ferievarslerne, dvs. tre måneder for hovedferien og én måned for øvrig ferie.

Hovedferien er desuden særligt beskyttet i opsigelsessituationen. Hvis din opsigelsesperiode er på tre måneder eller derunder, kan din arbejdsgiver kun pålægge dig at holde hovedferien i opsigelsesperioden, hvis:

  • du selv indvilliger i at holde hovedferien eller
  • din arbejdsgiver forlænger opsigelsesperioden med det antal feriedage, du samlet set har til gode af hovedferien, dvs. din arbejdsgiver skal forlænge din tre måneders opsigelsesperiode med tre uger, hvis du har tre ugers hovedferie til gode.

Det er uden betydning, om ferien er fastlagt, inden opsigelsen afgives eller er placeret i virksomhedens ferielukning.

Formålet med beskyttelsen af hovedferien er, at du skal bruge din ferie til rekreation og ikke jobsøgning. Øvrig ferie kan derimod frit placeres i en opsigelsesperiode, hvis den blot er varslet med én måned.

Fritstilling

Bliver du fritstillet og sendt hjem uden pligt til at stå til rådighed for arbejdsgiveren, er dette automatisk et pålæg om, at du skal holde ferie i videst muligt omfang.

Din arbejdsgiver behøver ikke udtrykkeligt at fortælle dig, at du skal holde ferie i opsigelsesperioden. Det betyder, at din ferie kommer til at ligge på de tidspunkter, som din arbejdsgiver tidligst kunne have placeret den, hvis han eller hun udtrykkeligt havde varslet ferien.

Hvis du for eksempel har hele hovedferien og de øvrige feriedage til gode, vil det sige, at fritstillingsperioden skal være på mindst tre måneder og 15 arbejdsdage.

Hvis du kun har de øvrige feriedage til gode, skal fritstillingsperioden være på mindst 1 måned og 10 arbejdsdage.

Ferie ved fratræden - FerieKonto

Arbejdsgivere har pligt til at indberette de optjente feriedage og feriepenge til FerieKonto eller en anden gældende feriekortordning, senest den sidste bankdag i den måned, hvor du er fratrådt. Det betyder, at du kan se dine feriepenge på www.borger.dk senest tre hverdage efter udgangen af den måned, hvor du er fratrådt.

Er du i tvivl om, hvorvidt din arbejdsgiver har indbetalt, kan du ringe til FerieKonto på telefon 70 11 49 10 og få oplyst, om pengene er indbetalt.

Manglende betaling af feriepenge

Hvis din arbejdsgiver ikke har indberettet dine feriepenge, kan du rette henvendelse til din kreds, som vil hjælpe dig med at få inddrevet dine feriepenge.