Etik handler også om grammatik: Skriv til mennesker – ikke om mennesker

Tankerne falder på et af Dumbledores mest gyldne citater under interviewet med Martin Nevers. I den sidste Harry Potter-bog siger troldmanden nemlig: ’Ord er, efter min ikke-så-ydmyge mening, vores mest uudtømmelige kilde til magi. I stand til både at tilføje smerte og hele den igen.’

Martin Nevers er ikke magiker. Han befinder sig i høj grad i den virkelige verden sammen med os andre. Men hans budskab er stort set det samme: Sproget rummer så stor en kraft, at det kan forandre virkeligheden – og derfor skal vi tage sproget alvorligt.  

– Jeg er fortaler for en større sproglig opmærksomhed, når vi skriver om mennesker. Ikke mindst mennesker, der har udfordringer i livet. Det gælder i høj grad, når socialpædagoger skriver handleplaner og anden dokumentation. Det er afgørende, at dokumentation er letforståelig for det menneske, det handler om – og at mennesket kan se sig selv i det, siger Martin Nevers, som har været ansat i DISPUK siden 2008. 
De sidste fire år som ejer og direktør.  

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag god dokumentation: Sådan undgår du faldgruberne

Skriv en observation ned

Når Martin Nevers holder foredrag og kurser for socialpædagoger og andre fagprofessionelle, beder han dem ofte skrive en observation ned, de har haft hos en borger. Så spørger han, hvor mange der har skrevet i nutid. Det har langt de fleste.

’Sandra stoler ikke på os’, ’Søren samarbejder ikke’, lyder det fx.

Det er helt forståeligt, for nutidsformen er udbredt inden for dokumentation. Men som Martin Nevers siger:

– Når vi skriver i nutid om noget, der er sket i for­tiden, bliver det til altid.

LÆS OGSÅ: Martin Nevers fem gode råd: Sådan skriver du til mennesker

Nutid bliver til altid

Og det er især dét budskab, han håber, vil stå tilbage i bevidstheden hos de mange socialpædagoger, han samarbejder med.

– Problemet er, at nutid fastfryser det, der er sket, og ophøjer det til sandhed. Nutid virker dramatisk og definitivt ved at gøre det, der skete engang, til noget, der er – og bliver ved med at være. Modsat kan vi i 
datid eller førnutid beskrive konkrete episoder, som faktisk fandt sted. Så kan vi sprogligt vise, at selvom Sandra ikke har stolet på os, så udelukker vi ikke, at hun en dag vil gøre det, siger Martin Nevers.

Det kan godt blive anderledes

Han opfordrer også til at lade sig inspirere af den systemiske tænker Gregory Batesons kontekstmar­kører: hvornår, hvor, med hvem og omkring hvad, noget skete. På den måde kan du skrive med større præcision og mindre generalisering om fx Søren:

’De sidste to uger har Søren haft vanskeligt ved at samarbejde med os, fordi han har været overvældet af sine bekymringer for fremtiden.’

– Her åbner sproget for refleksion og mulighed for forandring. Vi viser, at det, der skete, kan blive anderledes senere, og vi beskytter personen, vi skriver om, mod at blive gjort til problemet. Det er ikke en evig sandhed, men en beskrivelse af noget, der er foregået i en given sammenhæng, som vi kan forstå, drøfte og forandre, siger Martin Nevers.

LÆS OGSÅ: Tema om dokumentation

Upræcis unuanceret dokumentation

Det er hans påstand, at de mange fejl i socialsager, der kommer op i pressen i disse år, i høj grad skyldes upræcis, unuanceret dokumentation.

– Jeg er ret sikker på, at mange fejl kan undgås, hvis alle involverede har større fokus på det sprog, vi bruger – så vi ikke ophøjer vores vurderinger til sandheder og dermed træffer afgørelser på en mangelfuld baggrund, siger han.

LÆS OGSÅ: Centerleder: Nu giver dokumentationen mening for os

Styrken i at skrive til dig, Søren

Allerhelst ser den erfarne konsulent og direktør, at socialpædagoger – og andre fagprofessionelle – skriver direkte til mennesket. Det betyder bl.a., at du ikke skal skrive om mennesker i tredje person (han/hun/de) – men derimod i anden person (du):

’De sidste par uger har du, Søren, haft vanskeligt ved at samarbejde med os …’

– Når vi skriver til i stedet for om, bliver teksten mere tilgængelig og forståelig for den, den handler om. Så kan børn, unge og voksne læse med. Stort set alle kommuner, regioner, skoler og institutioner har transparens og inddragelse som ideal. Det skal vores sprog afspejle, siger Martin Nevers.

Tag ansvar for dine ord

At skrive i anden person (du) betyder også, at det bliver meget tydeligt for den, der skriver, hvis teksten er for upræcis eller generaliserende. Den sproglige nærhed tvinger dig altså til at tage ansvar for, hvad dine ord gør ved relationen, mener han:

– Jeg ved fra utallige samtaler med socialpædagoger, at dokumentation tit volder ubehag. De føler ofte, at de skal afgive en dom over et menneske, de har en relation til. Det bliver for hårdt og for kort på skrift, og det strider mod socialpædagogers faglighed, når de skal bidrage til en diskurs, som ikke helt er deres.

LYT OGSÅ: Podcast om dokumentation: Fra pligt til meningsfuldt redskab

Drop det distancerende sprog

Ifølge Martin Nevers kan socialpædagoger indimellem opleve, at de er nederst i ’videnshierarkiet’ i samarbejdet med fx psykologer, psykiatere, sundhedsplejersker og socialrådgivere. Det er der historiske og kulturelle grunde til.

– Socialpædagoger indgår tit i sammenhænge, hvor den medicinske diskurs dominerer. Derfor kan man vænne sig til at bruge et objektiviserende, distanceret og vurderende sprog. Så kommer man måske ubevidst til at skrive på samme måde som fx psykologerne: ’Jeg vurderer, at Hannes forældreevne er nedsat.’ Også selvom det føles fremmed og forkert i forhold til ens faglighed og etik, siger han og fortsætter:

– Som socialpædagog vil man se relationen til Hanne som ens vigtigste arbejdsredskab. Og man vil vide, at der er årsager til Hannes situation – og at den kan ændre sig afhængigt af den hjælp, hun får. Bl.a. gennem det relationsarbejde, man selv varetager som socialpædagog.

Dokumentationen er en del af relationen

Han understreger hurtigt, at man som socialpædagog selvfølgelig skal skrive det, der er sandt og relevant. Men:

– Vi skal kunne skrive om ubehagelige ting, men ikke på en ubehagelig måde. Vi skal se dokumentation som en del af relationen mellem os selv og den anden. Når vi ser dokumentation som led i en løbende samtale, ændres tonen, ansvaret og oplevelsen af respekt over for mennesket, siger han.

LÆS OGSÅ: Der skulle slås nogle kolbøtter

Det er Martin Nevers’ klare erfaring, at når socialpædagoger – og andre fagprofessionelle – begynder at skrive til mennesket i stedet for om mennesket, så oplever de det som både lettere og mere meningsfuldt.

– Vi hører fra socialpædagoger, der har været på kursus hos os, at de glæder sig til at læse det, de har skrevet for de unge, voksne eller forældre, de arbejder med. De oplever en større frihed, fordi de i højere grad kan stå inde for det, de skriver – fagligt, etisk og menneskeligt, siger han.

Historier, som er mulige at leve med

Martin Nevers peger på, at mange mennesker, der i løbet af deres liv har været i kontakt med social- og sundhedsområdet, ikke kan holde ud at læse dokumenter om sig selv.

– Vi skal tænke over, hvilke historier det er muligt at leve med – og skrive dem. Det handler ikke om selve indholdet – men om, hvorvidt vi igennem vores sprog ser og anerkender den anden som et subjekt, der har intentioner, håb og drømme, siger han og fortæller om en episode, hvor han blev kontaktet af en socialpædagog, som glad havde fortalt sin chef om sin nye måde at skrive til borgerne på.

Chefen havde svaret: ’Jamen hvad med din profes­sionelle distance?’ Socialpædagogen spurgte nu Martin Nevers, hvad hun skulle svare chefen.

Hans svar lød: ’Hmm … Du kan jo sige, at du er mere optaget af professionelt nærvær end af profes­sionel distance.’

Hvad er professionelt?

Den traditionelle måde at skrive ’om’ mennesket på bunder ifølge Martin Nerves ofte i opfattelsen af, at man lyder mere professionel – distanceret, objektiv og saglig. Men der er nul sammenhæng mellem at lyde professionel – og at være professionel, mener han.

– Sprogligt kan man lyde professionel og samtidig ubevidst skabe afstand, stemple og fastholde mennesker i uhensigtsmæssige situationer. Professionalisme handler ikke om tonen, men om at være bevidst om, hvad sproget betyder – ikke bare for selve sagsbehandlingen, men også for mennesket, relationen og samarbejdet.  

Det har enorm betydning for mennesker, hvordan de bliver italesat, fortsætter han:

– Forestil dig, at jeg til et selskab introducerede dig ved at sige, at du lige havde haft en svær depression. Det ville have stor betydning for, hvordan folk mødte dig. Folk ville måske tage ekstra hensyn, holde sig væk eller spørge ind til, hvordan du har det. Hvis jeg i stedet fortalte, at du lige har været på en lang rejse eller fået en hundehvalp, ville du blive mødt på en helt anden måde. Og alle tingene kan jo godt være sande på én gang.

Vær socialpædagog når du dokumenterer

Socialpædagoger er den faggruppe, som Martin Nevers føler det største slægtskab med. Allerede som lærer og leder på en kostskole og en intern skole på en behandlingsinstitution var det socialpædagogernes arbejde, der trak i ham.

– Det er socialpædagogerne, der er tæt på barnet eller den voksne, som skaber de afgørende relationer og har blik for hele mennesket og dets udvikling og forandring. Der er i høj grad brug for socialpædagoger i verden i dag, og der er i den grad brug for deres faglige blik på de mennesker, der har brug for hjælp.

Derfor plejer Martin Nevers også at sige til socialpædagoger, at de skal være netop dét – socialpædagoger! Også når de dokumenterer.