Fem gode råd fra Martin Nevers: Sådan skriver du til mennesker

Grammatisk nutid fastfryser øjeblikket og gør det, der skete, til noget, der er. Fx: ’Emil bliver hurtigt vred … ’, ’Tanja har svært ved at leve op til forældrerollen …’

Når du skriver i nutid om noget, der er sket i fortiden, bliver det til ’altid’.

LÆS OGSÅ: Etik handler også om grammatik: Skriv til mennesker - ikke om mennesker

Når du skriver i datid, skriver du om noget, der var, men som ikke længere er. Det kan være noget konkret (Emil var til fodbold i går) eller noget mere generelt (han havde ingen venner i 3. klasse). Underforstået, at nu er det anderledes (Emil er ikke til fodbold nu, og han går ikke længere i 3. klasse).

Datid hjælper os til at kunne beskrive noget præcist, fx i en observation.

I førnutid (har været, har haft svært) kan du beskrive noget generelt om fortiden uden at pege på en bestemt fremtid. Det kræver blot, at du bruger Batesons kontekstmarkører.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du et brev til dine samarbejdspartnere

Når du bruger kontekstmarkører – hvornår, hvor, med hvem og omkring hvad, noget skete – er du mere præcis og mindre generaliserende. Det skyldes, at du peger på en eller flere bestemte hændelser i tid og sted, som kan forstås og undersøges.

Om Emil ville du fx kunne skrive: ’Emil har seks gange de sidste tre uger reageret med vrede, når han i frikvartererne ude på legepladsen har følt sig holdt uden for af de andre drenge.’

Denne måde at skrive om Emil på kræver, at du bruger et eksternaliserende sprog, hvor du adskiller problemet fra personen. Du skriver altså ikke, at Emil er et problem, men at Emil forholder sig til et problem (at han føler sig uden for).

Når du adskiller problemet fra personen, giver du plads til menneskets intentioner, ønsker og håb. Så bidrager dit sprog til forandring i stedet for fastholdelse.

LÆS OGSÅ: Sådan inddrager Lærke borgerne i sit dokumentationsarbejde

At skrive i anden person i stedet for tredje person udtrykker en grundlæggende anerkendelse: Du er et du – ikke blot et han eller hun. Det kan virke som en detalje, men det gør en stor forskel sprogligt og etisk set. Både for den, du skriver til, og for den, der skriver.

Så kan du fx skrive til Tanja: ’De sidste par uger har du, Tanja, på grund af dine livsomstændigheder haft svært ved at være den mor, du har fortalt mig, at du gerne vil være’.

Når du skriver direkte til Tanja, anerkender du hende som et menneske, der deltager, håber og handler i sit eget liv. Det gælder også, hvis du aldrig viser Tanja det, du har skrevet.

Kilde: Martin Nevers, direktør i DISPUK.