Pædagoguddannelsen
Pædagoguddannelsen er socialpædagogers grunduddannelse, der kvalificerer dig til at arbejde med børn, unge og voksne.
Om pædagoguddannelsen
Uddannelsen er en tre et halvt års professionsbacheloruddannelse, hvor du skiftevis har teoretisk undervisning og praktikperioder på en institution. Uddannelsen indeholder en fællesdel, en specialiseringsdel og i alt fire praktikperioder, hvoraf de to er lønnede. Efter et års indledende fællesdel vælger du en af tre specialiseringer af to et halvt års varighed: dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik eller social- og specialpædagogik.
Læs mere om uddannelsen, uddannelsessteder og krav til optagelse på UddannelsesGuiden: Pædagoguddannelsen
På Københavns Professionshøjskole kan du se: Adgangskrav til uddannnelsen
Praktik under pædagoguddannelsen
Pædagoguddannelsen er opbygget med skiftende perioder af seminarieundervisning og praktik. Der er i alt fire praktikperioder:
Grundforløbet:
- Førsteårspraktik på syv uger med SU
Specialiseringsforløbet (herunder specialiseringen i social- og specialpædagogik):
- Andetårspraktik på 26 uger med løn
- Tredjeårspraktik på 26 uger med løn
- Fjerdeårspraktik på tre uger med SU
Den korte fjerdeårspraktik knyttes an til bachelorprojektet.
Se kompetencemål for de fire praktikker på side 9, 21 og 24 i bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog.
Som praktikant på en pædagogisk institution er du en del af et område, som er reguleret af et hav af regler. De er defineret i en bekendtgørelse, en studieordning og en overenskomst. Derudover kommer de uudtalte regler og normer inden for den enkelte institution og det pædagogiske arbejdsfelt. PLS (Pædagogstuderendes Landssammenslutning) har derfor samlet svarene på en lang række af de spørgsmål, du som studerende kan have i praktikken.
- Du finder svar her: Fakta om praktikken
Til praktiksteder og praktikvejledere
Den nye specialiserede pædagoguddannelse er en kæmpe sejr for den socialpædagogiske faglighed og en fremadrettet sikring af professionen. Samtidig stiller det krav om flere praktikpladser inden for det social- og specialpædagogiske område. Uden et dækkende praktikudbud mister de studerende et uvurderligt indhold i deres uddannelsesforløb. Med andre ord er der altså brug for dig og din arbejdsplads.
Hvis din arbejdsplads kunne overveje at blive praktiksted, kan du finde mere information i pjecen Tør du blive praktiksted? (pdf).
Meritpædagoguddannelsen
Har du allerede praktisk erfaring inden for et eller flere områder af det pædagogiske eller socialpædagogiske område, er meritpædagoguddannelsen måske noget for dig. Læs mere om meritpædagoguddannelsen.
Bliv klogere på det socialpædagogiske fag
Lyt til en række forskellige podcast, der fortæller om socialpædagogers arbejde – og om relevante faglige metoder. Hver podcast er fyldt med faglighed og varer ca. 20 minutter. Hør fx podcasten i toget, til træning eller med en ven.