Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Fuldtids- eller deltidsforsikret?

Som medlem af en a-kasse har du både mulighed for at være fuldtidsforsikret og deltidsforsikret. Herunder kan du læse om, hvilken betydning det har for dine dagpenge, hvis du skifter fra fuldtid til deltid eller omvendt.

Fra fuldtidsforsikret til deltidsforsikret

Er du fuldtidsforsikret, men ønsker at blive deltidsforsikret, skal du skriftligt anmode a-kassen om det. 

Ønsker du at blive deltidsforsikret for derved at opnå en ny 2-årig dagpengeperiode, vil du få en ny dagpengeperiode på 3.120 timer.

Ønsker du at blive deltidsforsikret, mens du er i en ledighedsperiode, skal vi gange din resterende (fuldtids) dagpengeperiode med 0,81. 

Eksempel:

Du har 2.400 timer tilbage som fuldtidsforsikret, men ønsker alene at stå til rådighed for deltidsarbejde. Du anmoder derfor om at blive deltidsforsikret. Din dagpengeperiode som deltidsforsikret er derfor 2.400 x 0,81 = 1.944 timer. 

Når du bliver deltidsforsikret, skal vi samtidig beregne en ny dagpengesats til dig. 

Kontakt os, hvis du overvejer at blive deltidsforsikret, da det, alt afhængigt af din konkrete situation, kan få betydning for din dagpengeret fremover.

Fra deltidsforsikret til fuldtidsforsikret

Er du deltidsforsikret medlem af a-kassen, skal vi hver måned undersøge, om du opfylder betingelserne for at være deltidsforsikret. Det skal vi, da man ikke må have arbejde på mere end 130 timer om måneden over en længere periode og samtidig være deltidsforsikret medlem af a-kassen. 

Hvis du i en periode på 3 måneder har fået indberettet mere end 390 løntimer til indkomstregistret, skal vi derfor automatisk omforsikre dig til fuldtidsforsikring. 

Er du deltidsforsikret, men starter i fuldtidsarbejde, kan du anmode om at blive fuldtidsforsikret. Hvis du melder dig ledig igen efter, undersøger vi, om du opfylder betingelserne for at skifte. Derefter udbetaler vi dagpenge til dig som fuldtidsforsikret.