Gå til indhold

OK26-resultater: Socialpædagoger i staten

Overenskomstforhandlingerne om statsligt ansatte socialpædagogers løn og arbejdsvilkår de kommende tre år er afsluttet. Her finder du alt, du skal vide om resultaterne, før du stemmer.

Fælles for statens område

Der er aftalt en samlet økonomisk ramme på 8,9 pct. over tre år, som både indeholder generelle lønstigninger og midler til forskellige puljer og formål.

Der er afsat 6,37 pct. til generelle lønstigninger. Disse udmøntes over tre år, og første lønstigning på 1,29 pct. kommer allerede 1. april 2026.

Det er forventningen, at prisstigningerne generelt i samfundet vil være på 4,37 pct. i overenskomstperioden. Lønnen kommer altså til at stige mere end priserne, og dermed kan alle statsligt ansatte se frem til en reallønsfremgang.

Månedslønnen for en statsligt ansat med en gennemsnitlig løn inkl. pension på 44.800 kr. pr. måned vil i 2029 være steget med ca. 3.200 kr. Det er inkl. 0,8 pct. der er afsat til organisationsforhandlinger, som udmøntes 1. april 2027.  

Der etableres en ny fritvalgsordning, som skal skabe øget fleksibilitet for den enkelte medarbejder, der selv kan vælge mellem løn, pension og fridage.

På fritvalgsordningen samles den eksisterende 6. ferieuge, de eksisterende seniordage og to ekstra seniordage samt en ny fritvalgsdag. 

Den nye fritvalgsdag er for ansatte mellem 41 år og 61 år, og de to ekstra seniordage er for ansatte på 62 år og derover. 

De indbetalte midler kan anvendes til løn, pension eller frihed efter eget valg. Ordningen træder i kraft 1. januar 2028 og erstatter opsparingskontoen fra OK24.

Muligheden for at blive hjemme og passe syge børn bliver udvidet fra to til fire dage. Hvor man i dag har barnets første og anden sygedag, vil man fremover også kunne holde fri med løn den dag, hvor barnet bliver sendt sygt hjem fra institution eller skole, og man vil kunne holde barnets tredje sygedag. Det gælder allerede fra 1. april 2026. 

Barselsvilkårene for forældre forbedres på en række punkter, herunder bl.a. to ekstra ugers forældreorlov med løn. Hvor man i dag har seks uger, der kan deles mellem forældrene, vil der fremover være otte uger til deling.

Sociale forældre og far/medmor får ret til barsel med løn inden for de første ti uger, og der er forbedrede lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse og ret til orlov ved akutpleje af spædbarn, forbedrede lønrettigheder for aleneforældre med eneforældremyndighed, mv. 

Der er aftalt bedre rammer for den lokale løndannelse. Der skal finde lokale forhandlinger sted mindst én gang om året, og ledelsen skal tilvejebringe relevant lønstatistik forud for de lokale lønforhandlinger. 

Der er afsat 0,2 pct. fra den økonomiske ramme til lokal løn. Midlerne udmøntes den 1. april 2027.

Deltids- og fuldtidsansatte skal ligestilles vedr. betaling for mer- og overarbejde. Der er afsat midler til en løsning af dette, som skal forhandles på plads senest 1. maj 2026.

I aftalen om kompetenceudvikling understreges det, at udviklingsmål skal omsættes i konkrete udviklingsaktiviteter, og at det er en gensidig forpligtigelse, at udviklingsaktiviteterne gennemføres og udviklingsmålene nås.

Der er aftalt flere nye tiltag, der skal forbedre arbejdsmiljøet: 

Arbejdsrelateret stress:

Samarbejdsudvalget skal systematisk drøfte arbejdspladsens indsat for at identificere, forebygge og håndtere problemer med arbejdsrelateret stress.

Lederuddannelsen i psykisk arbejdsmiljø:

Det er aftalt at revidere lederuddannelsen i psykisk arbejdsmiljø.

Konference om psykisk arbejdsmiljø:

Fælles konference for arbejdsleder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant.

Øget samarbejde med pensionsselskaberne:

Samarbejde vedrørende pensionsselskabernes tilbud til sygemeldte medarbejdere. 

OK-RESULTATET I PDF

Alle beløb er i 1. februar 2026 niveau og stiger derfor i overenskomstperioden med de generelle lønstigninger på 6,27 pct.

Organisationsaftale for dig der er ansat:

De organisationsmidler, der er afsat til forhandling mellem Socialpædagogerne og Kofoeds Skole, går til at hæve lønnen. 

Der er aftalt en forenkling af lønstrukturen, så basisløn og særligt tillæg sammenlægges til én basisløn. Basislønnen forhøjes med 3.979 kr. årligt for alle medarbejdere fra 1. april 2027.

De organisationsmidler, der er afsat til forhandling, går til at hæve fritvalgsbidraget med 0,92 pct. af den ansattes løn. 

Fra 1. april 2027 og indtil den nye fritvalgsordning træder i kraft 1. januar 2028, kan frivalgsbidraget bruges til enten løn eller pension. Efter 1. januar 2028 indgår frivalgsbidraget i fritvalgsordningen, hvor der kan vælges mellem løn, pension og fridage.

Løn:

De organisationsmidler, der er afsat til forhandling, anvendes til at indføre et nyt basisløntrin 4, så en underviser på SOSU-skolerne efter 12 års anciennitet stiger med ca. 9.000 kr. årligt pr. 1. april 2027.

Arbejdstid:

Det er aftalt, at skoleplanen eller institutionsplanen fremover skal indeholde en beskrivelse af den fælles forberedelse og hvordan forudset og uforudset lærerfravær skal håndteres ved intern vikardækning. 

Nyansatte lærere:

Der udarbejdes et nyt fælles projektværktøj, som kan bruges lokalt til at sikre en god introduktion af nyansatte lærere. Skoleledelsen skal også drøfte introduktion af nyansatte lærere med tillidsrepræsentanten. 

Se alle aftaler

Når Socialpædagogernes stemmeberettigede medlemmer skal stemme om de nye overenskomstaftaler, er det det samlede resultat, man stemmer om. Du kan se alle aftaler på det statslige område her:

Lønstigningen er for en fuldtidsansat inkl. de aftalte lønstigninger i hele OK26 perioden, før skat,  inkl. pension og ekskl. feriegodtgørelse og særydelser.

Bliv medlem