4 socialpædagoger: Sådan får vi et arbejdsliv, der følger med livet

– Før jeg fik børn, var jeg enormt fleksibel. Jeg tog mange nattevagter og sagde ja til ekstravagter, når der var brug for det. I dag ser min hverdag anderledes ud. Ikke fordi lysten til arbejdet er blevet mindre, men fordi min livssituation stiller andre krav.

– Min kæreste og jeg arbejder begge som socialpædagoger på samme arbejdsplads med skiftende arbejdstider og døgnvagter. Det kan kun lade sig gøre, fordi min mor og stedfar bor sammen med os og hjælper til med børnene. Men også fordi vi oplever en stor fleksibilitet fra vores arbejdsplads og kan være åbne omkring vores livssituation over for både ledere og kolleger.

– Vi er nødt til at planlægge vores arbejdsliv og tilpasse vagtplanerne, så familielivet hænger sammen. For os er det vigtigt at kunne være sammen som familie og ikke kun med børnene på skift. Hvis ikke den mulighed var der, måtte en af os finde et andet arbejde.

– Indimellem kan jeg føle mig som en dårlig kollega, når jeg fx har barn syg, og det betyder, at andre må løfte mere. Men jeg oplever stor forståelse og et arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden. Min fleksibilitet skal nok komme igen. Lige nu er jeg i en livsfase med små børn, hvor jeg har brug for mere hjælp – og senere giver jeg tilbage.

– Fleksibilitet fra arbejdsgiver i de år, hvor man har små børn, er helt afgørende. Hvis ikke jeg havde oplevet den her, ville jeg nok ikke arbejde her længere.

Oliver Schaumann, 33 år, socialpædagog i Botilbuddene Brøndby – Enghusene. Far til to 

– Allerede et par måneder før jeg blev færdiguddannet, begyndte jeg at kigge efter job. Jeg ville ikke bare tage et job for at tage et job, men finde et sted med et godt arbejdsmiljø og et fagligt område, der gav mening for mig.

– Det, der især tiltalte mig ved et botilbud, var arbejdsformen og de skiftende arbejdstider. I den livsfase, jeg er i nu, passer det rigtig godt ind i mit liv. Jeg har ikke børn, og jeg sætter pris på fleksibiliteten i at arbejde aften eller weekend og så have fri på andre tidspunkter.

– Samtidig fandt jeg hurtigt ud af, at for mange aftenvagter på en måned ikke rigtig fungerer for mig. Det drænede mit overskud og gik ud over mit sociale liv, så jeg gik tidligt til min leder og bad om færre aftenvagter. Jeg oplevede stor åbenhed og forståelse, selvom jeg er ny. Det føltes trygt at kunne sige mine behov højt og blive mødt i, at de også er vigtige – også selvom jeg ikke har børn.

– Jeg er et sted i livet, hvor jeg bare gerne vil arbejde og opbygge en masse praksiserfaring. Samtidig betyder balancen mellem arbejdsliv og privatliv stadig meget for mig, og det er vigtigt for mig med et arbejdsliv med plads til et socialt liv.

– Det er en styrke, at vi er kolleger i forskellige aldre og livsfaser. De erfarne bidrager med viden og overblik, og jeg kan komme med nye perspektiver som nyuddannet. Sammen supplerer vi hinanden godt.

Aniella Majkhan, 25 år, socialpædagog i Botilbuddene Brøndby – Boligerne Brøndbyøstervej. Nyuddannet socialpædagog

LÆS OGSÅ: 5 råd om praksischok: Pas på dig selv som nyuddannet – og på din nye kollega

– For nogle år siden gik jeg til lægen, fordi jeg troede, at jeg var ramt af stress og gigt. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Jeg havde ondt i leddene – og mig, der ellers altid har været skrap til Trivial Pursuit og husker alt, oplevede pludselig, at hukommelsen svigtede. Men lægens svar lød: Måske er du kommet i overgangsalderen?

– Det har ændret mit arbejdsliv markant. Det er lidt, som om mit hoved koger – og jeg stoler ikke længere på min hukommelse og indlæringsevne. Hvor jeg før var den, der fik en opgave og bare løste den, så tænker jeg i dag: åh nej, hvad kan gå galt? Jeg dobbelttjekker hele tiden og skriver mest muligt ned for at være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt. Og jeg har svært ved at overskue for mange bolde i luften.

– Men jeg har valgt at være åben omkring det og har gudskelov en mellem­leder, som også er i den alder og derfor forstår, hvad jeg kæmper med. Og så har jeg udviklet strategier for, hvordan jeg klarer det, når jeg fx sover rigtig dårligt. Så sorterer jeg i mine arbejdsopgaver og prøver kun at bruge de ressourcer, jeg har. Jeg arbejder mest 1:1, og her er det også en stor hjælp, at jeg kan læne mig meget op ad struktur, som også borgeren har brug for.

– Jeg har mere brug for fridage end før. Men jeg har mulighed for at arbejde i lange vagter, hvor jeg ofte har fri dagen efter. Den restitution er vigtig for mig.

– I et fag med så mange kvinder undrer det mig dog, at der ikke er mere fokus på overgangsalderen på arbejdspladserne. Det er trods alt halvdelen af arbejdsstyrken, der i en periode risikerer slet ikke at kunne holde til arbejdet.

Mia Høpfner, 55 år, socialpædagog på Skelhøj i Egedal Kommune, et botilbud til voksne med udviklingshandicap. I overgangsalderen

– Jeg har efterhånden et langt arbejdsliv bag mig inden for området. Jeg holder mig fysisk godt, cykler til arbejde og har ingen livsstilssygdomme. Alligevel kan jeg mærke, at arbejdet tærer anderledes på mig i dag. Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem – både fysisk og mentalt.

– Jeg mærker, at jeg bliver ældre. Men jeg skal udrette det samme som for 10 eller 20 år siden – og nogle gange mere til. Opgaverne er blevet flere, borgerne mere plejekrævende, og vi er ofte færre hænder. Der er mange bolde i luften, og tempoet er højt. Det slider, også selvom jeg har god erfaring og rutine.

– Stod det til mig, ville jeg egentlig gerne kunne gå på pension allerede nu. Men jeg er afhængig af lønnen, og derfor regner jeg med at arbejde helt frem til pensionsalderen. Spørgsmålet er, om jeg kan holde til det, hvis arbejdslivet fortsætter uændret.

– Skiftende arbejdstider fungerer ikke længere for mig. Jeg har brug for en mere stabil rytme – fx ved udelukkende at arbejde i dagtimerne og på sigt måske have færre fysiske plejeopgaver og mere administrativt arbejde. Men det er jo ikke noget, jeg bare selv kan beslutte. Det afhænger også af arbejdspladsen, vagtplanlægningen – og om der er kolleger, der kan dække ind.

– Jeg har stadig meget at byde på. Min erfaring, mit kendskab til borgerne og mit overblik er noget, der hjælper mine kolleger. Men hvis jeg skal blive ved med at arbejde, kræver det fleksibilitet og rammer, der tager højde for, at arbejdslivet også ændrer sig med alderen.

Pia Løve, 64 år, socialpædagog i Botilbuddene Brøndby – Boligerne syd. Nærmer sig pensionsalderen

LÆS OGSÅ: Snart senior? Fem ting er afgørende for, om du bliver i jobbet efter pensionsalderen