Vi mangler et begreb for det, der ligger forud for den udadreagerende adfærd

Kronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Jeg har haft en lærerig bachelorpraktik – og været del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor jeg har mødt stort engagement. Jeg har oplevet en faglighed, der hver dag gør en forskel for mennesker med udviklingshandicap og komplekse psykosociale problemstillinger – og for kampen mod den stigmatisering, som stadig klæber til området.

Men jeg har savnet at drøfte et perspektiv, jeg mener mangler i vores faglige samtale: retten til at være udagerende – fremfor udadreagerende. Forstået som retten til at være menneske.

Det perspektiv vil jeg med denne kronik gerne invitere til at drøfte.

LÆS OGSÅ: Andreas er mindre udadreagerende, når han mødes med ros og omsorg

Når menneskelig adfærd problematiseres

De seneste år har vi i social- og specialpædagogikken haft et massivt fokus på omsorg, selv- og medbestemmelse. Metoderne står i kø. Værdigrundlagene er smukke. Visionerne er ambitiøse.

Men midt i alle de gode intentioner savner jeg opmærksomhed på noget helt basalt: Borgerens ret til ’bare’ at være menneske – med alt hvad det indebærer.

Retten til at være sur.  
Retten til at være tavs.  
Retten til at have en dårlig dag.  
Retten til at smække med sin egen dør i sin egen bolig.

I mine mange år i feltet har jeg igen og igen undret mig over en tendens: Når en borger hæver stemmen, trækker sig, afviser kontakt eller markerer grænser, bliver det ofte forstået som et problem, der skal håndteres, dokumenteres og reguleres.

Men hvad hvis noget af det, vi kalder ’problematisk adfærd’, i virkeligheden er almindelig menneskelig reaktion?

LÆS OGSÅ: Etik er rygsøjlen i socialpædagogikken 

Udagerende – ikke udadreagerende

I det pædagogiske sprog taler vi ofte om udadreagerende adfærd: den potentielt farlige, voldelige eller grænseoverskridende handling.

Men vi mangler et begreb for det, der ligger forud. Her er mit forslag, at vi begynder at om udagerende adfærd som noget andet: som en ikke-voldelig, følelsesmæssig markering.

Som frustration. Afvisning. Intensitet. En måde at regulere sig selv på.

Når en borger siger: ’Jeg vil have lov til at smække med min dør, når jeg er sur. Forstår de ikke, at det gør, at jeg ikke hamrer nogen ned?’… så er det ikke nødvendigvis en trussel. Det kan være selvregulering.

Min hypotese er enkel: Hvis vi kontinuerligt afgrænser og korrigerer udagerende adfærd, risikerer vi at presse den over i udadreagerende – og potentielt farlig – adfærd.

LÆS OGSÅ: Når fagligheden halter, bliver flere socialpædagoger udsat for vold

Magt, kultur og ansvar

Omsorg på botilbud foregår altid i et asymmetrisk magtforhold. Når personalet træder ind i borgerens lejlighed, træder vi ind i et privat rum – men med institutionel autoritet i ryggen.

Vi siger, at vi fremmer uafhængighed. Men er det uafhængighed, hvis man ikke kan være i dårligt humør i sit eget hjem uden at blive genstand for faglig bekymring?

Her bliver kulturen afgørende. Organisationskultur er ikke kun det, der står på hjemmesiden. Den lever i vaner, normer og ’sådan plejer vi at gøre’.

Hvis den tavse antagelse er, at stemningsudsving skal reguleres hurtigt, vil selv den mest anerkendende tilgang blive udfordret i praksis.

Det kræver mod at stille spørgsmålet: Reagerer vi, fordi situationen kræver det – eller fordi vores kultur ikke kan rumme uforudsigelighed?

LÆS OGSÅ: Tommy har en klar faglig overbevisning: Ingen har glæde af magt

Anerkendelse som forebyggelse

Hvis borgerens ’nej’ ikke respekteres, eller den lukkede dør ikke accepteres, undermineres oplevelsen af at være et legitimt subjekt i eget liv.

Anerkendelse betyder ikke, at alt accepteres. Men det betyder, at vi skelner mellem: Følelser og handlinger. Intensitet og fare. Udagerende og udadreagerende  

Når vi anerkender følelsen, mindskes behovet for at skrue op for udtrykket. Fra individuel håndtering til fælles kulturændring

Jeg begyndte med den tanke, at løsningen primært lå hos den enkelte socialpædagog. Men jeg måtte erkende, at det ikke er tilstrækkeligt. For kultur ændres ikke gennem enkeltstående refleksioner. Den ændres gennem fælles sprog, fælles analyse og ledelsesmæssig prioritering.

Spørgsmålet er ikke: Hvordan får vi borgeren til at ændre adfærd?
Spørgsmålet er: Hvad i vores kultur gør det svært at rumme den?

LÆS OGSÅ: Sascha bruger relationspædagogik og spejling til at støtte udsatte unge 

Se det fra et arbejdsmiljøperspektiv

Botilbud er et område med kendt risiko for vold og belastning. Men hvis vi udelukkende fokuserer på den voldelige episode og ikke på det følelsesmæssige forløb, der gik forud, risikerer vi at behandle symptomet og ikke årsagen.

Kunne en mere rummelig tilgang til udagerende adfærd være en del af forebyggelsen? Kunne vi – ved at acceptere den lukkede dør og den hævede stemme – reducere behovet for magtanvendelse?

Det er i sidste ende ikke kun en metode- eller organisationsdiskussion. Det er en etisk diskussion.

Den pædagogiske opgave er at støtte uden at overtage. At regulere uden at dominere. At give plads uden at give slip på ansvar.

Hvis vi virkelig mener, at borgeren er aktør i eget liv, må vi også acceptere: At dårligt humør er legitimt. At afvisning er en ret. At følelsesudtryk ikke i sig selv er farlige.  

Vi er gæster i borgerens hjem. Det forpligter.

LÆS OGSÅ: Tema: Mit hjem - din arbejdsplads

En lille kulturændring – med stor betydning

Jeg tror ikke, vi har brug for et paradigmeskifte. Jeg tror, vi har brug for en justering.

En kultur, hvor personalet kan tænke: ’Han smækker med døren. Det er okay. Han regulerer sig selv.’ En kultur, hvor dokumentation ikke bliver en automatreaktion på almindelige følelsesudtryk. En kultur, hvor vi tør give plads – også når det føles ubehageligt.

Hvis vi formår at rumme den udagerende adfærd, tror jeg, vi over tid vil se mindre af den udadreagerende.

Det vil være til gavn for både borgernes livskvalitet, personalets arbejdsmiljø, institutionens faglighed – og samfundets tillid til området. 

Spørgsmålet er ikke, om vi kan ændre kulturen.
Spørgsmålet er, om vi tør.

LÆS OGSÅ: Kronik: De bedste socialpædagoger er ontologiske jonglører