De bedste socialpædagoger er ontologiske jonglører

Denne kronik undersøger socialpædagogens praksis gennem en ontologisk optik og introducerer begrebet ’ontologisk jonglør’ som en metafor for den professionelle fleksibilitet, der kendetegner socialpædagogisk relationsarbejde.

Med afsæt i anekdotiske erfaringer og praksisfortællinger udfoldes, hvordan pædagoger kontinuerligt navigerer mellem forskellige virkeligheder, perspektiver og menneskesyn.

Artiklen viser, hvordan ontologisk bevidsthed – forståelsen af, at verden opleves forskelligt alt efter position, erfaring og kontekst – er afgørende for meningsfulde pædagogiske møder.

Gennem konkrete eksempler fra hverdagen i et bofællesskab illustreres, hvordan fagpersonens evne til at tilpasse sig borgernes kulturelle udtryk, interesser, kommunikationsformer og identiteter skaber udviklingsrum og relationel bærekraft. Artiklen argumenterer for, at ontologisk fleksibilitet udgør en central, men ofte underbelyst dimension af pædagogisk professionalitet.

Min egen faglige undren

Alt hvad jeg skriver i denne artikel udspringer af et årtis vandren gennem den socialpædagogiske manege og alt det empiriske stof, der har sat sig i kroppen og i hjernen efter hundredvis af hverdagsmøder, relationer, praksisfortællinger og faglig undren.

Og ja—jeg har 31 års erfaring som menneske, og selvom det ikke er en autoriseret uddannelse, så giver årene alligevel en vis træning i det eksistentielle feltarbejde, man laver bare ved at være i verden. Det er det ståsted, du skal læse denne tekst ud fra: en blanding af jordnær praksisnærhed, socialpædagogisk faglighed, antropologisk nysgerrighed og et livslangt studie i menneskelighed.

LÆS OGSÅ: Sofie står på hovedet og synger fodboldsange for udsatte ældre

Ontologi—og hvorfor du faktisk bruger det

Lad os komme til pointen med det samme. Ingen unødigt akademisk snik-snak (selvom fristelsen er der), men straight to the point: De bedste socialpædagoger er ontologiske jonglører. Bum.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo—hvad i alverden har ontologi og jonglører tilfælles? For ontologi er jo ikke en bestemt slags bold, der kan gribes, spinnes eller jongleres med i et cirkus. Det er ikke scenelys og savsmuld på gulvet. Det er noget andet. Noget dybere. Men netop derfor giver metaforen mening.

For at forstå det, må vi zoome ind et øjeblik. Ontologi—hvad er det for en størrelse? Ser vi bort fra den akademiske fernis, betyder ontologi noget helt basalt: læren om, hvad der er. Hvad der udgør virkeligheden. Hvad ting betyder, hvordan de hænger sammen, og hvad de er i kraft af.

Og her kommer min spade ind i billedet.

En spade er aldrig bare en spade

Det gamle udtryk ’at kalde en spade for en spade’ er faktisk et dårligt eksempel. For en spade er langt fra bare en spade. Den er et spejl på den, der ser den.

For arkæologen: et redskab til at grave sig ned i historien.

For gartneren: en mulighed for vækst og liv.

For kunstneren: et symbol på kroppen, jorden og arbejdet.

For barnet: et stykke legetøj.

For den filosofisk anlagte (guilty as charged): et objekt, der kun eksisterer i kraft af den betydning, vi giver det — en social konstruktion, der ændrer sig med blikket, kulturen, konteksten.

Vi kan være nysgerrige og til stede

Og sådan er det med alt i livet. Mennesker. Relationer. Konflikter. Normer. Virkeligheder.

Vi ser ikke verden, som den er. Vi ser den, som vi er.  Vi ser den gennem de ’ontologiske briller’, vi har fået, arvet, tillært, internaliseret og til tider kæmpet os ud af.

Selv med nok så meget empati, mentalisering og perspektivskifte, kan vi aldrig helt tage andres briller på. Men vi kan være nysgerrige, tilstede, observerende, deltagende og lydhøre — og komme så tæt på som muligt.

Det er alfa og omega, hvis man vil arbejde med mennesker. Ikke bare som pædagog, men som forælder, ven, kollega, partner eller som menneske i det hele taget.

LÆS OGSÅ: VISO-specialist: Relationsarbejde ER fagligt

Hvorfor tværfaglighed er det nye sort

Du kender sikkert illustrationen: To personer står på hver sin side af et tal. Den ene ser et 6-tal. Den anden et 9-tal.

Begge har ret — og begge tager fejl, hvis de tror, deres perspektiv er hele sandheden. Og her kommer tværfagligheden ind.

Når vi blander ontologier — når psykologens blik, socialpædagogens blik, fysioterapeutens blik og borgerens eget blik sættes i spil — så skaber vi en rigere, stærkere og mindre rigid forståelse af både mennesker og situationer.

At være ontologisk fleksibel er derfor ikke bare akademisk teori. Det er en praksisevne. En relationskompetence. En form for faglig ydmyghed kombineret med mod.

LÆS OGSÅ: Vi bruger hinandens faglighed

Ontologisk jonglør – i praksis

Lad mig illustrere det fra en helt almindelig arbejdsdag i et bofællesskab.

Du møder ind. Du er kollega, medarbejder, kaffedrikker, relationsarbejder. Du tager imod beskeder, tjekker mails, får overlap og vender verdenssituationen med din kollega Susanne — alt fra hundens maveproblemer til hvem der røg ud af Vild med dans i går.

Og så begynder jongleriet.

Den stille magi i ontologisk fleksibilitet

At være ontologisk jonglør kræver ikke tryllestøv. Det kræver nysgerrighed. En villighed til at afgive kontrol, træde ud af sig selv, forlade sin egen ontologi for en stund — og møde et menneske i dets egen virkelighed.

Det kræver mod til at blive lidt forundret. Mod til at blive en smule forstyrret. Og mod til at blive klogere.

Det er en af pædagogikkens mest undervurderede kompetencer: Evnen til at bevæge sig mellem verdener uden at miste sig selv.

Det er dér relationen bor. Dér udviklingen spirer. Dér fagligheden lever.

LÆS OGSÅ: Nysgerrig på borgerens perspektiv

Ontologisk jonglør – og stolt af det

Så ja — de bedste socialpædagoger er ontologiske jonglører.

De står i manegen hver dag omgivet af følelser, diagnoser, livshistorier, humor, kultur, musik, støv og kaffeslabberas — og de får det hele til at hænge sammen.

De ved, at virkeligheden aldrig er én. De ved, at relationer ikke kan standardiseres. Og de ved, at faglighed nogle gange handler om at skifte T-shirt, lægge sin egen virkelighed fra sig et øjeblik og træde ind i en andens.

Og når dagen slutter, står de der — rolige, lidt trætte, men stolte — og siger: ’Tak for kampen.’

For det er måske i virkeligheden det, pædagogik handler om: At mødes i menneskeligheden — og turde jonglere lidt med virkeligheden undervejs