Andreas er mindre udadreagerende, når Anton møder ham med faste rutiner – og masser af ros og omsorg

Når Andreas bliver ked af det, bange eller usikker på, hvad der skal ske, kaster han op. Og så vil han gerne have en læge til at se på ham – ellers bliver han hurtigt udadreagerende.

Det reaktionsmønster opdagede socialpædagog Anton Steen Olesen og hans kolleger i Landsbyen Sølund hurtigt, da Andreas, der har autisme og udviklingshandicap, flyttede ind i Boenhed 20 for godt fem år siden.  

Derfor satte de ind med en målrettet pædagogisk indsats, der skulle forbygge, at Andreas kastede op som en del af hans selvskade.

LÆS OGSÅ: Kend disse fire tegn på selvskade

Stimulerer kroppens sanser

– Første skridt var at give Andreas virkelig meget omsorg. Hver gang der var det mindste tegn på, at han havde det svært, tog vi hans hånd og sagde: ’det er fordi, du er ked af det eller bange, at du kan mærke det og får ondt i din krop’. Og vi begyndte at give ham både fodmassage og hovedbundmassage flere gange dagligt – fordi det stimulerer kroppens sanser og frigiver oxytocin, hvilket virker beroligende, fortæller Anton Steen Olesen.

Han har været ansat i Landsbyen Sølund siden 2010 – og været med fra første dag, da Andreas flyttede ind i Boenhed 20.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver Boenhed 20 indrettet til dem, der skal bruge huset

Fast struktur og aktiviteter med gang i

For Andreas er det vigtigt at vide, hvad der skal ske – og helst på minuttet. Ellers bliver han urolig og uadreagerende.

– Vi laver fx social stories på alle aktiviteter, hvad end det er en cykeltur, et lægebesøg eller en tur ned til legepladsen. Så får Andreas den læst op flere gange i god tid inden aktiviteten, så han ved præcist, hvad der skal ske. Vi skriver det også i hans kalender, hvis fx en nattevagt har ferie, for det giver ham ro at vide tingene på forhånd, fortæller Anton Steen Olesen, som også selv sørger for at være på forkant med alt i arbejdet med Andreas.

LÆS OGSÅ: Strukturplaner giver ro til udvikling

Markant mindre medicinforbrug

– Når jeg møder ind på en morgenvagt, tjekker jeg alt det, jeg skal bruge i løbet af dagen, mens Andreas sover: ingredienser til morgenmaden, at iPad’en er ladet op – og hvor hans ur er. Jeg ved præcis, hvad han vil spørge efter – så jeg sørger for, at alt er, som det plejer.

Resultatet af at indføre faste rutiner, skabe forudsigelighed og give Andreas behov masser af omsorg og fysisk kontakt i form af berøring og massage, har givet synlige resultater. Han er i dag mindre udadreagerende, har skåret markant ned på sit medicinforbrug – og kaster ikke længere op.  

LÆS OGSÅ: Med struktur giver socialpædagoger Nadya et godt liv

Hvilken faglig metode og tilgang er vigtig for dig?

– Jeg arbejder neuropædagogisk med fokus på Andreas nærmeste udviklingsalder og nærmeste udviklingszone. Og jeg bruger rigtig meget anerkendende pædagogik. Det handler om at få Andreas til at føle sig tryg. Den tryghed giver jeg ham bl.a. ved at bruge ros og anerkendelse, så hans selvværd vokser – og jeg arbejder også med historiefortælling, hvor jeg bruger både virkelige og fiktive historier. Når fx Andreas har ondt i kroppen, er det hans måde at udtrykke alle former for psykisk ubehag. Her kan det aflede hans følelse af ubehag, hvis jeg lader ham spejle sig i andre – fx med en historie om, at min datter også var ked af det i går, fordi hun havde ondt i kroppen.

LYT OGSÅ: Podcast: Sådan arbejder du neuropædagogisk 

Hvorfor griber du tingene an, som du gør?

– Andreas har nogle meget specifikke behov – og ved at være på forkant med dem, kan jeg forebygge, at han reagerer voldsomt. Fx ved jeg, at han har tendens til at nive folk, når vi ude på tur – det har vi løst ved at lade ham selv vælge et par boksehandsker, han så tager på, så han ikke kan nive. Jeg ved også, at han går fuldstændig i affekt, hvis ikke han hører sin CD færdig, så derfor sørger jeg for, at hans iPad aldrig kun står på 20 pct. Og fordi jeg ved, at Andreas har rigtig meget brug for ros og anerkendelse, fylder jeg hele tiden på med sætninger som ’vi kan rigtig godt lide dig’ og ’du er så dejlig Andreas’. Alt handler om at være et skridt foran i forhold til hans behov.

LÆS OGSÅ: Tre begreber, du skal forstå for at arbejde neuropædagogisk

Hvad er den vigtigste læring, du tager med fra arbejdet med Andreas?

– Vi har ofte meget fokus på Low arousal – men en beboer som Andreas har også brug for at komme op i arousal ind imellem. Derfor har vi indført faste aktiviteter ud af huset, hvor vi fx cykler en bestemt rute, går i motionscenter eller er i svømmehallen. Altid med tal involveret, for det giver ham ro, når vi fx har ti ture på rutsjebanen eller ti minutters hop på trampolinen. Og så har jeg lært at tænke kreativt i forhold til Andreas bolig. Fx kan han rigtig godt lide ting, der skinner og er blanke – men desværre kaster han nogle gange med tingene. Derfor har vi indrettet hans bolig med et bord lavet i skum, men med en metallisk overflade, der skinner. Vi har sat et gelænder i blankt metal op ved hovedgærdet på hans seng, så han kan gnide hænderne på det – og sat hans støvsuger fast i væggen, så han kan gå rundt med den, men ikke kaste med den.

LÆS OGSÅ: Bo Hejlskov: Sådan arbejder du med Low arousal

Hvad havde konsekvensen været, hvis man trak dig og dine socialpædagogiske kolleger ud af ligningen? 

– Andreas i dag et sted, hvor vi registrerer markant færre voldsomme episoder. Han kaster ikke op mere og er mindre selvskadende. Og det skyldes, at vi har formået at skabe den rette pædagogik for lige netop ham. Vi ved, at Andreas har brug for ros og anerkendelse, vi ved at han har brug for meget faste rutiner i hverdagen – og vi ved, at vi altid skal være på forkant med hans behov, for bare det at komme et minut for sent til en aftale med Andreas, kan ødelægge hans verden, og så begynder han at bide sig i hånden og selvskade. Uden vores nysgerrighed og vedholdenhed, ville vi ikke have fundet de konkrete løsninger og tilgange, der gør, at Andreas trives.