Arbejdsmiljø
Døgninstitutioner hårdt ramt af vold
Døgninstitutioner for såvel børn og unge som handicappede er de brancher, hvor der er flest anmeldelser om fysisk vold. Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, opfordrer til at sætte fokus på forebyggelse
23. august 2018
Forfatter: Maria Rørbæk
Døgninstitutioner indtager en kedelig topplacering som de brancher, hvor der er flest anmeldelser om fysisk vold mod medarbejdere. Det viser en analyse, som Fagbladet 3F har lavet med tal fra Arbejdstilsynet for perioden 2013 til 2017.
Døgninstitutioner for børn og unge er den branche, hvor der er flest anmeldelser. Dernæst kommer døgninstitutioner for personer med psykiske handicap, døgninstitutioner for personer med fysiske handicap og specialskoler for handicappede. Først på en femteplads kommer en branche, der ligger udenfor det socialpædagogiske felt, nemlig passagertransport med regional eller fjerntog.
Også når det gælder anmeldelser om psykisk vold, er døgninstitutioner plaget, men her står det værst til i branchen passagertransport. På andenpladsen kommer døgninstitutioner for personer med psykiske handicap, mens døgninstitutioner for personer med fysiske handicaps indtager en fjerdeplads efterfulgt af døgninstitutioner for børn og unge.
Ranglisten understreger, at det er ekstremt vigtigt at sætte fokus på arbejdsmiljø, voldsforebyggelse og den rette faglighed
Sæt fokus
Statistikken kommer ikke bag på Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne.
– Men ranglisten understreger, at det er ekstremt vigtigt at sætte fokus på arbejdsmiljø, voldsforebyggelse og den rette faglighed, siger hun.
Fra 2013 til 2017 modtog Arbejdstilsynet i alt 6.960 anmeldelser om fysisk vold, der har krævet mindst en sygedag – og 7.458 anmeldelser om psykisk vold. Der er sket en stigning på knap 20 pct. fra 2013 til 2017, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er blevet flere voldsepisoder.
Til fagbladet 3F siger cand.psych Sofie Jaspers fra Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø:
– Måden at registrere voldsepisoder på er ændret, og øget fokus fra fagforeninger og myndigheder kan betyde, at flere anmelder vold. Men vi kan ikke sige noget sikkert om det.
Marie Sonne lægger vægt på, at alle voldsepisoder skal registreres. Både for at sikre medarbejderen, hvis der opstår en arbejdsskade, men også for at blive bedre til at forebygge. Hvornår er det, at der opstår voldelige episoder? Og er der noget, man kan ændre?