Gå til indhold

Anerkendelse og mulighed for erstatning

Hvis du får anerkendt en arbejdsskade, kan du få erstatning for følgerne efter arbejdsskaden.

Tilbage til arbejdsliv og vilkår

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) tager selv stilling til, om du har varige mén og et erhvervsevnetab. Hvis du vil have dækket udgifter til fx behandling, eller hvis du ønsker uddannelsesgodtgørelse, skal du selv henvende dig til forsikringsselskabet eller AES.

Godtgørelse for varigt mén

Et mén er de varige gener og ulemper, som arbejdsskaden har medført i din hverdag og livskvalitet. For at du kan få godtgørelse, skal ménet efter arbejdsskaden være mindst fem procent.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udarbejdet en vejledende méntabel, som ménet fastsættes ud fra. Det varige mén er både en medicinsk og juridisk vurdering.

Erstatning for tab af erhvervsevne

Du har ret til erstatning, hvis du pga. arbejdsskaden ikke kan tjene det samme som før.

Erstatningen kan enten opgøres som en direkte lønnedgang eller som en vurdering af dine muligheder for at tjene penge. Erstatningen bliver beregnet på baggrund af din indtægt før skaden.

Hvis din erhvervsmæssige situation ikke er afklaret og du fx modtager sygedagpenge eller er i et ressourceforløb, kan AES tilkende en midlertidig erstatning.

Uddannelsesgodtgørelse

Uddannelsesgodtgørelse er en ny mulighed i arbejdsskadeloven, der kan tilkendes med virkning efter 1. juli 2024.

Uddannelsesgodtgørelsen giver mulighed for, at du kan få 83 pct. af din tidligere løn i op til 48 måneder, mens du tager en uddannelse.

Du kan komme i betragtning til at modtage uddannelsesgodtgørelse, hvis du er uden for arbejdsmarkedet pga. arbejdsskaden og har fået en afgørelse om varigt mén på 10 pct. for en arbejdsskade efter 1. januar 2024. Derudover er der bl.a. krav om, at du med uddannelsen efterfølgende kan arbejde på ordinære vilkår, og at der er gode jobmuligheder.

AES vejleder om ordningen, når de mener, at det er relevant. Du kan også selv kontakte AES, hvis du mener, at du er i målgruppen for ordningen.

Hvis du ønsker at benytte ordningen, skal du være forberedt på, at det kan tage et stykke tid at få godkendt uddannelsen. AES først skal henvise dig til en samtale med kommunen, der herefter skal lave en indstilling til AES. AES træffer herefter afgørelse, om du er berettiget til godtgørelsen.

Det er muligt at få tilkendt uddannelsesgodtgørelsen efter, at man er startet på en uddannelse.

Du kan læse om uddannelsesgodtgørelse på borger.dk.

Erstatning for behandling, hjælpemidler og transport

Du kan få dækket behandlinger, der har en helbredende effekt på skadens følger. Det kan fx være fysioterapi, kiropraktor og psykologsamtaler. Medicin kan også dækkes – fx smertestillende medicin i forbindelse med genoptræning eller psykofarmaka efter en psykisk skade.

Du kan få dækket hjælpemidler som proteser, bandager og individuelt tilpassede sko. Det er et krav, at der er tale om et individuelt tilpasset hjælpemiddel. 

Du kan også få dækket briller og andre kropsbårne hjælpemidler, hvis de bliver skadet i forbindelse med en ulykke.

Du kan få dækket transport til godkendt behandling samt undersøgelser, der er foranstaltet af AES.

Hvis du må holde fri uden løn i mere end to timer i forbindelse med en lægeundersøgelse, som AES har bedt dig om at gå til, kan du få dækket dit løntab.

Du skal sende dine kvitteringer/dokumentation til forsikringsselskabet eller AES – så husk altid at gemme dem.

Erstatning i tilfælde af, at en arbejdsskade har medført døden

Der er flere former for erstatning til de efterladte for - fx for tab af forsørger og mulighed for begravelseshjælp.

Bliv medlem