Gå til indhold

OK25 resultater

Afstemningen om Socialpædagogernes overenskomster for pædagogisk personale på private botilbud og opholdssteder og for pædagogiske vikarer er i gang. Socialpædagogernes hovedbestyrelsen anbefaler, at du stemmer JA til den nye overenskomst. Her på siden finder du alt, du skal vide om resultaterne, før du stemmer.

Landsoverenskomst for private opholdssteder og botilbud mv.

Da Landsoverenskomsten er en såkaldt minimallønsoverenskomst, aftaler man ikke specifikke lønninger i overenskomsten. I stedet aftales lønnen på arbejdspladsen. Som noget nyt har medarbejderne fået ret til en årlig lønforhandling.

Den særlige opsparing er den eneste del af lønnen, der forhandles i overenskomsten. Ved OK25 er det aftalt, at den særlige opsparing forhøjes med 1 procent den 1. marts 2026 til 8 procent og med 1 procent igen den 1. marts 2027 til 9 procent af lønnen.

Den særlige opsparing er løn, som medarbejderen kan aftale at bruge helt eller delvist til pension. Den kan også bruges til at indgå i en seniorordning, hvor man aftaler nogle fridage (seniordage) eller nedsat tid.

Hvis medarbejderen ikke vælger at bruge den særlige opsparing på pension eller seniorordning, bliver den udbetalt. I dag bliver den særlige opsparing som udgangspunkt udbetalt en gang årligt den 1. juni. Ved OK25 er det aftalt, at den som udgangspunkt skal udbetales månedligt, men man kan lokalt aftale andre udbetalingstidspunkter.

Ulempetillægget stiger med 3,5 % pr. 1. maj 2025, 1. marts 2026 og 1. marts 2027

Arbejdsgivers pensionsbidrag stiger med 1 procentpoint pr. 1. maj 2025. For pædagoger stiger det til 14,5 %, for pædagogmedhjælpere til 13,8 % og for afdelingsledere til 15,0 %. Hvis medarbejderen i forvejen har aftalt en højere pension, sker der ingen lokal modregning. Så får man stadig et procentpoint mere i pension.

Arbejdsgiver betaler 5 øre mere pr. præsteret time i 2025, 2026 og 2027 (stigning fra 15 til 30 øre) til samarbejds- og uddannelsesfonden, som financierer medarbejdernes kompetenceudvikling og frikøb af tillidsrepræsentanter.

Hvis man ikke afholder den sjette ferieuge, sættes den som udgangspunkt ind på den særlige opsparingsordning.  I opsparingsordningen indbetales 2,5 % til den særlige opsparing for fem feriefridage. Feriefridagene afholdes så uden løn. 

Det betyder, at havde man ikke fået afholdt sin ferieuge, så vil dagene som tidligere ikke være “tabte”. Værdien af en uge, de omtalte 2,5%, indsættes nu på medarbejderens særlige opsparing. Dermed kan medarbejderen med arbejdsgiveren aftale afholdelse af en fridag, hvor arbejdsgiveren så ikke udbetaler løn, men til gengæld kan medarbejderen trække på sin opsparingsordning.  

Det kan også udtrykkes på den måde, at medarbejderen på forhånd har fået pengene indsat på den særlige opsparing til afholdelse af fridagene på et senere tidspunkt og derfor ikke får løn for de pågældende dage; den er allerede indbetalt til den særlige opsparing.  

I tildelingsordningen afholdes feriefridage med løn, og ikke-afholdte feriefridage udbetales automatisk. 

Med OK25 har medarbejderne fået ret til at holde fri ved barnets 3. sygedag, at afholde to omsorgsdage for børnebørn og til at ledsage nærtstående - to dage ved helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlige myndigheder og fem dage ved kritisk sygdom eller udredning.

Fridagene afholdes uden løn. Men den særlige opsparing er ved OK25 blevet forhøjet, og den udbetales fremover månedligt, så den kan være med til at dække løntabet ved fx at afholde barnets tredje sygedag uden løn.

Med OK25 får medarbejderne 2 ugers ekstra barsel med løn og mulighed for at overdrage barsel til en social forælder eller nærtstående familiemedlem.

Store bededagstillægget erstattes af et ekstra ferietillæg på 0,55 %

Med OK25 er teksten om rådighedstjeneste fra vagtværelse (arbejdsstedet) blevet ændret, så det fremgår, at det er arbejdstid og ikke som tidligere, hvor det blev betragtet som hviletid.

Arbejdsmiljørepræsentanten får fremover et vederlag på 9.000 kr. årligt, hvis vedkommende er medlem af Socialpædagogerne.

Tillidsrepræsentanten får ret til frihed med løn til at deltage i nærmeste informationsmøde frem til urafstemningens afslutning.

Landsoverenskomsten

Læs hele overenskomsten for pædagogisk personale på private botilbud og opholdssteder indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Socialpædagogerne.

Se Landsoverenskomsten

Mæglingsforslaget

Når du stemmer om OK25, stemmer du om det samlede resultat, hvilket vil sige Landsoverenskomsten, Vikaroverenskomsten og Forligsmandens samlede mæglingsforslag, som du kan læse her.

Se Mæglingsforslaget

Landsoverenskomst for pædagogisk vikar

Både timelønnen, ulempetillægget og tillægget for deltagelse i koloniophold forhøjes med 2,5 % pr 1. maj 2025, 2,8 % pr 1. marts 2026 og 2,9 % pr 1. marts 2027.

Pensionssatserne forhøjes med 1 procentpoint for månedslønnede og 1,11 procentpoint for timelønnede. 

Pensionskarensen bliver med OK25 nedsat fra 20 til 19 år. Det betyder, at arbejdsgiveren skal oprette en arbejdsmarkedspension fra det år, hvor vikaren er fyldt 19 år mod i dag 20 år. Dermed sættes pensionsopsparing i gang 1 år tidligere for medarbejderen.  

For medarbejdere på vikaroverenskomsten, der modtager folkepension, sker der ikke indbetaling til en pensionsordning medmindre medarbejderen direkte anmoder herom. Hovedreglen er nu, at når man modtager folkepension vil det pensionsbidrag arbejdsgiver skal afregne udbetales sammen med lønnen. 

Normperioden er den periode, hvor ens præsterede arbejdstimer gøres op og sammenholdes med det antal timer, pågældende er ansat til at skulle arbejde. Derved fremgår, om pågældende har arbejdet flere eller færre timer, end det ansættelsen var aftalt til. 

Denne periode er ved OK-25 aftalt ændret med 14 dage således, at normperioden nu er 4,5 måneder mod tidligere 4 måneder. 

Vagter kan fremover aflyses indtil kl. 09:00 for tjenester planlagt til at starte kl. 15:00 samme dag. Og tjenester, der starter den følgende dag frem til kl. 15:00, skal aflyses senest kl. 20:00 dagen før.

Vikaroverenskomsten

Læs hele den pædagogisk vikaroverenskomst indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver, BUPL, Socialpædagogerne og FOA.

Se Vikaroverenskomsten

Mæglingsforslaget

Når du stemmer om OK25, stemmer du om det samlede resultat, hvilket vil sige Landsoverenskomsten, Vikaroverenskomsten og Forligsmandens samlede mæglingsforslag, som du kan læse her.

Se Mæglingsforslaget
Bliv medlem