Gå til indhold

Generalforsamling — Socialpædagogerne Hovedstaden

Tre vigtige punkter fra Socialpædagogerne Hovedstadens generalforsamling

Næsten 100 socialpædagoger var samlet til den første generalforsamling siden kredssammenlægningen. Aftenen bød både på debat og samtaler om, hvor fagforeningen skal bevæge sig hen i fremtiden

28. september 2026

Artikel
Næsten 100 engagerede socialpædagoger var mødt op til generalforsamling i Herlev medborgerhus.

Forfatter: Emil Anthonsen-Rahbek

Foto: Neel Linhøft Ingstrup

- Det er en festdag for jer, der skaber vores faglige fællesskab.

Sådan lød det fra kredsformand Lars Petersen, da han bød næsten 100 medlemmer velkommen til generalforsamling i Herlev Medborgerhus torsdag 24. oktober.

Det var den første generalforsamling, siden Kreds Storkøbenhavn og Kreds Nordsjælland i 2025 blev lagt sammen til én kreds: Socialpædagogerne Hovedstaden.

Her blev årets budget fremlagt af kasseren Thomas Svendsen og vedtaget. Og så blev Christina L. Hansen, som har været konstitueret næstformand siden Lene Ek Christensen gik bort, valgt som næstformand fra Nordsjællands valgkreds.

Årets beretning fra kredsbestyrelsen kom i form af en quiz – til stor begejstring i salen. Og næstformand Rita Slangerup fremhævede blandt andet, at Socialpædagogerne Hovedstaden har holdt møder med borgmestrene i alle hovedstadskommunerne om bl.a.:

  • Bedre vilkår for plejefamilier
  • Den rette kapacitet af kommunale botilbud
  • Vigtigheden af den socialpædagogiske faglighed
  • Kendskab til det socialpædagogiske fag

Hvad betyder det så egentlig for dig? Det betyder en hel del. For generalforsamlingen er ikke kun en aften med formelle beslutninger og beretninger. Det er også her, medlemmerne kan være med til at sætte retningen for det arbejde, der skal præge Socialpædagogerne Hovedstaden i den kommende tid.

LÆS MERE: Kender du de her 6 fordele? Se, hvad du kan bruge din lokale fagforening til

Hvad er en generalforsamling?

En gang om året mødes medlemmerne i din kreds og træffer vigtige beslutninger om den lokale fagforenings arbejde. Det er også her, regnskabet bliver godkendt, og den politiske ledelse og bestyrelse bliver valgt.

Generalforsamlingen er altså den øverste myndighed i din lokale fagforening. Her kan du få indflydelse på den politiske retning og organisationens fremtid.

Spørgsmål fra salen kom med på scenen

Den vanlige hilsningstale fra Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, havde i år fået en anden form.

Den bestod nemlig af en samtale mellem Lars Petersen og Benny Andersen i stedet. Forud for samtalen havde medlemmerne i salen skrevet spørgsmål og kommentarer på sedler, som de to formænd skulle diskutere på scenen.

Et af de centrale spørgsmål var, hvordan fagforeningen skaber de bedste resultater for medlemmerne – og hvilken retning Socialpædagogerne skal bevæge sig i.

- Det er vigtigt, at vi tør spørge os selv: Hvor er det, vi skal bevæge os henad som fagforening? sagde Lars Petersen fra scenen.

Status fra Socialpædagogernes formand: 6 resultater, du skal kende

Benny Andersen understregede fællesskabet på tværs af organisationen som en afgørende forudsætning for at lykkes.

- Vi er én fagforening. Vores styrke ligger i fællesskabet. Vi lykkes, når vi arbejder i samme retning. Om det så gælder rekruttering eller kvalitet og faglighed, så er det i fællesskabet, vi har succes, sagde han.

Samtalen pegede dermed også frem mod det arbejde, der venter Socialpædagogerne Hovedstaden. For hvad betyder beslutningerne egentlig for medlemmerne? Og hvad skal kredsen især have fokus på i den kommende tid?

Her er tre af de vigtigste punkter, fremlagt af næstformand Michel Kikkenborg:

Nr. 1

Nye strategier skal omsættes til praksis

2026 er kongresår i Socialpædagogerne. Derfor bliver en af Socialpædagogerne Hovedstadens første opgaver at arbejde med de nye strategipapirer, som bliver besluttet på kongressen.

Strategierne skal ikke bare blive på papiret. De skal implementeres og omsættes til det konkrete arbejde i Socialpædagogerne Hovedstaden.

Nr. 2

Rekruttering og organisering

- Vi skal være flere, og vi skal være stærke.

Sådan lyder en anden central ambition. Derfor fortsætter arbejdet med organisering og rekruttering.

Socialpædagogerne Hovedstaden vil blandt andet styrke samarbejdet mellem kredskontoret og de tillidsvalgte. Samtidig skal FTR-gruppen i samarbejde med Socialpædagogerne Sjælland og Øerne uddannes til at blive endnu stærkere organiseringsambassadører.

Målet er at styrke fagforeningen ved at få flere medlemmer med i fællesskabet – og samtidig gøre organisationen stærkere tæt på arbejdspladserne.

Nr. 3

Kendskab til det socialpædagogiske fag

Synlighed bliver også et vigtigt fokusområde.

Det handler ikke kun om at fortælle medlemmerne, hvad Socialpædagogerne gør. Det handler også om at være en transparent organisation, hvor medlemmerne oplever, at fagforeningen holder det, den lover, og hvor forventningerne mellem medlemmer og organisation bliver afstemt.

Derfor skal medlemmerne inddrages gennem den daglige dialog og forskellige initiativer og arrangementer.

Ambitionen er, at Socialpædagogerne Hovedstaden også fremover skal opleves som en relevant og nærværende fagforening for alle medlemmer.

Bliv medlem