Mindeord
Lene Ek Christensen er gået bort – æret være hendes minde
Det er med stor sorg, at vi har fået at vide, at Lene Ek Christensen har forladt livet efter et hårdt og barskt sygdomsforløb. Alle vores og mine tanker går til Jesper, Lasse og Pelle – Lenes mand og sønner.
20. april 2026
I en uendelig række af triste tanker, der fylder mig nu, vil jeg også huske Lene som den fantastiske kollega hun var som kredsformand i Socialpædagogerne Nordsjælland. Og så nåede hun også at være næstformand for Socialpædagogerne Hovedstaden.
Jeg lærte for alvor Lene at kende, da hun var på vores allerførste hold af den fagpolitiske uddannelse. Jeg lærte hende at kende som umådelig dygtig, med en kæmpestor socialpædagogisk faglighed og som en varm og glad person. Hendes humør var så smittende, og man følte sig simpelthen så godt tilpas i Lenes selskab.
Lene formåede som kredsformand at sætte tydelige og store spor både lokalt i det nordsjællandske og i vores hovedbestyrelse. Altid med de socialpædagogiske arbejdspladser og medlemmernes perspektiv. Det var en stærk evne og en stærk faglighed som kredsformand og HB-medlem hele tiden at have det helt nære perspektiv i arbejdet. Lene var til mere end overskrifter - det vi laver i fagforeningen skal kunne mærkes ude på arbejdspladserne og af medlemmerne. Lene var en af de første der insisterede på, at det ikke er nok at tale om, hvordan vi kan rekruttere flere socialpædagoger til arbejdsområdet, det var og er lige så vigtig at have fokus på, hvordan vi kan fastholde de socialpædagoger, der allerede er der.
Lene nåede også at sætte tydelige og store aftryk på dannelsen af det nye Socialpædagogerne og vores nye kredse. Herunder Socialpædagogerne Hovedstaden hvor hun spillede en afgørende rolle i forhold til at fusionere Socialpædagogerne Storkøbenhavn og Socialpædagogerne Nordsjælland til en ny stærk enhed.
Jeg vil også tænke tilbage på mange sjove stunder, grin og gode timer sammen. Det var heldigvis også en del af Lenes dna som fagpolitikker, at vi skulle have det godt og også sjovt indimellem.
Lene har sat så mange aftryk og hendes tanker, ord og handlinger vil leve videre sammen med os – Tak.
Til slut vil jeg sende alle mine tanker til Lene’s mand Jesper og til hendes to sønner Lasse og Pelle. Jeg ved at I er stolte af Jeres Lene, Jeres mor, og vi er taknemmelige for at have haft Lene som kollega.
Æret være Lenes minde
Benny Andersen
Forbundsformand