Socialpædagoger har en særlig rolle: Forstå tryghed og relationers betydning

Indimellem får Pernille Darling en mail fra en ung kvinde, hun havde i behandling i børne- og ungdomspsykiatrien for flere år siden. Kvinden, som vi kalder Emma, skriver, når hun bliver så utryg, at jorden ryster under hende, og hun knap kan få luft.

Sidst skete det, da kommunen, hun bor i, ville flytte hende til et andet bosted, selvom Emma slet, slet ikke følte sig klar til det.

Pernille skrev tilbage: Det lyder som en helt normal reaktion. Du kender det sted, du bor nu, og du kender socialpædagogerne. Nu oplever du, at tæppet igen bliver revet væk under dig, at du mister alt og skal starte helt forfra. Jeg tror faktisk, at det føles som et lille helvede – det, du står i nu. 

Præcis sådan føles det, svarede Emma. 

Over mail skrev den unge kvinde og hendes tidligere psykiater videre sammen: Om hvordan Emma fra lille har lært, at forandringer er farlige, og før har reageret ved at ville rive alt ned omkring sig. Og om hvor stort et skridt, det er, at Emma rækker ud for at tjekke, om der nu kunne være en anden vej at gå. 

LÆS OGSÅ: Sådan påvirker arv og miljø evnen til selvregulering

To slags mennesker i verden

Pernille Darling er børne- og ungdomspsykiater og seniorforsker på Center for Evidensbaseret Psykiatri i Region Sjælland – og når hun nævner Emmas historie, er det fordi, den er et godt eksempel på, hvorfor vi som samfund skal tage tilknytningsteorien meget mere alvorligt. Især på det socialpædagogiske område, hvor en stor del af børn, unge og voksne er utrygt tilknyttede. 

Det har hun skrevet en bog om. Den hedder ’Tryghed og tilknytning – samfundets glemte grundsten’ og bygger på tilknytningsteorien fra bl.a. John Bowlbys og Mary Ainsworths forskning. 

Som læge og psykiater ligger tilknytningsteorien uden for Pernille Darlings fagområde – og så alligevel ikke. For tilknytningsteorien kan forklare noget af det, som lægevidenskaben traditionelt ikke kan. Fx om børn med ADHD er mere utrygge, og om det påvirker deres respons på behandlingen, hvilket Pernille Darling har forsket i.  

– Selvom der ikke findes to ens mennesker på jorden, kan man alligevel dele os op i to grupper: De trygge og de utrygge. Der er ikke noget spørgsmål, der er vigtigere at kunne svare på end: Føler jeg lige nu, at mit liv er i fare eller ej? siger hun.

LÆS OGSÅ: Kender du Susan Harts trivselstrekant? Brug den til at støtte udvikling

Relationer er som silketråde

Pernille Darling ville nogle gange ønske, at relationer mellem mennesker kunne ses som silketråde i luften. Silketråde er stærke og smidige og smukke. Og hvis vi kunne se dem, så ville vi bedre kunne forstå, hvor vigtige de er. Og se, hvor de mangler. 

– Fra det øjeblik, vi bliver født, begynder vi at spinde tråde til andre, fordi vi er dybt afhængige af, at de vil tage sig af os. Kærlighed er ikke nok til at skabe en stærk tråd – eller en tryg relation – og manglende kærlighed forhindrer heller ikke dannelsen af tilknytning. Derfor kan kvaliteten af silketrådene – relationerne – i høj grad variere, siger Pernille Darling. 

De stærke silketråde er spundet af minder og erfaringer med at trække i tråden til det andet menneske og mærke, at den kan holde, fortæller hun. 

– De allerstærkeste tråde skal kunne bære hele din vægt. Du kan aldrig helt ramme bunden, hvis den anden holder fast i tråden. Sådan en tilknytningsrelation kan være mellem barn og forældre, i et ægteskab eller venskab. For et barn eller en ung, der fx er anbragt uden for hjemmet, kan det være til socialpædagogen. Det samme gælder for voksne, siger hun.  

LÆS OGSÅ: Susan Hart til socialpædagoger - Alle skal ses med kærlige øjne

Hvis man står uden en stærk tråd, for at blive i Pernille Darlings metaforiske billede, så hviler hele ansvaret for at overleve på én selv. Det er energikrævende og utrygt. Her kommer de forskellige tilknytningsmønstre ind i billedet, for der er identificerbare forskelle på, hvordan mennesker bruger disse tråde til andre, forklarer børne- og ungdomspsykiateren.

Systemet forstår ikke relationsbrud

For de fleste socialpædagoger vil tilknytningsteorien være kendt stof. Men systemet giver dem ikke gode nok muligheder for at praktisere den viden, der ligger i teorien, siger Pernille Darling. 

Som led i sin ansættelse fungerer hun som fast psykiater for to opholdssteder for børn og unge i Region Sjælland. Og det ærgrer hende voldsomt, når økonomiske prioriteringer bliver årsagen til, at man bryder relationer, eller når strukturer bliver begrænsende for at skabe kontinuitet, fordi der fx er et helt nyt set-up med nye mennesker, når den unge fylder 18. 

– Jeg tror slet ikke ’systemet’ forstår, hvor meget et relationsbrud kan sætte et menneskes udvikling tilbage. Især ikke hvis man som barn og ung har prøvet at blive flyttet rundt mange gange før. Det gælder også, når kommunen har fundet et andet sted til en voksen, der måske er bedre, og i hvert fald billigere.  

Ifølge Pernille Darling skal systemet være så nådigt, at socialpædagoger kan fungere som tilknytningspersoner, så længe barnet, den unge eller voksne har brug for det:

– Men det er det langt fra alle steder i dag. Mennesker, der har brug for socialpædagogisk støtte, skal have en tråd til det gamle, når de skal vænne sig til noget nyt. Det virker som om, der har været en kultur, hvor man har krævet, at nu skulle de bare bruge det nye uden at se sig tilbage.

Tilknytningsmønstre er ikke hugget i sten

Men hvorfor er tilknytningsteori især vigtigt for socialpædagoger at arbejde med? 

– Tilknytningsmønstre dannes i høj grad i den tidlige barndom, men de er ikke hugget i sten. Det giver bedre mening at tale om, at et menneskes erfaringer med tilknytning lægger sig som årringe i et træ. Selvom nogle ringe er dannet, kan de næste blive stærkere, og det styrker hele træet. Som et træ tilpasser tilknytningssystemet sig miljøet gennem hele livet, siger Pernille Darling. 

Hun forklarer, at jo flere relationsbrud, et menneske har i bagagen, jo mere tid og tålmodighed kræver det socialpædagogiske arbejde, hvis man skal have tilknytningssystemet til at indse, at det nu er sikkert at lægge de selvbeskyttende strategier lidt ned. 

LÆS OGSÅ: Forstå hjernen hos det omsorgssvigtede barn: 3 råd fra hjerneeksperten

Processen kræver tid og tålmodighed

Pernille Darling har haft oplevelser med børn og unge med stærke relationer til fx en støttekontakt-person. Det er lykkedes bedst, når man som fagprofessionel ikke har forsøgt at forcere noget, men blot stillet sig til rådighed. Når man har været tilgængelig uden at presse sig på eller bebrejde barnet eller den unge for ikke at kunne tage imod alt det, man gerne vil tilbyde:

– Man skal huske, at reaktionerne ofte er baseret på tidligere oplevelser, og at det ikke automatisk veksles til indre tryghed, når man tilbyder sig som ydre sikkerhed. Relationen kan først fungere som bro til andre mennesker og blive starten på en ny udvikling, når den begynder at blive til indre tryghed. Og den proces kræver både tid og tålmodighed, siger hun. 

I tilfældet med Emma tror Pernille Darling, det meget hurtigere bliver muligt for hende at tage imod det nye, når hun har adgang til en livline:

– Det blev så mig – og jeg blev det sted, hvor ingen forsøger at tvinge hende til at give slip. Jeg tror på, hun slipper mig, når hun er klar til det.

LÆS OGSÅ: Du låner dit nervesystem ud på daglig basis – sådan får du det i balance