Traumer
Kender du Susan Harts trivselstrekant? Brug den til at hjælpe mennesker med traumer
Mange socialpædagoger arbejder med borgere i mistrivsel, og bag den mistrivsel kan der gemme sig traumer. Det er derfor vigtigt at kunne identificere, hvornår der er et traume på spil – og vide hvad du skal gøre. Få hjælp til at forstå traumer – og lær, hvordan du kan bruge trivselstrekanten
23. februar 2026
Forfatter: Lærke Øland Frederiksen
Foto: Line Marie Sommer
Begrebet traume bliver nogle gange brugt i flæng – og samtidig er der traumer, der aldrig bliver opdaget. Derfor mener psykolog Susan Hart, at det er vigtigt, at du som socialpædagog kan skelne mellem belastningsreaktioner, stressreaktioner og traumereaktioner.
En belastningsrelation
er, når nervesystemet er belastet i en periode med meget stress, men
det formår at falde til ro igen, når det ikke længere bliver belastet.
En stressreaktion
er, når belastningsreaktionen har varet så længe eller været så voldsom, at nervesystemet ikke af sig selv kan falde til ro, heller ikke efter belastningen er stoppet.
En traumereaktion
er, når man har været ude for noget, som oplevedes livstruende, og nervesystemet efterfølgende bliver ved med at reagere, som om man er i livsfare. Traumetriggere som lyd, lys og lugte kan reaktivere traumet, og det kan du genkende ved, at borgeren bliver sort i øjnene og enten bliver udadreagerende eller dissocierer og forsvinder ind i sig selv.
Kend forskel på traumer
En anden vigtig ting, inden vi introducerer trivselstrekanten, er, at du er i stand til at kende forskel på to typer traumer.
Et enkeltstående traume
kan skyldes en hændelse, der har været eller er blevet oplevet som livstruende. Hvorvidt hændelsen udløser et traume, afhænger ikke af, hvor voldsom hændelse har været, men hvor voldsom den opleves.
Et udviklingstraume
kan skyldes gentagne alvorligt belastende erfaringer i de tidlige leveår, hvor barnet over tid har været udsat for uforudsigelighed, mangelfuld omsorg, følelsesmæssigt kaos eller egentlige overgreb.
Hos mange med en reaktiv tilknytningsforstyrrelse ses samtidig tegn på et udviklingstraume, selvom det ikke er sikkert, at de kan sætte ord på traumatiserende oplevelser i barndommen.
HØR OGSÅ: Sådan påvirker arv og miljø evnen til selvregulering
Brandslukning eller udviklingsstøtte?
Når traumet genaktiveres af bestemte triggere, kan borgeren reagere enten udadrettet eller indadrettet, og så skal du kun fokusere på ’brandslukning’ og ikke stille spørgsmål eller prøve at ’tale borgeren til fornuft’.
I stedet skal du
- Bringe dit eget nervesystem i ro, så du kan berolige borgerens
nervesystem - Skabe et trygt rum for borgeren. Det kræver, at du kender borgeren
og ved, hvad der giver ham eller hende tryghed. - Bruge rytmer, de er meget beroligende for nervesystemet. Hvis det kan lade sig gøre, så gå fx en tur, hvor I går i takt.
Når borgeren er i ro, kan I arbejde udviklende, så traumet kommer til
at fylde mindre og mindre. Og her er det, trivselstrekanten kommer ind i billedet, fortæller Susan Hart.
Sådan bruger du Susan Harts trivselstrekant
Trivselstrekanten kan bruges til både enkeltstående traumer og udviklingstraumer. Den bruges til udviklingsstøtte, når borgeren er i ro, og traumet ikke er reaktiveret.
Trivselstrekanten har tre hjørner, som der helst skal være balance imellem for at man kan trives: Mening, Kontrol og Samhørighed
Støtte til enkeltstående traumer
Samhørighed: Giv borgeren en oplevelse af ikke at være alene med den voldsomme oplevelse og vis borgeren, at du godt kan rumme hans eller hendes reaktioner, når traumet bliver reaktiveret. Her skal du være opmærksom på, hvilket tilknytningsmønster borgeren havde, før han eller hun blev traumatiseret.
Kontrol: Voldsomme hændelser bliver typisk traumatiserende, hvis man ingen kontrol har over dem. I kan derfor arbejde med at sætte fokus på det punkt, hvor borgeren begyndte at opleve alligevel at få kontrol over situationen.
Mening: Der kan være behov for en fortælling, der skaber mening i, hvorfor den voldsomme hændelse skete, og hvorfor man selv agerede, som man gjorde.
LÆS OGSÅ: 3-trinsguide fra Susan Hart: Sådan støtter du selvregulering
Støtte til udviklingstraumer
Samhørighed: Ved udviklingstraumer kan samhørigheden opbygges igennem metoderne fra den neuroaffektive udviklingspsykologi som samregulering og synkroniseret kontakt
Kontrol: Giv en følelse af kontrol ved at have trygge og forudsigelige rammer, så det er tydeligt for borgeren, hvad der er det råderum, hvor han eller hun selv har kontrol over sit eget liv.
Mening: Ved udviklingstraumer er reaktionerne ofte dybt forankret i kroppen og opstår uden for bevidst kontrol. Mening opbygges derfor gradvist gennem trygge relationer og erfaringer af regulering, hvor kroppen lærer, at der ikke længere er fare. Psykoedukation kan indgå som en del af støtten, men må tilpasses den enkeltes følelsesmæssige udviklingsniveau
HØR OGSÅ: Podcast om nærmeste følelsesmæssige udviklingszone
Start i et af de komplementære hjørner
Trivselstrekanten kan bruges til alle borgere i mistrivsel, uanset om de har traumer eller ej. Når du har analyseret dig frem til, hvilke af de tre hjørner i trekanten, der er behov for at styrke, skal du ikke kaste dig direkte over det hjørne.
Du skal i stedet fokusere på et af de andre hjørner i trekanten. Hvis en beboer fx ikke kan se meningen i at bo på et opholdssted, så prøv at opbygge en følelse af samhørighed eller giv beboeren noget mere kontrol og ansvar. Så kan det også styrke følelsen af, at det giver mening at bo der.
