Gå til indhold

OK26

Kæmpe ja til ny overenskomst i staten

Afstemningen om den nye overenskomst og organisationsaftalerne for socialpædagoger ansat i staten er afsluttet. Ligesom afstemningen blandt socialpædagoger i kommuner og regioner blev det et kæmpe ja fra de statsansatte

6. maj 2026

Artikel
Med den nye overenskomst er de statsansatte socialpædagoger sikret 6,37 pct. i generelle lønstigninger. Se, hvad der mere gælder.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Resultatet af afstemningen om OK26 på det statslige område er nu klar. 88,3 pct. af alle statsansatte stemte ja til aftalen. Blandt socialpædagoger ansat i staten stemte 94 pct. ja. 

Med den nye overenskomst er de statsansatte socialpædagoger sikret 6,37 pct. i generelle lønstigninger. De bliver udmøntet over tre år, og første lønstigning på 1,29 pct. gælder allerede fra 1. april 2026. 

Arbejdsgiverne skal dog lige have tid til at ændre i deres lønsystemer, så du får lønstigningen med tilbagevirkende kraft. 

LÆS OGSÅ: Hvornår stiger lønnen? 

Mere fleksibilitet

Ud over lønstigninger indeholder aftalen en række nye tiltag, herunder en fritvalgsordning – en nyskabelse på det offentlige område. Ordningen giver den enkelte socialpædagog mulighed for større fleksibilitet i arbejdslivet. 

–  Med fritvalgsordningen kan man selv vælge, om en del af lønnen skal gå til pension, udbetales som løn eller omsættes til fridage med eller uden løn. Det giver bedre mulighed for at tilpasse arbejdslivet til den enkeltes behov, forklarer Benny Andersen. 

LÆS OGSÅ: Statsansat: Se hvad den nye overenskomst betyder for dig 

Bedre rammer for arbejdslivet 

Derudover indeholder overenskomsten forbedrede muligheder for fravær ved barns sygdom samt en række initiativer, der styrker arbejdsliv og trivsel. 

– Samlet set er det her en aftale, der både løfter lønnen og forbedrer rammerne for arbejdslivet. Det er et tydeligt udtryk for en stærk anerkendelse af socialpædagogernes fag og indsats, siger Benny Andersen. 

LÆS OGSÅ: Bedre vilkår til dig med børn – få styr på dem på under fem minutter

Stemmeprocenten blandt alle statsansatte endte på 64,7 pct., og blandt de stemmeberettigede medlemmer af Socialpædagogerne var den 36 pct.

Bliv medlem