Selvskade
Overser du disse tegn på selvskade? Se, hvad du skal kigge efter
Tegnene på selvskade behøver ikke at være fysiske og kan let overses – fx kan det foregå udelukkende på nettet. Men hvad skal du så kigge efter, hvis du fornemmer, at der er selvskadende adfærd på spil?
3. marts 2026
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Michael Drost-Hansen
Selvskade er en udbredt måde at håndtere mistrivsel og svære følelser på for børn, unge og voksne.
Og i følge psykolog Lotte Rubæk er der fire former for selvskade, som alle skal forstås som en form for overlevelsesstrategi eller mestringsstrategi til at klare det svære i livet.
De forskellige typer er: Direkte selvskade, indirekte selvskade, selvskade by proxy – og digital selvskade.
Men det er ikke altid lige let at få øje på tegnene på selvskade – især, når der ikke er tale om fysisk selvskade. Så for at undgå, at du overser dem, er det godt at kunne kende de fire forskellige typer.
Her er, hvad du kan kende dem på:
Direkte selvskade
Den form for selvskade, som de fleste kender til i forvejen. Ved direkte selvskade påfører man en skade på huden direkte, ved at man fx tager et barberblad eller en skarp genstand til at ridse eller skære sig selv i huden. Det kan også være at brænde sig selv med en lighter eller en cigaret – eller alle mulige andre måder, man kan skade sin krop på. Det kendetegnene for direkte selvskade er, at skaderne opstår med det samme.
LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan hjælper du et barn, som skader sig selv
Indirekte selvskade
Er kendetegnet ved, at man udsætter sin krop for en skadelig adfærd, men at skaden først opstår over måneder eller år. Det kan fx være spiseforstyrrelser, hvor man enten har begrænset sit fødeindtag i et omfang, hvor kroppen bliver så udsultet, at organerne måske på sigt begynder at tage skade – eller fx har overspisninger og gentagende opkastninger. Et problematisk forbrug af rusmidler kan også være indirekte selvskade.
Ved indirekte selvskade er man ikke nødvendigvis bevidst om, at det er en selvskadende adfærd, man har. Det effektive element er nærmere det, man får ud af adfærden. Følelsen af at slanke sig eller opnå et kropsideal – eller måske rusoplevelsen eller følelsen af at glemme nogle ting, når man fx tager stoffer.
Selvskade by proxy
En form for selvskadende adfærd, hvor smerten eller skaden initieres af en selv, men påføres af en anden person eller et dyr. Der skal altså være en intention om at opnå skader på kroppen, som man selv igangsætter.
Selvskade by proxy kan inddeles i flere kategorier: Én kategori kaldes transaktionelle forhold – det er typisk piercinger og tatoveringer, som man får lavet i selvskade øjemed eller får at få en form for følelsesmæssig forløsning. En anden er vold, hvor man opsøger voldelige situationer som fx et slagsmål eller ved at indgå i voldelige forhold til andre.
Det kan også være gennem sex, hvor man fx opsøger sex med personer, som giver en oplevelse af at blive krænket følelsesmæssigt, fordi man indgår i sex, man ikke har lyst til – eller sex med en person, man slet ikke tænder på eller har lyst til at være sammen med. Man kan også bruge dyr til sin selvskade, hvor man fx får sit kæledyr til at kradse eller bide.
Digital selvskade
Et ret nyt fænomen, som endnu ikke er undersøgt så meget i hverken litteratur eller forskning. Det er, når man på forskellige måder bruger et digitalt medie – fx et socialt medie – til at skade sig selv.
Et eksempel er autotrolling – også kaldet digital selvmobning. Det indebærer, at man fx via et socialt medie opretter et antal falske profiler ud over sin normale profil, hvor man kalder sig selv et andet navn og indsætter et falsk profilbillede. Så bruger man de falske profiler til at mobbe sig selv, altså mobbe sin egen hovedprofil.
Et andet fænomen er det er self-baiting, hvor man bruger sig selv som lokkedue eller lokkemad ved at sætte sig selv i en skudlinje rent digitalt. Man opsøger selv situationer, fora eller grupper på sociale medier, hvor man ved, at andre vil tale hadefuldt til en – og det gør man med henblik på at få andres had tilbage.
Et tredje fænomen, der særligt er på Reddit, hedder Roast Me. Her lægger man et billede og af sig selv med et skilt, hvor der står ’Roast Me’ og skriver en tekst som fx ’Jeg har en dårlig morgen, gør den værre’. Det er invitation til, at alle, der er medlemmer i den her gruppe, kan skrive alle de grimme ting om én, som de kan komme i tanke om som fx hvor tyk eller grim, man er.
LÆS OGSÅ: Sådan bruger Helle beredskabsplaner i sit arbejde med mennesker, der er selvskadende