Et kvælertag satte punktum for Sarahs arbejdsliv: Folk skal vide, at der er hjælp at hente

En ung mand fra det lille bosted kommer stormende mod Sarah Landsperg. Han tager et fast greb om hendes brystkasse og derefter om hendes hals.

Sarah får skubbet ham væk og skal på et splitsekund finde ud af, hvordan hun håndterer både den psykotiske mand foran sig og den unge vikar ved sin side. Hun får borgeren talt til ro, får tilkaldt en ekstra kollega og fortsætter sit arbejde uden at registrere, hvordan mærkerne på halsen borer sig dybt ind i sjælen.

Ramt af panikanfald

Først da hun dagen efter kører hjem fra arbejde, rammer panikanfaldet hende: Alle bilerne omkring hende vil køre ind i hende og gå til angreb.

Sarah blinker ind til siden – og ud af sit arbejdsliv. Hun har ikke været tilbage siden.

– Fra da af kunne jeg ikke længere køre bil. Jeg sov ikke ret meget om natten. Jeg kunne ikke komme ud af vores hus for at handle eller hente vores søn i børnehaven. Og min mand kunne ikke komme i nærheden af mig, fordi jeg var så mega bange, fortæller Sarah Landsperg og fortsætter:

– Jeg følte mig meget alene. Jeg vil gerne fortælle min historie, så andre kan føle sig mindre alene. Og så de ved, at der er hjælp at hente.

LÆS OGSÅ: Et slag satte punktum for Kenns arbejdsliv

Tabt i systemet

Sarah Landsperg var ansat inden for det private område. Så efter 14 dages sygemelding overgik hun til sygedagpenge.

– Det var fuldstændig uoverskueligt at tænke på, hvad det ville få af økonomiske konsekvenser for os. Det hele så bare sort ud, fortæller hun.

Sagen blev anmeldt som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES. Og Sarah kontaktede sin fagforening for at få hjælp med at holde styr på sagens forløb.

Fik forklaret det videre forløb

Da sagen ca. fem måneder senere blev anerkendt som arbejdsskade, blev hun ringet op af Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulent Jacob Pless-Schmidt. Han ville dels sikre sig, at afgørelsen var dækkende – og dels forklare det videre sagsforløb.

Men nok så vigtigt: For første gang nogensinde kunne han bede et medlem ringe til sin arbejdsgivers forsikringsselskab, idet Sarah Landsperg kunne være omfattet af en ny voldsskadeforsikring.

– Socialpædagoger som Sarah er tabt i det her system uden en fagforening – de aner jo ikke, hvad de har krav på i sådan en situation, siger Jacob Pless-Schmidt.

LÆS OGSÅ: Stor sejr: Nu bliver det lettere at få erstatning

Følelsen af sikkerhed

Jacob Pless-Schmidt fortæller Sarah, at der pr. 1. januar 2025 trådte en ny voldsskadeforsikring i kraft. Den giver bl.a. socialpædagoger, der bliver udsat for vold, trusler eller voldsomme hændelser, lettere adgang til at få erstatning og godtgørelse. Noget, som Socialpædagogerne har kæmpet for i mange år.

LÆS OGÅ: Få svar på dine spørgsmål om den nye voldsskadeforsikring

Med andre ord kunne Sarah Landsperg søge erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved sin arbejdsgivers voldsskadeerstatning. Det betød helt konkret, at Sarah i stedet for at vente i årevis på erstatning kunne få sine sygedagpenge suppleret – og få, hvad der svarede til fuld løn fra allerførste sygedag.

– Tænk at skulle vente i fem år. Jeg forstår godt, at folk er gået fra både hus og hjem i den ventetid, for det er så hårdt at være i. Da jeg fik min sag anerkendt som en arbejdsskade, sænkede mine skuldre sig. Og da jeg så også fik tabt arbejdsfortjeneste, gav det en følelse af sikkerhed. Uden det havde vi skullet finde et andet sted at bo, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Annettes arbejdsskadesag landet efter ti års kamp

Betaler en høj pris

I dag lever Sarah Landsperg stadig med voldsomme ar på sjælen, mens hun afventer, at hendes méngrad og erhvervsevnetab bliver vurderet.

LÆS OGSÅ: PTSD skal ikke styre mit liv

Hun går til psykolog og kropsterapi, men nu kan hun selv køre derhen, hvis det er uden for myldretid. Hun kan også hente sin søn fra børnehave, hvis hun holder bildørene låst på turen. Men hvis en mand ringer på døren, går hun ikke ud og åbner, og der er stadig installeret overvågning derhjemme.

– Jeg nægter, at det skal ødelægge mit liv. Men jeg har betalt en høj pris – og det har min familie også. Jeg kommer ikke til at arbejde som socialpædagog igen, så nu skal jeg finde ud af, hvem jeg så er. Men jeg håber, at jeg en dag kan få et så normalt arbejdsliv som muligt, siger hun.