Annettes arbejdsskadesag er landet efter ti års kamp: ’Ventetiden har været hård ved mig’

– Der ligger fire kvadratmeter sagsakter i bunker på gulvet foran mig, og det er jo kun en lille del. Men min mand og jeg er enige om, at den her sag har fyldt alt for meget i mit liv. Så når du og jeg har haft den her snak, bliver alle papirerne brændt.

Der lyder et dybt suk fra Annette Paw Jensen. Hun har samlet mod til at fortælle om sin sag. Og hun har besluttet sig for, at det skal være det endelige punktum.

– Jeg er 63 år og nu på seniorpension. Men de sidste ti år af mit liv har jeg brugt på at skulle bevise, at jeg blev alvorligt syg af alle de overgreb, jeg blev udsat for i mit job. Jeg har udfyldt så mange spørgeskemaer, været i retten og vidnet og fået sagen udsat og anket flere gange, så jeg til sidst følte, at ingen troede på mig, fortæller hun.

Men det gjorde arbejdsskadekonsulenterne i Socialpædagogerne, som har fulgt sagen fra start og været dem, der oversatte dokumenter og sagsakter for Annette:

– Jeg ved slet ikke, hvor jeg havde været uden den hjælp, jeg har fået fra Socialpædagogerne. Det kan ikke beskrives, hvor meget det har betydet for mig og min mand.

Ny forsikring på vej

At Annette har skullet bruge ti år af sit liv på at kæmpe for erstatning, skal en ny forsikring snart lave om på. Med en ændring af lov om arbejdsskadesikring indføres der ved årsskiftet bl.a. en voldsskadeforsikring, der har stor betydning for sager som Annettes.

Arbejdsskadereformen, som trådte i kraft sidste år, slår nemlig fast, at hvis der er en særlig risiko for at blive udsat for vold, så er offentlige og private arbejdsgivere pr. 1. januar 2025 forpligtet til at tegne en forsikring, så medarbejderne nemmere kan få erstatning, hvis uheldet opstår.

Det er noget, Socialpædagogerne har kæmpet længe for. For at forstå, hvorfor den sejr har været vigtig, skal vi tilbage til Annettes historie.

Voldsom episode dagen før

Den episode, der vendte op og ned på Annettes liv, skete i juledagene i 2014. Hun mødte ind dagen efter, at der havde været en voldsom episode på arbejdspladsen, hvor tre mandlige kolleger havde fastholdt en udadreagerende borger.

– Jeg skulle arbejde med samme borger den dag og vidste godt, at han kunne være ret aggressiv. Han havde slået både mig og andre mange gange før, fortæller hun og beskriver, hvordan hun den morgen var ekstra opmærksom på alle signaler:

– Måden han gav lyde på, og hans bevægelser fortalte mig, at han var ved at køre op. Så en kollega og jeg besluttede os for at give ham beroligende medicin ordineret af en psykiater. Alligevel overraskede han os, da vi havde ham i bad, hvor han både slog og skubbede os voldsomt, husker hun.

Har aldrig været så bange

Senere på dagen var borgeren faldet til ro, og Annette tog ham med på en gåtur for at adsprede ham.

– Undervejs passerede vi en ældre mand, der stod med sit barnebarn. Jeg kan huske, at jeg gik foran borgeren og pludselig hørte lyden af nylonjakker, der støder sammen. Da jeg vendte mig om, så jeg, at borgeren var stødt ind i den ældre mand, som sagde ’hov hov’ – og derfra gik det stærkt. Borgeren blev truende, tog fat i mandens krave, hævede armen og gjorde klar til at slå – og jeg kastede mig bare imellem dem og hev borgeren væk. To gange måtte jeg hive ham væk, og jeg brugte alle mine kræfter, for borgeren er noget større og stærkere end mig.

Da Annette kom tilbage til bostedet, blev hun for alvor ramt af den angst, hun havde undertrykt.

– Jeg har aldrig i mit liv været så bange som på turen hjem, for hvad kunne han finde på? Han har aldrig slået en fremmed før. Så da jeg kom tilbage til bostedet og fik sat mig ned, brød jeg fuldstændig sammen. At føle mig så magtesløs og angst, det ramte mig pludselig. Jeg kørte hjem – og i dagene efter sad jeg bare derhjemme og græd og græd. Jeg kunne ikke mere.

Slag var blevet hverdag

Siden har Annette ikke arbejdet som socialpædagog. Hun blev sygemeldt og henvist til både arbejdsmedicinsk klinik og psykiater, hvor hun efter mange samtaler og undersøgelser fik stillet diagnosen PTSD.

– Det var først der, det rigtigt gik op for mig, at jeg helt ubevidst havde vænnet mig til at blive slået på, skubbet til, råbt ad og sparket af de borgere, jeg arbejdede med. Det ramte mig hårdt at få specialisternes ord på, at den slags bliver man altså syg af.

Herfra blev sagen meldt til arbejdsskadestyrelsen. Det blev startskuddet til et langt forløb, hvor hun sammen med Socialpædagogerne måtte gå rettens vej for at få skadevolder, borgeren – og arbejdsgiver til at acceptere deres ansvar.

Voldsskadeforsikring en stor sejr

Og sagen har taget hårdt på Annette, fortæller arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogerne Susanne Reinemer:

– Usikkerheden slider på vores medlemmer og ventetiden bliver ekstra lang når det er nødvendigt at gå til domstolene, siger hun og understreger, hvordan en voldsskadeforsikring vil gøre en forskel.

– Der er en stor sejr, at den nye voldsskadeforsikring nu træder i kraft ved årsskiftet. For selvfølgelig er det ikke rimeligt, at socialpædagoger, som bliver udsat for vold på arbejdet, kan blive nødsaget til at føre sag mod en borger for at sikre sig retten til fuld erstatning.

Svært at genkende mig selv

Selvom Annette Paw Jensen både har fået godtgørelse og erstatning efter hhv. arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, har ventetiden – de næsten ti år – ødelagt hendes muligheder for at have et normalt liv.

– Jeg har stadig svært ved at genkende mig selv. Jeg har haft det så psykisk dårligt, at jeg var angst for at bevæge mig ud og færdes nede i byen, hvor jeg stadig helt undgår butikker, der ligger tæt på min tidligere arbejdsplads. Høje lyde giver mig åndenød, jeg har voldsomme smerter i kroppen – og min kæbe er blevet helt skæv, fordi jeg har været så anspændt og bider tænderne så hårdt sammen. Det er ret voldsomt, at en så langvarig sag kan ramme mit helbred på den måde, fortæller hun.

I dag – et halvt år efter, at forliget blev indgået, håber Annette, at hun nu vil opleve mere ro i kroppen og i hverdagen.

– Det har været en psykisk belastning for mig at have en så langvarig sag kørende oven i alt det andet, som min PTSD-diagnose medfører. Og jeg skal jo leve med, at jeg for altid vil være mærket af forløbet både psykisk og fysisk. Men jeg prøver at gøre noget godt for mig selv og er fx begyndt at gå til kor. Jeg har fundet ud af, at når man i to timer har sunget, grinet og haft det sjovt, så kan man ikke gå derfra og være ked af det.