Gå til indhold

Lykkeliga

Rikke Nielsens 5 råd til socialpædagoger: Træn som stjernerne fra LykkeLiga

Når pulsen ryger op, og vi dyrker motion sammen, udløser det både fællesskabsfølelse og lykkehormoner. Men måske kniber det med at få borgerne i gang? Få tidligere landsholdsspiller og LykkeLiga-grundlægger Rikke Nielsens bedste tips til, hvordan I kan træne som stjernerne

26. maj 2025

Artikel
Vil du også gerne motivere de børn, unge eller voksne, du arbejder med, til motion – og give dem både fællesskabsfølelse og lykkehormoner? Sådan kommer du i gang.

Forfatter: Signe Jacobsen

Foto: Lykkeliga

Da den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen for snart ti år siden var på udkig efter et træningstilbud til sin datter med downs syndrom, måtte hun give fortabt – og grundlægge det selv. 

I dag tæller håndboldfællesskabet for børn med udviklingshandicap LykkeLiga mere end 80 hold med over 1.500 spillere fordelt over hele landet.

– Der er ingen af os, der træner på én og samme måde. Men alle er her for at blive bedre håndboldspillere. Selvfølgelig også for at have det sjovt, men håndbolden kommer først. Det er det sprog, vi taler sammen, siger Rikke Nielsen. 

LÆS OGSÅ om rejsen fra tårer til triumf: Med Tinnas støtte fandt en lille dreng håndboldglæden igen

Måske vil du også gerne motivere de børn, unge eller voksne, du arbejder med, til motion – og give dem både fællesskabsfølelse og lykkehormoner? Her får du Rikke Nielsens bedste råd til at komme i gang med træningen. I bunden af artiklen kan du få konkrete forslag til øvelser, I kan lave.

Alle træningstips kan tilpasses og målrettes netop den målgruppe, du arbejder med. Med en bold, lidt overbærenhed og et stort smil, kan det aldrig gå helt galt, lyder det fra Rikke Nielsen.

Råd nr. 1

I er håndboldstjerner, når I går til håndbold – og træner

Selvom det er første gang, I træner sammen, og der stadig er meget at lære, er jeres træning ikke anderledes end Mikkel Hansens eller Niklas Landins. Gå til træningen med samme begejstring, som skulle I vinde verdensmesterskabet for Danmark, lyder rådet fra Rikke Nielsen. 

– Det kan godt være, at I til hverdag er socialpædagoger. Men til håndbold er I håndboldtrænere. Man går ind i en form for rollespil – det virker i hvert fald for mig, siger hun. 

Når Rikke Nielsen agerer håndboldtræner, er hun ikke Magdas mor, haveentusiast eller tidligere landsholdsspiller. Hun er håndboldtræner. 

– Tag gerne en trænertrøje på og tryk på den knap, du har på armen, der siger, at den næste time skal du smile og være på, så børnene eller de voksne kan se, hvor sjovt du synes, det er at træne. For de kan altså godt fornemme, om du mener det eller ej, siger Rikke Nielsen. 

Og netop trænertrøjen leder os direkte videre til:

Få mere inspiration til træningen

Mangler I konkrete råd til øvelser? Så se LykkeLigas videoer her

Kender du et barn eller en borger, der kunne have lyst til at starte til håndbold? Find det nærmeste LykkeLiga-hold her

Råd nr. 2

Se ens ud, hvis muligt

– Man skal ikke undervurdere effekten af ens trøjer. Det giver følelsen af at være et hold. Vi kan være vidt forskellige, men det er holdfølelsen, der binder os sammen.

Trøjerne skal helst både have navn og et spillernummer. Hvis der ikke er penge til at få lavet trøjer til alle, kan trøjer i samme farve også gøre tricket. Mon ikke alle lægger inde med en t-shirt i rød, hvid eller sort? Måske I kan bruge en af dem til at skrive navn og spillernummer på med en tusch. 

LÆS OGSÅ: Yoga og boksning booster selvværdet

Råd nr. 3

Start og slut fælles – med jeres nye holdnavn

Hver træning bør starte med et kampråb med jeres spritnye holdnavn og slutte ved, at holdet giver high fives og siger tak for i dag. Også selvom alle fx mødes til eftermiddagsfrugt lige bagefter. 

Desuden er en af de få regler hos LykkeLiga, at der altid jubles, når nogen scorer et mål – og at holdet råber ’kom igen’, når bolden rammer ved siden af. 

– Det er noget af det, der holder motivationen oppe, og som gør, at de har lyst til at dyrke motion. De kan jo se mekanismerne fra håndboldkampene på TV, siger Rikke Nielsen og forklarer om vigtigheden af et holdnavn: 

– Et holdnavn er også noget af det, der kan skabe følelsen af sammenhold, som er så vigtigt. Derfor slutter vi altid træningen af med at synge et kampråb, fx: ”Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Byvang af”. Sørg for at få navnet på jeres bosted eller børne- og ungehjem med ind i det! 

Råd nr. 4

Lad borgerne få indflydelse på træningen

Når LykkeLiga-stjernerne varmer op til træning og kamp, er der som regel høj musik og spillere, der spurter, mens de dribler som Henrik Møllgaard og laver finter som Mathias Gidsel. 

Men især ét trick, har Rikke Nielsen fundet ud af, fungerer godt: Hun får spillerne til at stå i en rundkreds, hvor de en efter en går ind i midten og finder på en øvelse, som alle de andre skal efterligne efter bedste evne. 

– Det giver virkelig noget ejerskab. Hvis spillerne er med til at bestemme, så bliver træningen dobbelt så sjov, siger Rikke Nielsen.

Hun understreger, at trænerne selvfølgelig styrer træningen og har en plan, men at medbestemmelsen kan være et rigtig godt ekstra element. 

Råd nr. 5

Spis som stjernerne!

Dette råd er rigtig frækt – men med lidt finesse kan det måske lykkes. For en ægte håndboldspiller kan ikke træne på McDonald’s og chips. For at have kræfter til at træne og spille håndbold skal man spise sundt. 

– Det gælder også, når det kommer til iPad og søvn. Det går ikke, at du gaber og er træt, hvis du skal til håndbold næste dag. Og det kan være lettere at motivere til sunde vaner, hvis det handler om noget, de selv ønsker, og selv har valgt at gå til, siger Rikke Nielsen. 

Prøv fx med en smoothie med noget grønt i – det er både sundt og lækkert. Og så kan du fortælle, at det også er sådan, Niklas Landin foretrækker at få sine grøntsager. 

 

Bliv medlem