Fra tårer til triumf: Med Tinnas støtte fandt en lille dreng håndboldglæden igen

I sin tid som håndboldtræner for børn og unge med handicap står især én særlig dag klart i Tinna Bjørns hukommelse. Den dag, hvor en dreng med store udfordringer mødte glad op i håndboldhallen. Her stod drengen i kø sammen med de andre spillere – og han lavede alle øvelserne uden at blive ked af det.

Tidligere havde Tinna ellers mest oplevet drengen som en, der mest gik for sig selv med bolden og ofte var frustreret og ked af det. 

– Nu var det, som om han havde fået en aha-oplevelse, fortæller hun. 

LÆS OGSÅ Rikke Nielsens 5 råd til socialpædagoger: Træn som stjernerne fra LykkeLiga

Relationer er alfa og omega

Dagen var kulminationen på et langt forløb, hvor Tinna havde taget sig ekstra tid til at snakke med drengen, motivere ham og gå rundt med ham på banen for at forklare hver enkelt skridt. Hun havde hjulpet ham til at overskue de udfordringer, han oplevede – og til at agere, så han kunne fungere på lige vilkår med de andre på holdet. 

–  Når man er socialpædagog, så ved man, hvor meget relationer betyder. Jeg har arbejdet intenst på at få en god relation til den her dreng, for så kunne jeg bedre støtte ham til at udvikle og flytte sig. Det har jeg brugt meget energi på. At se ham, snakke med ham og møde ham der, hvor han var, siger Tinna Bjørn.

Alle skal kunne spille håndbold

Alle børn fortjener at kunne spille håndbold. Sådan lyder mantraet fra LykkeLiga, en organisation med over 1.500 børn og unge spillere med udviklingshandicaps fordelt over hele landet.

Så Tinna Bjørn brugte sin socialpædagogiske faglighed til at få den udfordrede dreng til at blive en del af fællesskabet – og tog én udfordring ad gangen. 

Det kunne fx betyde, at drengen fik lov til at tage 20 skridt med bolden og kaste den helt ind i målet. Eller at de til træning valgte at fokusere intensivt på køkultur, hvor Tinna tog sig tid til at forklare ham, at køen var til for, at alle kunne få deres tur til at skyde med bolden og komme igennem forhindringsbanen. Også ham. 

Ser roden i stedet for overfladen

– Jeg arbejder meget ud fra KRAP-modellen, hvor det handler om anerkendelse, anerkendelse og anerkendelse. Og mine neuropædagogiske redskaber giver mig mulighed for at se bag børnenes adfærd, så jeg kan se roden i stedet for overfladen. Og det er bare skønt at se, når det lykkes, siger Tinna og fortsætter:

– Nu er han helt vildt glad, når han kommer. Han er med i træningen, han indgår i det sociale fællesskab – og han græder ikke i løbet af den time, han er her.

LÆS OGSÅ: Tre begreber, du skal forstå, for at arbejde neuropædagogisk

Positive ringe i vandet

Drengen har også fået gode relationer til de andre på holdet. Og fordi han går i skole med nogle af dem, har det også haft en positiv indvirkning der. Han er generelt blevet gladere og har fået flere relationer. 

– Personligt bliver jeg glad helt ind i sjælen, når jeg kan se, hvordan jeg lykkes med de ting, jeg sætter i gang. Og så er det jo bare fedt, at den positive udvikling skinner igennem uden for banen også. Hvis vi ikke havde haft den socialpædagogiske faglighed med på holdet, tror jeg ikke, at han var blevet ved med at gå til håndbold, siger Tinna Bjørn.