Gå til indhold

OK24

OK24: Hvornår stiger din løn?

Det blev et kæmpestort JA til de nye overenskomstaftaler, der bestemmer socialpædagogers løn- og ansættelsesvilkår de næste to år. Se her, hvornår du som socialpædagog i en basisstilling skal holde ekstra øje med lønsedlen

15. april 2024

Artikel
Topbillede_Basisstillinger.png
hvornår kommer lønstigningerne fra OK24? – og hvor mange? Det kommer alt sammen an på, hvilken overenskomst du er ansat på. Få et overblik med de vigtigste nedslag her.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Rikke Rhein-Knudsen

Afstemningen om OK24-resultaterne sluttede med et kæmpestort JA til de nye overenskomstaftaler. Det betyder, at der er lønstigninger på vej til socialpædagoger i basisstillinger. 

Men hvornår kommer pengene? – og hvor mange? Det kommer alt sammen an på, hvilken overenskomst du er ansat på. Få et overblik med de vigtigste nedslag her. 

1. april 2024

Socialpædagoger i kommuner og regioner stiger 4 pct. i løn. Socialpædagoger i staten stiger 5,89 pct. i løn. Lønstigningerne er en del af de generelle lønstigninger, som er aftalt for alle offentligt ansatte. 

Første del af trepartsaftalen om et lønløft til offentligt ansatte udmøntes. Det betyder, at socialpædagoger i kommuner stiger ca. 500 kr. i løn, og socialpædagoger i regioner stiger ca. 970 kr. i løn. 

Da afstemningen om OK24 sluttede efter den 1. april, vil du få lønstigningerne med tilbagevirkende kraft. 

1. juni 2024

Socialpædagoger i kommuner, der er omfattet af trepartsaftalen, får et engangstillæg svarende til ca. 1.550 kr. for fuldtidsansatte. Og socialpædagoger i regioner, der er omfattet af trepartsaftalen, får et engangstillæg svarende til ca. 2.900 kr. for fuldtidsansatte. 

1. oktober 2024

Socialpædagoger i kommuner stiger 1,30 pct. i løn. For en socialpædagog i en kommune med en gennemsnitlig nettoløn på 35.743 kr. svarer det til en lønstigning på 465 kr.

Socialpædagoger i regioner stiger 1,39 pct. i løn. For en socialpædagog i en region med en gennemsnitlig nettoløn på 35.179 kr. svarer det til en lønstigning på 489 kr. Lønstigningen er en del af de generelle lønstigninger, som er aftalt for alle offentligt ansatte i kommuner og regioner.

1. januar 2025

Anden del af trepartsaftalen om et lønløft til offentligt ansatte udmøntes i form af en lønstigning til socialpædagoger i kommuner, og den sidste del af trepartsaftalen om et lønløft i regionerne udmøntes. Det betyder, at socialpædagoger i kommuner stiger 243 kr. i løn, og socialpædagoger i regioner stiger 694 kr. i løn. 

Socialpædagoger på døgnområdet i kommuner får forhøjet tillæggene for at arbejde på skæve tider – de såkaldte særydelser. Forhøjelsen har en gennemsnitlig værdi af 700 kr. pr. måned og er en del af trepartsaftalen. Desuden forhøjes pensionssatsen på særydelser fra 1 pct. til 9,34 pct. Og lørdagsdøgnet fremrykkes fra kl. 8 til kl. 6. 

Socialpædagoger på døgnområdet i regioner får forhøjet tillæggene for at arbejde på skæve tider – de såkaldte særydelser. Desuden indføres der et tjenestetillæg, hvor man får et fast pensionsgivende tillæg på 7.370 kr. årligt, hvis man samlet set arbejder på skæve tider 300 timer årligt – det svarer til en lønstigning på knap 600 kr. om måneden + pension.

1. april 2025

Socialpædagoger i staten stiger 1,31 pct. i løn. Lønstigningerne er en del af de generelle lønstigninger, som er aftalt for alle offentligt ansatte i staten. 

Resultaterne af organisationsforhandlingerne (som udgør 2 pct. af den samlede økonomiske ramme på 8,8 pct.) rulles ud i de forskellige overenskomster. Det betyder, at der kommer en lønstigning til alle – særligt til studerende og til socialpædagoger på døgnområdet i kommuner og regioner med 10 års anciennitet. For alle ansatte stiger pensionssatserne desuden. Se, hvad der helt præcis gælder for dig her: 

Er du mellemleder eller leder? 

Så gælder der nogle særlige forhold for dig. Læs mere her.

1. oktober 2025

Socialpædagoger i kommuner stiger 0,57 pct. i løn, og socialpædagoger i regioner stiger 0,57 pct. i løn. Lønstigningen er en del af de generelle lønstigninger, som er aftalt for alle offentligt ansatte i kommuner og regioner. 

1. november 2025

Socialpædagoger i kommuner, regioner og stat stiger 0,2 pct. i løn.  Lønstigningerne er en del af de generelle lønstigninger, som er aftalt for alle offentligt ansatte. 

1. januar 2026

Sidste del af trepartsaftalen om et lønløft til offentligt ansatte udmøntes i form af en lønstigning til socialpædagoger i kommuner. Det betyder, at socialpædagoger i kommuner stiger 733 kr. i løn.

Bliv medlem
Bliv medlem