Landskonference
Plejemor: Jeg ville tage med ligegyldigt hvad
Der er ingen tvivl. De tre plejeforældre Anette, Anne Mette og Conny skal selvfølgelig med på årets landskonference for plejefamilier – ligesom de var sidste år. Her fortæller de hvorfor
27. februar 2024
Forfatter: Maria Rørbæk
Annette
Annette Marie Nielsen er plejemor til fire børn. Hun og hendes mand har været plejefamilie i 17 år. Det er tredje gang, at hun skal med på landskonferencen
Hvad var det vigtigste, du tog med dig fra sidste landskonference?
– Uh, der var så mange sindssygt gode oplæg. Bl.a. om neuropædagogik, plejebørns skolegang og plejefamiliernes biologiske børn. Og så var det utrolig rart at netværke med de andre plejefamilier. Det var fedt at sidde og høre et oplæg og vide, at alle herinde i salen ved, hvad oplægsholderen taler om. Det gav nogle helt særlige snakke i pauserne og om aftenen, at vi havde været sammen om oplæggene og kunne koble teorien med vores egne personlige erfaringer.
Hvad glæder du dig mest til ved årets konference?
– Jeg ville tage af sted lige gyldig hvem, der kom som oplægsholder, for alene det sociale er det hele værd. Men da jeg så, at Henrik Dybvad Larsen kommer og fortæller om fosterlivet og fødslens psykologiske betydning, kom jeg helt op at ringe. Jeg er helt vild med den bog, han har skrevet, om den store betydning tiden i maven har for et menneskes udvikling. Og det giver bare så meget mening for mig, der har haft alle mine plejebørn fra de var spæde. Der kan godt være sket stor skade, mens barnet lå i livmoderen. Og så må vi bare gøre alt, hvad vi kan for at rette op på det. Som plejefamilie kan vi give omsorg, kærlighed og mentalisering, men nogle gange skal der mere til, og så har vi også brug for professionel hjælp udefra.
Conny
Conny Bøgh Møller har været plejemor i 9 år og har nu to plejebørn. Det er fjerde gang, hun skal med på landskonferencen
Hvad var det vigtigste, du tog med dig fra sidste konference?
– Det gav mit faglige selvværd et boost at være sammen med de andre plejefamilier og få oplevelsen af, at vi er en flok, der gør et helt utrolig vigtigt stykke arbejde. Vi skaber udvikling og positiv forandring for børn, og det skal vi selvfølgelig honoreres for. Inden konferencen havde jeg været parat til at blive sat kraftigt ned i vederlag, fordi mit plejebarn skulle i efterværn, men jeg kom hjem med is i maven og mod på at forhandle. Og det lykkedes at få en meget bedre aftale med kommunen end det, de først havde lagt op til.
Hvad glæder du dig mest til ved årets konference?
– At vi i år for første gang bliver en hel flok fra Bornholm. Ikke fordi vi hele tiden kun skal være sammen med hinanden. Men jeg tror, det giver noget helt særligt at være afsted sammen med en gruppe, jeg kender og ser i forvejen. Når vi får de samme faglige input gennem oplæg osv., kommer vi også til at følge op på det derhjemme og snakke videre. Jeg har igennem mange år talt meget varmt for konferencen, og som en af de andre sagde: Okay, Conny, nu lytter jeg på dig og tager med!
LÆS OGSÅ: Allerede nu kan du få tre gode råd fra fagforeningsbazaren på sidste års landskonference
TAG MED TIL LANDSKONFERENCEN FOR PLEJEFAMILIER
I 2024 bliver den årlige Landskonference for plejefamilier afholdt 6. og 7. maj på Hotel Severin. Temaet er traumer og relationsarbejde, og programmet er spækket med relevante, faglige oplæg og kollegialt samvær med familieplejere fra hele landet.
Se program og meld dig til her (OBS: Landskonferencen er udsolgt, men du kan tilmelde dig til venteliste.)
Anne Mette
Anne Mette Christensen er godkendt til tre plejebørn og har været plejemor i 14 år. Det er anden gang, hun skal med på landskonferencen
Hvad var det vigtigste, du tog med dig fra sidste konference?
– Jeg fik en masse med mig i rygsækken fra sidste konference, hvor min mand også deltog. For det første var det givende at møde kollegaer på kryds og tværs af hele landet, som vi kunne sparre med. For det andet gav det faglige indhold mig meget. Fx mindede oplægget om neuropædagogik mig om nødvendigheden af at få en god baggrundsviden om barnet. Det er så vigtigt at vide, hvad barnet har med i bagagen: Hvad der har været af problematikker og hvordan, det forholder sig med forældrene. For det er alt sammen noget, der påvirker barnets hjerne og kognition.
Hvad glæder du dig mest til ved årets konference?
– Temaet relationsarbejde og traumer er super relevant og interessant! Der følger naturligt et traume med det at blive fjernet fra sin mor eller far, og det kan terapeut og plejeforælder Martin Nevers fortælle os mere om. Og så er jeg især meget spændt på at høre psykolog Henrik Dybvad Larsens oplæg, som gør os klogere på fostret og fødslens psykologi, da vi på nuværende tidspunkt har en opgave med et spædbarn. Derudover ser jeg frem til at få flere faglige værktøjer, når coach og mentor Thomas de Oliviera fortæller om, hvordan vi kan tackle svære situationer, der gør følelsesmæssigt ondt, og giver tip til at finde øget motivation og bedre trivsel.
BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP
Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.
6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM
- Billige forsikringer gennem Alka.
- Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
- Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
- Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
- Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
- Gratis krisehjælp hos Healthcare.
Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.