Gå til indhold

Traumer

Arbejdsplads uddannes i traumebevidst tilgang

Alle medarbejdere og faglige koordinatorer på fire bofællesskaber under socialpsykiatrien i Aarhus kommune får nu en skræddersyet uddannelse i traumebevidst tilgang. Det skal være med til at højne fagligheden, fortæller leder Karin Funch

12. december 2023

Artikel
Traumebevidsthed_hjerte01.gif

Forfatter: Malene Dreyer

I Aarhus starter leder Karin Funch til november et uddannelsesforløb sammen med sine 26 medarbejdere. De skal afsted i alt 12 dage og gennemføre en uddannelse i traumebevidst tilgang, som er tilrettelagt i samarbejde med Anette Holmgren, psykolog med speciale i bl.a. traumer – og tilpasset arbejdspladsen.

– Jeg forventer, at vi får skabt viden om, hvad traumer er, hvordan hjernen fungerer – og at vi får teknikker til, hvordan kan vi tale om det traumatiske på en tryg måde, som ikke retraumatiserer beboerne, siger Karin Funch, som glæder sig til forløbet.

– Vi vil gerne kunne tale med mennesker om deres livshistorier. Det er ethvert menneskes ret. I den samtale er det godt at have viden om, hvordan ens oplevelser og erfaringer indvirker på de beslutninger, man tager.

Tema om traumebevidst tilgang

Fagbladet Socialpædagogen bragte i oktober 2023 et tema om traumebevidst tilgang. Her finder du følgende artikler:

Traumerne følger med beskriver, hvordan en traumebevidst tilgang kan give fagpersoner konkrete redskaber til at forstå og hjælpe mennesker med traumer

Når traumet lurer under overfladen fortæller om Pernille Søndergård og Mette Wolfram, som begge har oplevet betydningen af en traumebevidst tilgang.

Vi taler kvindernes styrke op beskriver, hvordan et kvindekrisecenter møder mennesker med traumer.

Vil højne fagligheden

Karin Funch forventer også, at medarbejderne alle bliver klogere på egne ståsteder og reaktioner, fortæller hun:

– Som medarbejdere skal vi kunne skabe et sikkert rum og være i relationen sammen med et menneske, som er forpint. Vi vil blive mere sikre og trygge i at skulle have de samtaler, som vi kan se, er så meningsfulde. Vi kan ikke fikse menneskers traumer, men det er så betydningsfuldt at kunne tale med nogen, der lytter. Nogen man er tryg ved, og hvor man ved, at man ikke bliver afvist.

Selv har hun længe været optaget af emnet, og nu hvor det med Socialstyrelsens blåstempling er dokumenteret, at en traumebevidst tilgang giver resultater, skal tilgangen udbredes i Aarhus.

– Så gik jeg til min chef og sagde: ’Nu er der andre end mig, der siger det her. Vi vil gerne højne fagligheden, være med fremme og tage det, vi arbejder med seriøst’. Og han lyttede. Så nu glæder medarbejderne glæder sig helt vildt. De synes, det giver så god mening at blive bedre til det, vi i forvejen arbejder med. For den traumebevidste tilgang passer lige ind i det menneskesyn og den tilgang, vi har hos os, siger Karin Funch.

Bliv medlem