Når traumet lurer under overfladen

– Jeg har overlevet hele mit liv.

Sådan fortæller 53-årige Pernille Søndergård, der, selvom hun har haft et godt liv med kærlighed og styrke, i årevis har gemt sig bag overlevelsesteknikker, efter hun i sin barndom og tidlige ungdom blev udsat for overgreb.

Men en dag kunne hun ikke længere opretholde facaden.

– Jeg stod i en situation på mit arbejde, hvor det, der har ulmet hele mit liv, blev flået op. Jeg er ellers en af de heldige, der er gået fri af kriminalitet og misbrug. Jeg har både familie og et barn, fortæller hun.

Pernille blev først indlagt i psykiatrien og opsøgte senere en privatpraktiserende psykolog, imens hun i to år stod på venteliste til at komme ind hos CSM – Center for Seksuelt Misbrugte. Hos CSM mødte hun en psykolog med ekspertise i den traumebevidste tilgang.

Gemmer sig bag facade

At arbejde med en traumebevidst tilgang betyder i grove træk, at alle medarbejdere har en forståelse for traumernes effekt på individet, at de kan genkende potentielle traumereaktioner og derved aktivt undgår retraumatisering.

– Jeg husker, at jeg fortalte psykologen, at jeg havde det fint. At det ikke var noget særligt, det, der skete for mange år siden. Jeg skammede mig over, at noget, der lå 40 år tilbage, pludselig havde indhentet mig.

Psykologen så dog hurtigt igennem Pernilles forsvarsteknik og anerkendte hendes oplevelser som voldsomme og traumatiske. Pernille fik ikke længere lov til at gemme sig bag en facade af overlevelsesteknikker.

– Der blev smidt håndgranater i det rum. Det var virkelig hårdt. Jeg prøvede at charme og manipulere ham for at undgå at fortælle, hvordan jeg virkelig havde det. Undgåelsesadfærden er utrolig stærk. Det er en adfærd, som er naturlig, men som jeg skammede mig over.

Psykologen gentog gang på gang, at det var helt okay. Han normaliserede Pernilles følelser, genkendte hendes undvigelsesstrategier og anerkendte, at hendes reaktion var helt naturlig.

– På et tidspunkt så jeg, at han så vred ud, og andre gange, at han havde tårer i øjnene. Men det var ikke hans tårer, det var mine. Han prøvede at vise mig, at det var okay at være vred og ked af det. Det gav mig utroligt meget, at jeg kunne se, at det var helt acceptabelt at give udtryk for mine følelser.

Indestængte følelser

Selvom tilgangen måske kan lyde uortodoks, var det det, der skulle til for at overbevise Pernille om at give slip på sine indestængte følelser. Være vred og ked af det og give efter for det, hun havde forsøgt at skubbe væk hele sit liv.

– Jeg blev nogle gange til en lille pige. Pernille på ti år, som var ked af det og stampede i gulvet. Eller Pernille på 15 år, der skældte ham ud. Det havde jeg brug for. At blive anerkendt. Han fik hul på den boble, jeg havde været i så længe, fortæller hun og fortsætter:

– Han spurgte mig på et tidspunkt, om det kunne hjælpe at få et kram. Det ville jeg gerne. Jeg tror, det var Pernille ti år, der tænkte: ’Vil du virkelig gerne give mig et kram?’ Det skulle være alle forundt, i det øjeblik man manglede det.

Klem på håndled

Pernille Søndergård er ikke den eneste, der har oplevet vigtigheden af den traumebevidste tilgang. Det har også Mette Wolfram i forbindelse med indlæggelser i psykiatrien og ophold på bosteder. Især én socialpædagogs tilgang husker hun særligt godt.

Det var en kontaktperson, der havde været tæt på Mette Wolfram i en årrække og kendte hende og hendes mønstre særdeles godt.

– På et tidspunkt sætter han sig ned på gulvet foran mig, imens jeg har et kæmpe angstanfald. I det tilfælde kan jeg ikke tale overhovedet. Han rækker mig sine hænder, og jeg tager fat i dem, så vi griber om hinandens håndled. Så kan vi kommunikere ved, at jeg kan klemme ham.

Lukkede spørgsmål

Socialpædagogen stiller lukkede spørgsmål, som Mette kan besvare med et klem.

’Er du her?’ spørger han. Klem. Så ved han, at Mette er til stede, selvom hun ikke kan tale.

– På den måde har han kunnet vurdere, hvor langt væk jeg var fra ham. I den situation gjorde han mig for nogle år siden en kæmpe tjeneste, da han sagde: ’Hvad så, Mette, skal vi prøve uden?’

Med det mente han, om de skulle prøve at komme igennem angstanfaldet uden medicin, som ellers var normen.

– Han kunne nemt tilkalde en kollega, der kunne udlevere medicin. Det var et kæmpe vendepunkt for mig. Han tilbød sit nærvær, sin faglighed og sin viden om, hvordan jeg reagerer i situationer. Han havde tillid til, at hvis vi gav det tid, kunne vi klare det sammen. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg kunne komme igennem et angstanfald uden piller. Det var det, jeg var blevet tilbudt i 15 år.

Andre gange har socialpædagogen dog måttet kapitulere og ty til medicin, fordi Mette var for langt væk og fx ikke svarede med et klem på hans spørgsmål, fortæller hun.

– Han mødte mig, hvor jeg var i det øjeblik. Bagefter var jeg dybt, dybt taknemmelig. Jeg havde aldrig overvejet, at der var en mulighed for at komme igennem et angstanfald uden medicin.

Intuition og faglighed

Efter episoden spurgte socialpædagogen Mette, om det var okay, at han havde grebet hendes håndled. Han fornemmede, at det virkede rigtigt i situationen, men ville sikre sig, at Mette også var okay med det.

– Jeg var meget taknemmelig for vores samtale om det, for så fandt vi ud af, at det gav rigtig god mening, og han fik samtykke til at gøre det fremover. Så nogle gange bliver man nødt til at handle på en blanding af intuition og faglighed og så tale med borgeren om det efterfølgende.

Derfor mener hun også, at man som socialpædagog har en god forudsætning for at arbejde med traumer, hvis man sætter sig ind i, hvad det kan betyde for hjernen, kroppen og nervesystemets reaktioner, at man har været udsat for et traume.

– Mennesker med traumer har et nervesystem, der reagerer på det, det er blevet udsat for. Reaktionerne kan for det utrænede øje virke uforståelige. Men for det trænede øje begynder det langsomt at give mening i konteksten og forståelsen af den enkelte. Når man forstår deres historie, kan man pludselig også bedre forstå deres reaktioner. Og så bliver man en dygtig socialpædagog, der lettere kan få øje på, hvor recoverypotentialet er, siger hun.