Initiativpuljen
Kirsten gav den en skalle for sammenholdet
Socialpædagog Kirsten Skovgaard var træt af manglende fællesskab på sin arbejdsplads og arrangerede derfor en fælles temadag med støtte fra Socialpædagogernes Initiativpulje
19. november 2021
Forfatter: Maria Rørbæk
Hvad med ham der? Er han en kollega eller en besøgende? Sådan tænkte socialpædagog Kirsten Skovgaard af og til, når hun nikkede til et menneske på udeområderne ved sin arbejdsplads, bocentret Følstruphuse i Hillerød.
– Vi er fire huse med samme leder, men selv om jeg havde været ansat i to år, kendte jeg faktisk overhovedet ikke dem i de andre huse. Det har selvfølgelig noget med corona at gøre, men alligevel: Det var alt for lidt. Jeg er meget social og har brug for et fællesskab, så jeg tænkte meget over, hvad jeg kunne gøre ved det. Og da jeg i fagbladet Socialpædagogen læste, at man kunne søge penge til arrangementer gennem Initiativpuljen begyndte ideen at vokse på mig: Jeg ville lave en fælles temadag for alle fire huse, fortæller Kirsten Skovgaard.
Nu har vi virkelig fået sat ansigt på hinanden, og det er meget nemmere at tale sammen.
Kollegaernes dag
I sit 62-årige liv har hun aldrig før prøvet at arrangere en temadag eller noget, der ligner, men det holdt hende ikke tilbage fra at søge – og da hun fik max-beløbet på 10.000 kroner, indvilgede hendes leder i at betale vikartimer, så alle de cirka 40 fastansatte medarbejdere kunne være med på dagen.
Og så gik Kirsten Skovgaard ellers i gang med at arrangere.
– Vi har ikke selv noget stort mødelokale, så jeg måtte ringe til kommunen for at finde et – og jeg blev stillet om og stillet om og stillet om, indtil jeg til sidst fik lov til at afholde temadagen i cafeen på et plejehjem, fortæller hun.
Formålet med dagen skulle primært være at lære hinanden at kende og videndele om hverdagens udfordringer for, som Kirsten Skovgaard siger:
– Der er ingen grund til, at vi opfinder den dybe tallerken, hvis de allerede har opfundet den i et af de andre huse.
I dagene op til temadagen havde hun travlt.
– Jeg kunne godt vågne op om natten og tænke: Ups! Hvad gør jeg lige med det og det? Jeg stod for rigtig meget selv, for selv om jeg er sikker på, at mine kollegaer gerne ville have hjulpet med det praktiske, havde jeg tanken: Det skal bare være deres dag! De skal bare komme, og så skal det være godt.
Tilbagevendende tiltag
Så Kirsten Skovgaard fik et par naboer til at hjælpe med alt det praktiske med indkøb til morgenmad, frokost og guf undervejs.
På selve temadagen var hun selv ordstyrer og førte kollegaerne igennem et program med præsentationsleg, debat om faglige dilemmaer og en workshop med to seksualvejledere.
– Det gik fantastisk, og det skrev de andre også i deres evalueringer. Nu har vi virkelig fået sat ansigt på hinanden, og det er meget nemmere at tale sammen, siger Kirsten Skovgaard.
Efterfølgende har ledelsen lovet, at der fremover kommer en årlig temadag, hvor medarbejderne selv skal bestemme, hvad de gerne vil lære mere om.
– Og det er jo stort. Men jeg har sagt, at så skal der altså være arbejdstid til at arrangere det, for jeg har brugt virkelig meget fritid. Det var et kæmpe arbejde, men det var det hele værd.
Medlemmer har taget initiativ
Siden marts har medlemmer af Socialpædagogerne kunnet tage initiativ – med støtte på op til 10.000 kr. fra Initiativpuljen. Fx for at forbedre arbejdsmiljøet, få ny, faglig inspiration eller for at sætte fokus på et aktuelt samfundsproblem.
Det har 46 medlemmer søgt og fået tilsagn om at få. Og det har resultatet i alt fra faglige og politiske til sociale arrangementer. Se, hvad andre socialpædagoger fx brugte pengene til:
- En aften i etikkens navn
- Mathilde fik 10.000 til at vise, hvad hendes faglighed kan
- Spørgelystne stemmer på kanten
Det er pt. ikke muligt at søge om støtte fra Initiativpuljen.