Gå til indhold

Fagligt Fokus

Nyt medlemstilbud sætter endnu mere fokus på fagligheden

Socialpædagogerne lancerer nyt tilbud: Fagligt Fokus bliver medlemmernes digitale, faglige univers, hvor du kan finde inspiration om fx metoder, gode råd og praksisfortællinger

3. november 2020

Artikel
SL_Fagligt_Fokus_Artikelbanner_1128x600_v2.png

Forfatter: Søren Lauridsen

Nu får du endnu en mulighed for at holde din socialpædagogiske faglighed opdateret og lade dig inspirere af, hvordan dine kolleger arbejder. Socialpædagogerne lancerer Fagligt Fokus, et nyt digitalt, fagligt fællesskab.

En af de vigtige målsætninger for Socialpædagogerne er at understøtte medlemmernes socialpædagogiske faglighed. Det gøres allerede via fx De Faglige Selskaber og Vidensbanken. Nu suppleres de to tilbud af Fagligt Fokus, som sætter den socialpædagogiske faglighed i centrum med digitalt indhold som blandt andet podcasts, webinarer, guides og fortællinger om praksis fra socialpædagoger – til socialpædagoger.

Med det nye tilbud opfyldes to behov, som Socialpædagogernes medlemmer har peget på i fokusgrupper og undersøgelser: Mere digitalt indhold som fx podcasts, og endnu mere fokus på fagligheden.

Blandt de nye tilbud er en podcastserie om pædagogiske metoder. Fem afsnit ligger klar til lytning – Low arousal, mentalisering, narrativ praksis, KRAP og neuroaffektiv udviklingspsykologi, og de suppleres løbende med flere podcasts om metoder og andre relevante emner.

Vi præsenterer desuden et tema med flere artikler om forråelse – læs blandt andet psykolog Michael Danielsens råd til hvordan man taler om forråelse på arbejdspladsen.

Alt indholdet i Fagligt Fokus kan filtreres efter fagligt selskab, hvis man kun ønsker at se indhold, der er relevant for fx mennesker med sindslidelser, og så man hurtigt kan finde indhold, der er relevant til faglige diskussioner og debatter på arbejdspladsen. På siden findes også indhold fra Vidensbanken og fagbladet Socialpædagogen.

Bliv medlem