Fire pointer om forråelse

Ifølge psykolog Dorthe Birkmose kan forråelse have forskellige udtryksformer.

Den udadvendte forråelse er der, hvor andre udefra tydeligt kan se, at her er råhed, her er frustration og irritation. Det er her, hvor der bliver skældt ud og talt hårdt. Hvor der er en nedgørende humor, og hvor der er ulovlige magtanvendelser.

En anden del af forråelsen er mere stilfærdig og viser sig i form af en kynisme, en ligegyldighed og en resignation, hvor man forsøger at mærke mindre, tænke mindre og føle mindre. Hvor man distancerer sig mere, end der egentlig ligger i den professionelle rolle. 

Forråelse kan ifølge Dorthe Birkmose inddeles i tre trin:

Trin 1: Irritationen og distancen

Man tænker tanker, man ikke er helt stolt af. Det bliver lidt råt, kynisk og køligt. Man projicerer sin egen afmagtsfølelse over på andre og gør det til deres skyld. Det er dem, der er problemskabende og opmærksomhedskrævende. Det er de første snigende tegn på forråelse.

Trin 2: De negative fortællinger og den hårde tone bliver en fælles sandhed

Man bliver bekræftet i, at de er også irriterende, opmærksomhedskrævende og beregnende, og flere bliver enige om, at man godt må tale nedsættende om andre mennesker. Og så bliver det mere farligt. For det kan udarte sig til, at man efterhånden bliver sikker på, at andre mennesker har de her negative personlighedstræk, som man tillægger dem – og man glemmer, at det egentlig er ens egne afmagtsfølelser, man forsøger at give udtryk for. Det er alvor, når man når et stadie, hvor det desværre bliver logisk at krænke, ydmyge, afvise og ignorere andre mennesker.

Trin 3: Legitimering

Man kommer til at retfærdiggøre, at man har krænket andre mennesker, og bliver i en personalegruppe enige om, at sådan her må vi godt tale og reagere, når det er lige præcis ham eller hende – eller i lige præcis den her situation. Det betyder, at krænkelser pludselig kan blive vendt til noget positivt. Det farlige her er, at nu ved man ikke længere som fagperson, hvad der er rigtigt og forkert. Og så vil der opstå systematiske gentagne krænkelser fra professionelle, som ikke engang er klar over, at det er forkert, det, de gør.

Hvis man skal skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og ledere tør tale om de ting, der er svære, skal man ifølge Dorthe Birkmose se på begrebet psykologisk tryghed. Det defineres ved, at når man taler om fejl og mangler, så bliver man ikke skældt ud eller afvist. Når man taler om problemer, bliver man ikke gjort til problemet. Og når man har kritik af sine arbejdsbetingelser, er der nogen, som tør høre på det. Jo mere tryg, man bliver, jo mere vil man også turde blotte sig – og fortælle om fejl og mangler, problemer og om, hvordan man i virkeligheden går og har det. Så får man de nuancerede fortællinger frem. Men det er helt afgørende, at der ikke kun bliver lyttet, men også handlet.

Giv plads til snak om forråelse i hverdagen. Det gør de fx på Botilbuddet Midgården på deres teammøder, fortæller socialpædagog Charlie Jensen: – På et teammøde kan man fx bruge sig selv som eksempel ved åbent at indrømme, når man oplever at stå i afmagt. Jeg tør godt bruge mig selv som eksempel, for det handler jo ikke om mig som person – og det skal være okay at tale højt om de situationer, hvor man faktisk ikke ved, hvad man skal gøre.

Socialpædagog Diana Diemer Rasmussen er også stor fortaler for, at man skal turde kigge på sig selv og sige det højt, hvis noget føles forkert: – Man skal turde at se indad, og man skal have modet til åbent at stå frem i fx personalegruppen, hvis man har gjort nogle ting, som man ikke er stolt af. Det er det, der skal til, hvis man vil forebygge, at det sker en anden gang.

I de to podcast om forråelse fortæller både Charlie Jensen og Diana Diemer Rasmussen om, hvordan de har mødt forråelse i deres arbejdsliv – og hvad de har gjort for at håndtere det.

Du kan lytte til podcasten her. Eller find den ved at søge på ’Socialpædagogerne’ i din fortrukne podcast-app.