Gå til indhold

Velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi kan skabe bedre kontakt til demente

Stadig flere socialpædagoger arbejder med velfærdsteknologiske løsninger, der er skræddersyet til deres borgermålgruppe. Det gælder bl.a. Gitte Mørch Henriksen, som bruger velfærdsteknologi i sit arbejde med mennesker med demens

28. november 2019

Artikel
SL-GitteMoerch-Herning-SK04.gif
Ved at anvende den udviklingstøttende kommunikation, som Marte-Meo metoden bygger på, undgår medarbejderne ifølge Gitte Mørch Henriksen ofte, at ny teknologi virker skræmmende på beboerne.

Forfatter: Sara Marie Dynesen

På det højteknologiske plejecenter Fuglsangsø spiller velfærdsteknologi en stor rolle. Plejecentret har flere forskellige typer alarmer, døgnlys der sikrer beboerne en god nattesøvn, robotdyr samt hjælpemidler til personlig pleje og genoptræning. De mange forskellige former for velfærdsteknologi giver medarbejderne mulighed for at arbejde frem mod en bedre kontakt med beboerne.

– Gennem vores døralarmer med kamerakig kan vi fx se, om en beboer er ved at stå op midt om natten, eller om hun bare vender sig i sengen. Det giver os mulighed for hurtigt at vurdere, hvilken hjælp hun har brug for og komme hende i møde, inden hun bliver forvirret og stresset, fortæller socialpædagog Gitte Mørch Henriksen.

Gør beboerne trygge
Men teknologien kan aldrig få lov at stå alene uanset hvilken arbejdsopgave, man står i. Alle på plejecentret har været igennem et Marte Meo-forløb, og denne metode bruges sammen med det højteknologiske udstyr, når beboerne skal forberedes på nye aktiviteter.

Det er især vigtigt, når de teknologiske hjælpemidler tages i brug, for de kan virke skræmmende på beboerne, siger Gitte Mørch Henirksen.

– For nylig havde vi en beboer, der blev meget stresset og udadreagerende, da to medarbejdere ville vende hende med vores vendlet-system. Jeg blev bedt om at overvære situationen og kunne se, at beboeren var meget bange for teknikken. Her gik jeg ind og hjalp beboeren rent hjernemæssigt for at gøre hende tryg, inden hun skulle vendes.

Gitte Mørch Henriksen mener i høj grad, at det er vigtigt, at man lader socialpædagogikken få plads, når man bringer velfærdsteknologi ind i arbejdet med demente.

– Uanset hvilke teknologiske værktøjer, vi vælger at bruge, skal de leveres af folk, der forstår de socialpædagogiske tilgange. Hvis ikke personalet har den rigtige tilgang, kommer det ikke til at virke.

Tre hurtige om Gitte Mørch Henriksen

Hvem:
Gitte Mørch Henriksen, socialpædagog

Hvad:
Anvender velfærdsteknologi og Marte Meo i arbejdet med mennesker med demens

Hvor:
Plejecentret Fuglsangsø, Herning

Bliv medlem