Gå til indhold

Kommentar

Teknologi skal give flere muligheder

Er kommunikation vigtig? Ja, er både det banale og det hurtige svar. Og lynhurtigt får jeg lyst til at tilføje, at det er ekstra vigtigt for de mennesker, som ikke har alle sanser til rådighed og derfor er ekstra udfordret på at kunne gøre sig forståelig.

28. november 2019

Artikel
Benny_2_farve_1128x600.jpg

Forfattere: Benny Andersen og forbundsformand

Det er for eksempel indlysende, at mennesker med autisme kan få stor nytte af nyere teknologi som virtual reality, videokommunikation og interaktive spil. Og det er indlysende godt, at unge med svær spasticitet uden forståeligt talesprog via en øjenstyret kommunikationscomputer kan ringe, gå på nettet, sende mails og sms'er, styre lys, lyd og klima m.v.

Vi skal tage udgangspunkt i vores faglighed og derudfra formulere, om teknologien giver mening for det enkelte menneske

Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne

Men er det ligeså indlysende, at socialpædagoger som faggruppe skal understøtte det, hvis alt det nye og smarte ikke lever op til de behov, vi har for at udøve vores faglighed over for samfundets udsatte borgere?

Jeg mener, at vi skal bruge velfærdsteknologi, når det giver mening. Det skal gerne understøtte den socialpædagogiske praksis, og det skal fagligt give mening.

Vi skal ikke kun skele til den nye tandbørste, som er smart, fordi den får mennesker med spasticitet til at børste tænder. Vi skal derimod tage udgangspunkt i vores faglighed og derudfra formulere, om teknologien giver mening for det enkelte menneske. Socialpædagoger skal være den røde tråd, der får teknologien til at åbne op for flere muligheder for de mennesker, som har behov for teknologi.

Bliv medlem