Gå til indhold

Hvad er en arbejdsskade?

En arbejdsskade er en skade eller sygdom, som du har fået på grund af dit arbejde. Som udgangspunkt skal du være kommet skade under arbejde for en dansk arbejdsgiver i Danmark. 

Tilbage til arbejdsliv og vilkår

Ulykker og erhvervssygdomme

Der findes to forskellige typer arbejdsskadesager: Ulykker og erhvervssygdomme

De to typer sager har forskellige regler for anmeldelse og anerkendelse. Men når skaden, hvad end det er en ulykke eller en erhvervssygdom, er anerkendt, er der de samme muligheder for at få erstatning. 

Ulykker

En ulykke er en personskade, som er opstået som følge af en konkret hændelse eller en kortere påvirkning på op til fem dage. Anerkendelse af en arbejdsulykke omfatter alle følger efter hændelsen – det kan fx være både smerter i skulderen og hjernerystelse efter et fald. 

Eksempel på en arbejdsulykke:

En socialpædagog skal hjælpe en tung fysisk handicappet beboer op fra en meget lav sofa. Hun trækker i beboerens ene arm, indtil han sidder op. Herefter fortsætter hun med at trække beboeren op for at få ham op at stå. Pludselig bliver hun følelsesløs i bækkenet, og senere får hun smerter. Hun har fået en forvridning af bækkenet. Håndteringen af borgeren kan forklare skaden og bliver derfor anerkendt som en arbejdsulykke.

Det er ikke alle skader, der opstår på arbejdet, der opfylder kravene til en arbejdsskade i lovens forstand. Der skal være en sammenhæng mellem den påvirkning, som du er udsat for og den skade, som du har fået.  

Eksempel på, hvad der ikke er en arbejdsulykke:

Hvis du rejser dig fra en stol og får en diskusprolaps, kan arbejdets forhold ikke umiddelbart forklare skaden.

Erhvervssygdomme

En erhvervssygdom er en sygdom, der er opstået som følge af længerevarende påvirkninger på arbejdet. Påvirkningen kan være psykisk eller fysisk, men vil altid være knyttet op på én diagnose. Ved flere diagnoser som følge af samme påvirkning vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring AES behandle flere sager parallelt.  

Erhvervssygdomme vurderes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det er en liste over sygdomme, hvor medicinsk forskning har vist en sammenhæng mellem sygdommen og bestemte påvirkninger på arbejdet. Hvis kravene til påvirkningen er opfyldt, kan sygdommen anerkendes som en erhvervssygdom.

Eksempel på rygsygdom som erhvervssygdom:

En socialpædagog, der har fået lænderygsmerter efter gennem mange år at have haft tungt plejearbejde med mange daglige personforflytninger, vil kunne få anerkendt en lænderygsygdom, hvis belastningerne opfylder fortegnelsens krav i forhold til tidsmæssig udstrækning og dagligt antal forflytninger.

Eksempel på psykiske lidelser som erhvervssygdom:

En socialpædagog, der har været udsat for udreagerende adfærd og vold i sit arbejde, og som er blevet diagnosticeret med PTSD, vil ofte kunne på anerkendt sin PTSD efter erhvervssygdomsfortegnelsen.

Sygdomme, der ikke er på listen over erhvervssygdomme, vil eventuelt kunne anerkendes som en arbejdsskade efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Dette gælder også psykiske lidelser som fx depression og belastningsreaktion.

Bliv medlem