Lederpolitik og servicedeklaration
I kredsen arbejder vi for, at lederne har gode vilkår samt indflydelse og udviklingsmuligheder på eget arbejde. Socialpædagogerne Kreds Midt- og Vestjylland anser lederne på de socialpædagogiske arbejdspladser for helt afgørende for, at det socialpædagogiske arbejde samt de socialpædagogiske arbejdspladser udvikles.
Indledning
I kredsen arbejder vi for, at lederne har gode vilkår samt indflydelse og udviklingsmuligheder på eget arbejde.
Socialpædagogerne Kreds Midt- og Vestjylland anser lederne på de socialpædagogiske arbejdspladser for helt afgørende for, at det socialpædagogiske arbejde samt de socialpædagogiske arbejdspladser udvikles.
Med denne servicedeklaration ønsker Kredsen at støtte op om de socialpædagogiske lederes vigtige arbejde.
Kredsens servicedeklaration for ledere og mellemledere er en forlængelse af forbundets eksterne organisationscirkulære nr. 4 omhandlende ledere og mellemlederes særlige medlemsrettigheder.
I det følgende beskrives, hvilken servicering, tilbud og aktiviteter ledere og mellem-ledere kan forvente at få i Kreds Midt- og Vestjylland.
Servicering
Ledere og mellemledere har krav på servicering på højt niveau. Herudover er det et krav, at kredsen formår at håndtere de interessekonflikter, der kan opstå.
Habilitet
Socialpædagogerne varetager både basis personalet og ledernes/ mellemledernes interesser. For at sikre habilitet i sagsbehandlingen, er der en klar skillelinje mellem, hvem der varetager sagsbehandling for basis personale og sagsbehandling for ledere og mellemledere.
Det har vi gjort for at sikre, at lederen ikke den ene dag har en repræsentant fra kredskontoret, som modpart og den næste dag får varetaget egne interesser af samme person.
Kredsformanden har ansvaret for ledersagsbehandling og varetager ikke sager for andre medlemsgrupper, med mindre helt særlige forhold taler herfor.
En faglig konsulent uden tilknytning til sagsbehandlingen for basispersonalet ved den pågældende arbejdsgiver varetager sagsbehandlingen for mellemledere.
Individuelle ledersager
Hvis ledere udsættes for ansættelsesretlige sanktioner eller trusler her om, vil kredsformanden i samarbejde med lederen vurdere, hvem der varetager den nødvendige sagsbehandling, herunder om sagsbehandlingen skal overdrages til Forbundssekretariatet.
Mellemledere har mulighed for at få foretaget en juridisk vurdering i forbundet i tilfælde af en sag vedr. egne ansættelsesmæssige forhold. Det er den faglige konsulent i kredsen, der fører sagen og forhandler med arbejdsgiveren.
Råd og sparring
Søger en leder eller mellemleder råd og sparring omkring ledelsesmæssige udfordringer, er der flere muligheder. Råd og sparring kan søges hos kredsformanden, formanden for ledersektionen eller hos den faglige konsulent, som varetager det område, vedkommende arbejder i.
Som leder/mellemleder kan man ikke få Socialpædagogernes bistand til udøvelse af dine egne ledelsesbeføjelser. Det skal ses i forhold til, at ledelsesretten ikke udøves på medlemmets egne vegne, men på den pågældende - typisk offentlige - arbejdsgivers vegne og i dennes navn.
Lønforhandling
Lønforhandling for ledere og mellemledere varetages af kredskontoret. Kredsen skal sikre, at alle ledere og mellemledere én gang årligt kan få deres lønindplacering vurderet, og at der forhandles løn ved nyansættelser eller ved væsentlige stillingsændringer. Lønforhandlingerne sker i overensstemmelse med Kredsens lederlønsstrategi.
Når en lønforhandling er gennemført og afsluttet, orienterer kredsen den enkelte leder eller mellemleder om resultatet. Hvis resultatet af forhandlingen findes utilfredsstillende, og der ønskes en begrundelse herfor, er den enkelte selvfølgelig velkommen til at kontakte kredskontoret. Opmærksomheden henledes dog på, at det er arbejdsgiverens forpligtigelse at meddele baggrunden for resultatet.
Forhandling af løn for ledere sker typisk på Forvaltningsniveau og denne opgave varetages derfor af Kredsformanden.
Forhandling af løn for mellemledere varetages af en faglig konsulent.
Velkomst til nye ledere
Alle nyansatte ledere og mellemledere, som kredskontoret får kendskab til, modtager indenfor den første uge i ansættelsen en mail med de nødvendige data på den relevante faglige konsulent/kredsformanden på kredskontoret. Desuden oplyses den nyansatte i brevet om, at vedkommende er velkommen til at kontakte et medlem af ledersektionens bestyrelse samt telefon og mail til denne.
Endvidere fremsender kredskontoret ca. en måned efter den nyansattes ansættelse diverse relevante foldere og pjecer, samt oversigt over ledersektionens bestyrelse, sektionsbestyrelsens aktuelle årsplan og sektionens vedtægter – en ”lederpakke”.
Den lokale leder- mellemledersektion
Ledersektionen i Kreds Midt- og Vestjylland er sammensat af ledere med selvstændigt budget- og personaleansvar samt af ledere på mellemleder niveau.
Alle generelle forhold omkring ledelse kan bringes til debat i Ledersektionens bestyrelse, som bl.a. er en vejledende og rådgivende instans overfor Kredsbesty-relsen.
Kredsens lokale ledersektion har til formål at samle kredsens medlemmer ansat i leder- og mellemlederstillinger og varetage deres interesser indenfor såvel det faglige som ansættelses- og uddannelsesmæssige område.
Sektionen arbejder for at styrke den socialpædagogiske profil i lederstillinger indenfor Socialpædagogernes faglig område. Dette sker bl.a. gennem strategier for lønudvikling, relevant kompetenceudvikling, udviklings- og karrieremuligheder, effektiv medindflydelse på arbejdsgiverens prioriteringer samt ordentlige rammer for det løbende samarbejde med medarbejderne.
Ledersektionsbestyrelsen arrangerer herudover lederfaglige temamøder.
Services i øvrigt
Socialpædagogerne har formuleret en platform for ledere og mellemledere. Hermed er der skabt en stærk sammenhæng mellem Forbundet, det centrale lederlandsudvalg, de lokale ledersektioner og ledere og mellemledere på de socialpædagogiske arbejdspladser.
Herigennem tilbydes bl.a. følgende (se https://sl.dk/maalgruppe/leder)
• Konferencer og seminarer med fokus på ledere og ledelse
• Fagligt indspark via målrettede nyhedsbreve og magasiner med fokus på de særlige opgaver og udfordringer, der opleves af ledelser i hverdagen
• Telefonisk sparring med erhvervspsykolog til de ledere, der har behov for coaching i forhold til lederrollen – gratis og anonymt
• Særlige pjecer for ledere
• Lønforsikring
Vedtaget af Kredsbestyrelsen d. 29. januar 2021
efter indstilling fra ledersektionsbestyrelsen.