Forsker advarer mod mere magt
Regeringens lovforslag om flere magtbeføjelser til de sikrede institutioner, kan i værste fald ende med mere ungdomskriminalitet. Sådan lyder det fra forsker, der har skrevet ph.d. om pædagogik bag tremmer
Nogen havde smurt remoulade på væggen i den sikrede institution, hvor Martin Hoffmann var på besøg for at samle materiale til det, der senere er blevet til ph.d.-afhandlingen ’Pædagogik bag tremmer’. Og ingen af de drenge, der var anbragt, fordi de fx var sigtet for personfarlig kriminalitet, ville sige, hvem det var.
- Så er der ingen aftensmad. Vi spiser ikke før, det er tørret væk, lød det fra en af de ansatte – måske med lidt andre ord. Og så brød aggressionerne ellers ud i lys lue. Drengene ville ikke finde sig i en kollektiv afstraffelse. Hvorfor fuck måtte de ikke få noget mad? Det var jo ikke dem, der havde gjort noget!
Martin Hoffmann var bange for, at det nu ville gå helt galt og ende med en magtanvendelse. Men så greb en af de andre ansatte ind:
- Ro på. Rolig nu. Nu sætter vi os lige ned og får noget at spise.
Og så endte det med, at alle satte sig ned – og inden maden kom på bordet, havde en af drengene rejst sig og tørret remouladen væk.