Mindet om en ispind blev første skridt hen mod et liv uden rusmidler

Det føltes lidt som at skyde med spredehagl, da socialpædagog Ken Vielsøe igen og igen forsøgte at finde bare en enkelt positiv sprække i den negative livshistorie, han fik fra ’Sofie’. Alle de minder, hun havde om sin barndom og opvækst, var præget af afsavn, skyld og dårlige oplevelser.

Lige indtil Sofie kom i tanke om den sommerdag, hvor hun havde spist is sammen med sin mor og sin bror.

– Og den greb jeg: Hvad var det for en is? Fil du selv lov til at vælge den? Hvad skete der bagefter? Så huskede hun pludselig, at hun faktisk fik den dukke, hun havde ønsket sig. Og så havde jeg noget positivt at bygge videre på, fortæller Ken Vielsøe, som arbejder på det psykiatriske bo-, behandlings- og rehabiliteringstilbud Lunden i Brøndby.

I dag – efter godt fire års ophold på Lunden – er Sofie flyttet i en ungdomsbolig tæt på hendes familie. Hun er stoppet med at bruge rusmidler til selvmedicinering, og har fået fast job.  

LÆS OGSÅ: På Lunden bliver socialpædagoger nu pionerer på rusmiddelområdet

Lidt af en mundfuld

Da Sofie flyttede ind på Lunden, kæmpede hun voldsomt i mod stort set alt. Hun stolede ikke på medarbejderne. Hun havde kun negative minder med i bagagen – og hun var stærkt selvmedicinerende med forskellige rusmidler.

Sofie var med andre ord lidt af en mundfuld, fortæller Ken Vielsø, som har arbejdet på Lunden i snart ti år:

– Sofie er dobbeltdiagnosticeret med skizofreni og borderline – og brugte rusmidler som hash, joints og amfetamin fuldstændig ukritisk. Hun var afvisende overfor stort set alt og alle – og fik nogle voldsomme aggressive udadreagerende anfald, hvor hun splittede det hele ad i sin bolig, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Med motiverende samtaler motiverer Jari til forandring

Oprigtighed og nysgerrighed

Men så gjorde Ken det, han er bedst til som socialpædagog: At være til stede, at være vedholdende – og at være oprigtig.

– Når Sofie raserede sin bolig, gav jeg hende lov til at rase ud – og bagefter hjalp jeg hende med at rydde op.

Så snakkede vi om, hvad der havde udløst hendes raseri. Jeg viste hende, at det er helt ok at blive vred og splitte det hele ad, det gør ikke mig noget. Men lad os snakke om, hvad der udløste dit raseri, siger den 61-årige socialpædagog.

LÆS OGSÅ: Ros og anderkendelse er recepten til at gøre Andreas mindre udadreagerende

Jeg er aldrig dømmende

For Ken Vielsøe blev altid stående, også når Sofie havde det rigtig svært:

– Mit budskab var: jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad der står i dine papirer, og hvordan du opfører dig. Jeg vil bare gerne lære dig at kende. På den måde viser jeg Sofie, at jeg er oprigtig og nysgerrig uden at være dømmende.

Hvilken faglig metode og tilgang er vigtig for dig?

For mig er det narrative hele fundamentet i mit relationsarbejde: At finde ind til de små positive sprækker i et menneskes liv og bygge videre på det. Jeg sammenligner det med at stå en mørk nat med en lommelygte og lyse ind på en skov. Hvis du flytter lyskeglen lidt, flytter du også dit perspektiv – det er på samme måde, jeg arbejder narrativt med at se alternativer til det negative.

I Sofies tilfælde brugte jeg de positive historier, der stille og roligt dukkede op i hendes minder, til at sætte fokus på hendes styrker og derfra arbejde med hendes drømme og håb. Det viste sig, at hun var superglad for – og rigtig god til – at bage. Hun drømte om at blive konditor, men fordi kontakten med andre mennesker var svær for hende, arbejdede vi med, at hun skulle købe ind og selv stå for bagningen. Og i dag har Sofie faktisk job i et bibliotek, hvor hun er i køkkenet.

Hvorfor griber du tingene an, som du gør?

Sofie er dobbeltdiagnosticeret, men jeg kan ikke arbejde med begge ting på én gang – rusmidler og psykiatriske diagnoser. Min tilgang er derfor at bygge videre på det, der ikke handler om stofferne – og ad den vej minimere hendes uhensigtsmæssige forbrug af rusmidler.

Det gør jeg ved at få hende selv til at indse to ting: At rusmidlerne faktisk står i vejen for alt det, hun gerne vil – som fx at stå tidligt op om morgenen for at kunne gøre alt klar til at bage. Og ved at hun når til en selverkendelse af, at hun kan håndtere de svære ting i livet med andet end selvmedicinering – fx ved at græde eller snakke om tingene.

Så igen: Jeg har hele tiden fokus på de positive ting i Sofies liv, på hendes styrker og hendes drømme – og på at være et menneske, hun altid kan regne med.

Hvad er den vigtigste læring, du tager med fra arbejdet med Sofie?

Jeg ved gennem mange års erfaring, at når man arbejder med mennesker som Sofie, der både har svære psykiatriske diagnoser og et problematisk forbrug af rusmidler, er min oprigtighed helt afgørende. Det betyder, at Sofie har kunnet mærke, at jeg ikke foregiver at være noget, jeg ikke er, og jeg er oprigtigt interessereret i at lære hende at kende. Så den tid – og det kan være rigtig lang tid – hvor jeg insisterer på at være der, også når hun ønsker mig langt væk – er nøglen til at opbygge den relation, der er så afgørende for en positiv udvikling.

Hvad havde konsekvensen været, hvis man trak dig og din faglighed ud af ligningen? 

Jeg er meget bevidst om, at jeg jo bare er et enkelt komma i et helt liv. Men når det er sagt, så anerkender jeg, at jeg nogle gange er lige præcis det værktøj, der er brug for. Når man som jeg har med en kompleks målgruppe at gøre – dobbeltdiagnosticerede – så er det hårdt arbejde med utallige afvisninger og tilbageslag.

Men når en beboer efter fem måneders tavshed pludselig møder mig med et ’hej Ken’, eller når jeg som i Sofies tilfælde griber de små mikroøjeblikke og mærker følelsen af, at jeg har fået hul igennem, så har mit relationsarbejde jo gjort en vigtig forskel.

’Sofie’ er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med det rigtige navn.