Mit faglige fokus
Mit faglige fokus: 'Jeg motiverer til forandring'
Gennem motiverende samtaler støtter socialpædagog Jari Alving Larsen borgere med psykisk sygdom og misbrug i at reducere eller helt stoppe med at bruge rusmidler
5. november 2021
Forfatter: Ulla Abildtrup
Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.
Jari Alving Larsen
Uddannet socialpædagog i 2008. Har siden 2019 arbejdet som misbrugsbehandler i teamet for dobbeltdiagnoser på Center for Alkohol- og Stofbehandling, CAS, i Roskilde.
Hvad er dit faglige fokus?
Center for Alkohol- og Stofbehandling bruger evidensbaserede metoder, og jeg benytter elementer fra kognitiv adfærdsterapi (KAT) og den motiverende samtale (MI) i mit arbejde med mennesker med dobbeltdiagnoser.
Den motiverende samtale er god til at få borgerne til at reflektere over, hvordan de kan mindske deres forbrug af stoffer eller alkohol eller helt stoppe med dem. Målet er at skabe en relation, hvor vi sammen kan finde frem til en koordinerende indsatsplan med netværket, der kan få borgeren igennem behandlingen.
Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?
Borgerne er visiteret til samtale hos os af psykiatrien, fordi de gerne vil ud af deres misbrug. Men deres situation er ofte kaotisk både i forhold til bolig, job eller uddannelse og netværk. De er psykisk - og til tider også fysisk udfordrede - og har brug for støtte til at finde frem til det centrale i deres misbrug, nemlig hvorfor de tager stoffer.
Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel?
Jeg har en borger, som kommer ind, og alt er kaos omkring hende. Hun er rastløs, som borgerne ofte er hos os. Hun håber, at vi kan hjælpe hende, men har egentlig givet op på forhånd, fordi hun lider af en alvorlig psykisk sygdom, som har ført til selvmedicinering med stoffer. Hun sover dårligt og har problemer med sit netværk. Jeg er rolig og sørger for at skabe en hyggelig stemning ved at byde på en kop kaffe eller kakao.
Jeg lytter på en anerkendende måde, så hun føler sig hørt og forstået. Jeg stiller åbne refleksive spørgsmål – går på opdagelse: Hvad er det, der fylder mest i hende lige nu? Det er vigtigt at få etableret en fælles forståelse af, at samtalen handler om hendes mål om at blive stoffri – hun skal ikke gå i behandling for min eller andres skyld.
Til samtalen har hun fået en hjemmeopgave, som udspringer af den seneste samtale. I denne situation har vi aftalt, at hun skal overveje risikosituationer, hvor det er svært at sige nej til rusmidler som for eksempel til en fest eller i vinafdelingen i supermarkedet. Ud fra hendes tanker arbejder vi sammen om at finde værktøjer og strategier for, hvad hun skal gøre, næste gang hun bliver eksponeret for rusmidler.
Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?
Når jeg hjælper med at skabe ro omkring en borger og opbygger en relation gennem den motiverende samtale, kan vi sammen finde sammen frem til det centrale: Hvad er det allervigtigste, som forhindrer dig i at blive stoffri? Det ved de ikke altid selv i begyndelsen, men så laver vi nogle delmål som for eksempel, at de skal arbejde med at sige fra, når de bliver fristet eller få mere styr på medicinen.
Motivationen vokser, når der er noget, som lykkes, og herigennem får vi skabt en forandringsproces. Puslespilsbrikkerne falder på plads, og relationen mellem os gør det lettere for borgeren at komme igennem indsatsplanen. I tilfældet med den kvindelige borger var det hendes ambition at reducere misbruget, men hun endte med at blive stoffri, og det oplever jeg ganske ofte.
Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?
At vi har en fast dagsorden for samtalerne. Vi taler om borgerens trivsel, og hvordan det går med behandlingen. Har der været dage, hvor borgeren har taget stoffer eller alkohol? Hvis ja, hvornår og i hvilke situationer er det sket – er der et mønster i forbruget? Hvordan går det med støttekontaktpersonen, og hvordan går det i psykiatrien? Vi taler også om hjemmeopgaven. Nogle gange har borgerne ikke besvaret den, her er det vigtigt, at jeg ikke er fordømmende. Borgeren skal ikke have en fornemmelse af, at de skal stå til regnskab for mig, og de har næsten altid tænkt over spørgsmålet, selvom skemaet er blankt. Den faste dagsorden giver både borgeren og mig som forholdsvis ny behandler en struktur, som skaber ro, fordi vi begge ved, hvad der skal ske på mødet.
Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til redaktør Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk