Plejefamilier
Teenager i plejefamilien? Få Bo Hejlskovs 4 råd til at bevare den gode relation
Når teenageårene larmer i plejefamilien, peger neuropsykolog Bo Hejlskov på en række principper, du kan læne dig op ad for at støtte teenagefrigørelsen – uden at relationen går i stykker
6. januar 2026
Forfatter: Emil Anthonsen-Rahbek
Foto: Sofia Busk
Det kan være svært at være forældre til en teenager. Det barn, man har opdraget og holdt af hele livet, synes pludselig, at man er pinlig, og har mindre og mindre lyst til at være sammen med de voksne. Konflikter, afstand og store følelser bliver en del af hverdagen.
I plejefamilier kan teenageårene være endnu mere komplekse. Her bærer den unge ofte på tidligere erfaringer, sårbarheder og loyaliteter, som gør frigørelsen mere skrøbelig – og de voksnes rolle mere krævende.
LYT OGSÅ: Sådan bruger plejemor spædbarnsterapi til at løsne op for tidlige traumer
I sin nye bog Rabalder i Teenagefamilien præsenterer neuropsykolog Bo Hejlskov 21 konkrete principper, der hjælper dig med at forstå teenageadfærd som et udtryk for udvikling og manglende færdigheder – ikke modvilje. Med afsæt i Low Arousal-tilgangen viser han, hvordan voksne kan støtte teenagerens frigørelse uden at miste relationen.
– Teenageres frigørelse er mere bøvlet i plejefamilier, både fordi plejefamiliens rolle er anderledes, og fordi teenageren har flere loyaliteter. Så man er nødt til at gøre sig mere umage, siger Bo Hejlskov og tilføjer:
– Det unikke, som plejefamilier kan lykkes med, er netop at balancere den unges frigørelse, så relationen bevares. De er ikke forældre i klassisk forstand – og det kan faktisk være en fordel.
Se forholdet som et venskab
Et simpelt greb fra Bo Hejlskov til at forstå forholdet til en teenager er nemlig at se det som et venskab i stedet for en forælder-barn-relation. Altså noget, der kan gå i stykker. Hvis man automatisk tænker, at relationen til sit barn altid vil være der, så kan man ende i problemer. Plejefamilien har altså et naturligt et fortrin, fordi man som udgangspunkt er opmærksom på at pleje en relation, der kan gå i stykker.
Her får du fire af de centrale principper fra bogen – netop udvalgt med særligt blik for plejefamiliens rolle over for teenageren.
Bo Hejlskov Elvén
- Født i 1965 i Rødkærsbro og vokset op i Silkeborg.
- Autoriseret psykolog med mange års erfaring som konsulent, underviser, foredragsholder og forsker.
- Forfatter til en lang række bøger, specielt om Low Arousal.
- Har udbredt Low Arousal i Danmark, og har været med til at udforme store dele af metodens videnskabelige grundlag.
Validér teenageren – også når du ved bedre
Når en teenager står i en svær situation, har de voksne ofte både løsningen og erfaringen. Fristelsen til at forklare, rådgive og korrigere er stor. Men ifølge Bo Hejlskov kan netop det virke afskrækkende.
Den adfærd, der gør teenageren populær blandt jævnaldrende, kan have negative konsekvenser i voksenlivet – men det perspektiv har teenageren sjældent. Hvis de voksne presser deres viden igennem, risikerer man at skabe modstand i stedet for refleksion.
Pointen er derfor enkel, men krævende: Validér teenagerens oplevelse. Bekræft, at situationen er svær, uden nødvendigvis at være enig i valgene. Samtidig kan man styrke teenagerens tro på, at de selv kan håndtere situationen – med støtte, hvis det bliver nødvendigt.
Sig ja – når teenageren rækker ud
En naturlig del af teenageårene er, at den unge trækker sig fra fælles aktiviteter med de voksne. For mange plejeforældre kan det føles som et afslag på relationen.
Bo Hejlskovs råd er klart: Når teenageren foreslår noget – så sig ja. Også selvom tidspunktet er upraktisk, eller aktiviteten ikke lige passer ind i planen.
At sige ja er et signal om tilgængelighed og interesse. Det viser teenageren, at relationen stadig er der, selvom de selv styrer afstanden. For plejefamilier kan netop dette være afgørende for at bevare kontakten i en fase, hvor relationen ellers let glider.
Gå ud fra, at teenageren har gjort sit bedste
Når en teenager havner i en besværlig situation, kan de voksnes tolkning være afgørende for, hvad der sker videre.
Hvis man går ud fra, at teenageren har handlet med fuldt overlæg og egentlig godt kunne have undgået problemet, risikerer man at trække sig følelsesmæssigt. Det kan føre til en ond cirkel, hvor de voksne føler sig magtesløse og fralægger sig ansvaret.
Hvis man derimod går ud fra, at teenageren har gjort sit bedste – men mangler færdigheder eller støtte – opstår der en god cirkel. Her møder man den unge med empati og tager medansvar for at finde en vej ud af situationen.
Et konkret redskab er at forestille sig teenageren som toårig i den samme situation. Hvordan ville man reagere dér? De fleste ville tage for givet, at barnet gjorde sit bedste – og hjælpe det med at forstå og lære. Det samme princip gælder for teenagere.
LÆS OGSÅ: Hjernen bag Low arousal: Her er de 4 hjørnesten i metoden, du skal kende
Curling er ikke et skældsord
I debatten om forældreskab bliver curlingforældre ofte kritiseret for at gøre for meget. Men forskningen peger ifølge Bo Hejlskov i en anden retning.
Teenagere, der oplever høj trivsel, selvstændighed og et godt forhold til deres forældre, har ofte fået mere hjælp, end de strengt taget havde brug for.
Budskabet er derfor tydeligt: Vær gerne curlingforældre. Også i plejefamilier og socialpædagogiske sammenhænge.
Effekten bliver endnu stærkere, når hjælpen gives i samarbejde med teenageren. Lad dem få ansvar og indflydelse – også selvom du som voksen hjælper mere end nødvendigt. Støtte og selvstændighed er ikke modsætninger, men forudsætninger for hinanden.
Rabalder i Teenagefamilien er skrevet til dem, der lever med teenagere helt inde på livet. Bogen giver ikke kun handlingsorienterede principper, men også en forståelsesramme, der gør det muligt at stå roligt midt i rabalderet.
For plejefamilier er budskabet klart: Det er netop, fordi tingene er komplicerede, at relationen kan lykkes.