Socialpædagoger gav Annas håb og drømme liv – og lagde hendes angst i graven

– Det kan godt være, at jeg ikke er den bedste på holdet. Men de vil gerne have mig med, siger Anna med et stort smil og ser på socialpædagog Vicky Wrang Thomsen.

Den klare forårssol spejler sig i vandet, mens de to går side om side langs havnen i Sønderborg. Ligesom de har gjort et utal af gange før de forgangne to år. Både på svære dage, hvor skyerne har trukket sig sammen i Annas liv – hvor angsten for at være alene har trukket hende ned. Og på de gode, hvor strukturskemaet har støttet hende og netværket været med til at trække hende op. 

LÆS OGSÅ: Jeg lader borgeren tage styringen

Men i dag er ganske særlig. For Anna fortæller, at hun på egen hånd skal rejse til England med sit fodboldhold. 

– Det var fedt at mærke hendes glæde. Der var jo sket en kæmpe forandring – fra at hun slet ikke kunne være alene til to år senere at bo selv, have meningsfuldt indhold i sit liv og siden også komme i gang med en videregående uddannelse, siger Vicky Wrang Thomsen, og hendes kollega Linda Simonsen Lund nikker.

Vi prøver af, hvad der virker

De to socialpædagoger arbejder i socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune, hvor man i 2018 indførte konceptet Straksforløb. Det går kort fortalt ud på, at når en borger henvender sig for at få socialpædagogisk støtte, sætter straks-teamet ind inden for 10 dage.

– Vi spørger ind til borgerens håb og drømme. Og så går vi i gang med at prøve af, hvad der virker, og hvad der ikke virker – uden at skulle vente på udredninger og handleplaner. Det handler om at gribe den hånd, der bliver rakt ud, fortæller Linda Simonsen Lund, der havde den første kontakt med Anna:

– Anna havde en skizofreni-diagnose og var angst og ude af stand til at være alene. Hun ville gerne leve et selvstændigt liv med en indholdsrig hverdag og være til gavn for andre mennesker, fortæller Linda Simonsen Lund.

LÆS OGSÅ: Borgeren for bordenden

Hvilken faglig tilgang var vigtigst for jer at have med for at nå hen til Annas vendepunkt – og hvordan bragte I den i spil?

– Vi arbejder målrettet og rehabiliterende ud fra en recoveryorienteret tilgang. Et af de redskaber, vi anvender, er CHIME faktorerne (se boksen, red.) – det at opleve samhørighed, fællesskab og håb – også når det virker håbløst for borgeren. Så vi havde fokus på Annas ressourcer, håb og drømme, og hvad der styrkede hende og hendes identitet. Derfor spurgte vi rigtig meget ind til hendes motivation, siger Linda Simonsen Lund og fortsætter:

– Det var vigtigt for Anna at leve sundt og lave mad til sig selv. Den proces kunne hun ikke overskue, så vi fandt nogle lette opskrifter, planlagde måltider og lavede indkøbssedler. Hun manglede også netværk og gik op i sport, så vi fik hende tilknyttet Ombold, som er et fodboldfællesskab for voksne i udsatte positioner. I den første tid var det svært for Anna at være alene. Derfor blev naboer og venner inddraget i, hvordan de kunne støtte hende de dage, hvor familien var væk, ligesom at vi intensiverede vores støtte de dage.

LÆS OGSÅ: Jeg støtter borgerne i at udleve deres drømme

Hvorfor greb I det an, som I gjorde? 

– Vi har jo ikke løsningen på det gode liv, men vi har en teoretisk forståelse af, at fællesskaber og meningsfulde sammenhænge er en vigtig del af det. Så når en borger taler ind i det, bliver vi nysgerrige og prøver at folde det ud, siger Linda Simonsen Lund og fortsætter:

– Det gjaldt om at støtte Anna i at komme derhen, hvor hun gerne ville – i begyndelsen helt håndholdt med kontakt flere gange om ugen. Vi lavede ugeskemaer sammen med hende for at sikre en stabil døgnrytme og den rette energiforvaltning, så hun ikke blev overbelastet. Det var noget af det, hun havde svært ved selv at mærke.

Vicky Wrang Thomsen supplerer:

– En rød aktivitet kunne være at handle ind. Så kunne en grøn aktivitet være at cykle en tur. Så hvis Anna skulle handle om mandagen, skulle der måske lægges en cykeltur ind bagefter. Senere kom behovet for at lægge budget og få styr på økonomien – og jeg sad ved siden af hende, når hun skulle kontakte banken og betale regninger. Efterhånden kunne hun selv.

Hvornår var det sværest?

– Når Anna blev overstimuleret, blev hun ekstremt træt og havde mange negative tanker om sig selv. Her måtte vi finde ud af, hvor presset var for stort, og hvordan hun kunne mærke sig selv. Det var også svært, hvis jobcentret fx ikke troede på, at hun kunne klare at tage en uddannelse. Så handlede det for mig om at genskabe Annas tro på sig selv, siger Vicky Wrang Thomsen. 

Hvad er den vigtigste læring, I har taget med jer fra det her forløb?

– Det er, hvor stor betydning netværk og fællesskab kan have. Og at vi ikke skal være bange for at gribe helt ud til naboer eller den lokale gymnastikforening og bede om hjælp, siger Linda Simonsen Lund og Vicky Wrang Thomsen istemmer:

– Aktiviteten er ikke så afgørende. Det er fællesskabet og netværket, der kommer ud af det – og den støtte det kan være på de dårlige dage. 

Hvad har vendepunktet betydet for borgeren? – og for dig selv?

– Jeg gad nok vide, om hun selv havde regnet med at komme hertil. Det er fedt at være vidne til et menneske, der får lov at vokse og udfolde sig. Den rejse, hun har været på for at lære sig selv at kende, er jo en af de fantastiske ting ved vores arbejde, siger Linda Simonsen Lund.