Kompetenceudvikling
Ny mulighed for at styrke faglighed: Endnu flere socialpædagoger kan nu søge penge til efteruddannelse – se hvad der gælder for dig
Der er godt nyt til alle socialpædagoger på overenskomst. En ny gruppe socialpædagoger har fået mulighed for at søge midler til en lang række efteruddannelser
8. april 2025

Forfatter: Emil Anthonsen-Rahbek
Foto: Colourbox
Vil du give din faglighed et løft? Hvis du arbejder under overenskomst, har du mulighed for at få finansieret din efteruddannelse gennem forskellige kompetencefonde.
Hidtil har kun offentligt ansatte haft adgang til disse midler, men nu har også privatansatte socialpædagogiske medarbejdere fået muligheden for at søge tilskud via en ny fond.
Gennemgå listen og se, hvad der gælder for dig.
LÆS MERE: Har du brug for inspiration til at finde den rette efteruddannelse?
Samarbejds- og Uddannelsesfonden
Samarbejds- og Uddannelsesfonden blev etableret som en del af OK20-aftalen mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Socialpædagogerne. Som noget nyt dækker den nu efteruddannelse af socialpædagoger omfattet af Landsoverenskomsten for private opholdssteder og botilbud mv.
- Du kan søge om tilskud på op til 10.000 kr. årligt til kompetenceudvikling.
- Medfinansiering: Ikke påkrævet.
- Fonden understøtter: Merituddannelse og anerkendte uddannelser på akademi-, diplom-, master- og kandidatniveau, hvis de fremgår af positivlisten
- Det er muligt at søge om lønrefusion til tillidsrepræsentanter, der deltager i TR-kurser, -uddannelse og -møder udbudt af Socialpædagogerne.
- Ansøgninger skal sendes til Dansk Erhverv Arbejdsgiver via e-mail til cbur@danskerhverv.dk, og man skal bruge dette ansøgningsskema
Snak med din TR og leder
Det er dig, din TR og din leder, der aftaler, hvad der skal søges tilskud til. Din medarbejderudviklingssamtale og din udviklingsplan kan være et godt udgangspunkt.
Med den nye mulighed for privatansatte er det nu lettere end nogensinde for alle socialpædagoger på overenskomst at styrke deres kompetencer gennem efteruddannelse.
Den Kommunale Kompetencefond
For socialpædagoger ansat i kommuner. Midlerne skal medvirke til at kvalificere den socialpædagogiske praksis.
- Du kan søge tilskud på op til 30.000 kr. årligt (op til 50.000 kr. til masteruddannelser).
- Medfinansiering: Fonden kræver medfinansiering fra arbejdsgiveren på mindst 20 pct. af uddannelsens omkostninger.
- Fonden understøtter: Anerkendte uddannelser på akademi-, diplom-, master- og kandidatniveau.
- Begrænsninger: Støtter ikke uddannelser, der allerede er offentligt finansieret eller fastsat i overenskomster.
Ufaglært til faglært
Den Kommunale Kompetencefond dækker også ufaglærte omsorgs- og pædagogmedhjælpere på overenskomst. Det er derfor muligt at søge økonomisk støtte til bl.a. Meritpædagoguddannelsen. Derudover er det er muligt for ufaglærte omsorgs- og pædagogmedhjælpere at søge om tilskud til uddannelser på lavere niveau end diplomuddannelser.
- Ansøgningsprocessen er ens for faglærte og ufaglærte.
- Ansøgninger bliver behandlet løbende, men skal afsendes før uddannelsesstart.
LÆS MERE: Overbevis din leder om efteruddannelse med ét simpelt værktøj
Den Regionale Kompetencefond
For socialpædagoger ansat i regioner. Ligesom Den Kommunale Kompetencefond dækker Den regionale Kompetencefond også ufaglærte omsorgs- og pædagogmedhjælpere.
- Der kan søges tilskud på op til 30.000 kr. årligt (op til 50.000 kr. til masteruddannelser).
- Medfinansiering: Ikke påkrævet.
- Fonden understøtter: Anerkendte uddannelser på akademi-, diplom-, master- og kandidatniveau samt meritpædagoguddannelsen.
- Begrænsninger: Støtter ikke uddannelser, der allerede er offentligt finansieret eller fastsat i overenskomster.
- Ansøgninger bliver behandlet løbende, men skal afsendes før uddannelsesstart.
Den Statslige Kompetencefond
For socialpædagogiske medarbejdere ansat under statens overenskomster.
- Der kan søges om tilskud på op til 25.000 kr. årligt.
- Medfinansiering: Fonden kræver medfinansiering fra arbejdspladsen i form af arbejdstid eller økonomiske midler.
- Fonden understøtter: Anerkendte uddannelser på akademi-, diplom-, master- og kandidatniveau.
- Begrænsninger: Dækker ikke løn- og vikarudgifter.
- Ansøgningerne bliver behandlet løbende, men skal afsendes før uddannelsesstart.
Endnu højere faglighed nu
Hvis du allerede nu vil tage din faglighed til nye højder, så kan du gå på opdagelse i Socialpædagogernes faglige podcasts, der berører alt fra cases til faglige metoder og tilgange.