Fra frustration til tryghed: Tanja ser mennesket bag demensen

En ældre herre vandrer hvileløst op og ned ad gangene på demensafsnittet på det plejehjem, hvor socialpædagog Tanja Glatrup Sørensen arbejder.

Gennem sit kendskab til borgeren og sin faglige erfaring kan hun aflæse, at der ikke blot er tale om kropslig uro, men at der ligger en følelsesmæssig frustration bag adfærden.

– Jeg vælger at nærme mig manden roligt og spørger, om der er noget, han har brug for hjælp til. Han fortæller, at han leder efter sin mor – et udtryk for, at hans hukommelse og tidsforståelse er præget af demenssygdommen, siger Tanja Glatrup Sørensen.

LÆS OGSÅ: Som socialpædagog på plejehjem øger Maria beboernes trivsel og nedbringer brugen af psykofarmaka

I stedet for at korrigere hans virkelighed eller konfrontere ham med fakta viser hun pædagogisk indlevelse og nysgerrighed, forklarer hun.

– Jeg undersøger, hvilket behov der ligger bag ønsket om at finde moderen. Det viser sig, at manden har brug for hjælp til at komme på toilettet.

Understøtter borgerens virkelighed

Mennesker med demens kan opleve selv små krav som uoverskuelige, hvilket kan føre til frustration eller udadreagerende adfærd, fortæller Tanja Glatrup Sørensen.

Derfor er det afgørende, at personalet formulerer sig på en måde, der understøtter borgerens virklighedsforståelse og værdighed. 

– Jeg undgår at give direktiver som ”så skal du gå på toilettet”, da det kan opleves som et krav og virke konfliktoptrappende. I stedet tilbyder jeg hjælp, hvilket åbner for samarbejde og respekt for borgerens oplevede handlefrihed, siger hun.

LÆS OGSÅ: Sofie er socialpædagog på ældreområdet –  Få hendes 3 bedste råd

Hvis borgeren afslår hjælpen, vælger hun at give tid og vende tilbage senere. Den tålmodige, relationsbårne tilgang afspejler den socialpædagogiske grundtanke om at møde borgeren dér, hvor han er – både kognitivt, emotionelt og socialt, forklarer Tanja Glatrup Sørensen.

Ser adfærd som kommunikation

Denne evne til at aflæse nonverbale signaler er et centralt element i den socialpædagogiske praksis, hvor adfærd ses som kommunikation, forklarer Tanja Glatrup Sørensen.

Den socialpædagogiske tilgang bliver central, når kognitiv svækkelse og ændret virkelighedsopfattelse præger borgerens hverdag. Så handler det i høj grad om at oversætte behov, støtte identitet og bevare relationen – også når sproget og tidsfornemmelsen svigter.

– Jeg vælger en anerkendende tilgang, hvor jeg bekræfter mandens oplevelse frem for at afvise den. Jeg kan fx sige, at hans mor gerne vil have, at jeg hjælper ham, og på den måde skaber jeg en tillidsfuld relation, hvor manden føler sig tryg og set, siger Tanja Glatrup Sørensen.

SE OGSÅ: Fotoreportage fra demensplejehjemmet Tornhøjhaven

Ved at møde ham i hans virkelighed undgår hun at skabe yderligere forvirring eller modstand.

– Den tilgang bygger på principperne i personcentreret omsorg, hvor borgerens oplevelse af mening og tryghed vægtes højere end objektiv realitet, siger hun.

Hvilken faglig metode og tilgang var vigtigst for dig at have med i den situation?

– I socialpædagogisk arbejde med mennesker med demens er Low arousal-tilgangen afgørende. Når jeg støtter mennesker med demens, er mit fokus at minimere stress og undgå konfliktoptrapning ved at møde borgeren med ro, respekt og forudsigelighed. Det bidrager til at skabe en tryg atmosfære, hvor relationen kan opretholdes, også når kommunikationen udfordres af sygdommen.

LÆS OGSÅ: Vil du være god til Low arousal? Så skal du mestre de her 6 mikrofærdigheder

– Den neuropædagogiske tilgang fungerer som et analytisk redskab til at forstå baggrunden for borgerens adfærd. Ved at koble viden om hjernens funktion og demenssygdommens konsekvenser til den konkrete adfærd kan jeg tilpasse min tilgang til den enkeltes behov og funktionsniveau. Det betyder, at fokus flyttes fra adfærden som problem til adfærden som kommunikation.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

– Relationen er central i socialpædagogisk arbejde med mennesker med demens. Som socialpædagog handler det om at se mennesket bag diagnosen og skabe en tillidsfuld relation, også selvom borgeren måske ikke genkender én fra gang til gang. Kendskab til den enkelte – til vaner, livshistorie og personlighed – gør det muligt at skabe tryghed gennem små handlinger, genkendelige rutiner og nærværende samvær.

HØR OGSÅ: Podcast om livshistorier 

– Et eksempel på dette er håndteringen af borgere, der vandrer som udtryk for uro. I stedet for at stoppe adfærden eller betragte den som uhensigtsmæssig, bruger jeg en guidende og deltagende tilgang. Ved at invitere borgeren ind i en fælles aktivitet, fx ved brug af demensstole, kan jeg skabe ro og kontakt. Det bliver et fælles samspil frem for en styring af adfærd.

Hvad er den vigtigste læring, du har taget med fra den proces?

– En væsentlig læring i arbejdet med mennesker med demens er betydningen af at aflæse og forstå borgerens signaler og skiftende virkelighedsforståelse. Jeg må hele tiden være opmærksom på, hvor borgeren befinder sig mentalt og følelsesmæssigt: Er vedkommende i en barndomsoplevelse eller andre steder i voksenlivet? Den forståelse afgør, hvordan jeg kommunikerer og støtter borgeren.

LÆS OGSÅ: Rune fik Anders ud af et massivt misbrug – og væk fra gaden

– Realitetsorientering kan i nogle tilfælde være hjælpsomt og skabe sammenhæng, men i andre situationer kan det virke unødigt smertefuldt. Det socialpædagogiske arbejde kræver derfor en etisk og empatisk vurdering af, hvilken virkelighed borgeren har behov for at blive mødt i.

Hvad havde konsekvensen været, hvis man trak dig og dine socialpædagogiske kollegaer ud af ligningen?

– I et tværfagligt samarbejde på demensområdet bringer socialpædagoger et særligt menneskesyn og bidrager med blik for trivsel, overstimulering og psykisk velvære – hvor sundhedsfaglige kollegaer bringer deres faglighed om sygdom, symptomer og somatiske årsager.

– Når en borger pludselig ændrer adfærd, kan socialpædagogen fx overveje, om reaktionen skyldes overstimulering eller manglede forståelse for den konkrete situation, borgeren befinder sig i, mens sundhedspersonalet fx undersøger fysiske årsager som smerter eller infektion. Denne kombination af perspektiver sikrer en mere nuanceret og helhedsorienteret indsats omkring borgeren. Uden den socialpædagogiske dimension risikerer man, at man ikke får afdækket situationen fra flere vinkler og synspunkter.

HØR OGSÅ: Podcast om demens hos mennesker med udviklingshæmning

– Der er ikke nogen faggrupper, der kan stå alene, når der skal være en helhedsorienteret indsats omkring vores borgere, og vi er derfor lige vigtige i arbejdet omkring dem. Det er derfor vigtigt at se hinandens forskellige fagligheder som styrker og understøtte hinanden i de indsatser, der igangsættes omkring borgeren. Derfor er socialpædagogers tilstedeværelse en afgørende del i det tværfaglige samarbejde, hvor vi sammen med sundhedsfaglige kollegaer er med til at sikre, at mennesket forbliver i centrum og ikke kun sygdommen.