Særligt én ting kan samle kommunalchefer på plejefamilieområdet om samme bord
Udfordringerne på plejefamilieområdet stopper ikke ved byskiltet. Så hvorfor ikke finde løsningerne på tværs af kommuner? Socialpædagogerne Sydjylland har samlet chefer fra kredsens 10 kommuner i et nyt netværk, hvor konkurrencen om plejefamilier er sat på pause, og nye initiativer er på bordet
26. juni 2024
Forfatter: Lea Holtze
Foto: Privat
Antallet af plejefamilier er i frit fald. Og plejeforældrenes gennemsnitsalder bliver højere og højere.
De to udfordringer er måske ikke helt nye for dig. De kan forenes i ét ord: rekrutteringsproblemer. Og de bliver nævnt, hver gang Socialpædagogerne Sydjylland holder møde med en kommunalchef på plejefamilieområdet.
Men hvis alle oplever de samme problemer, hvorfor så ikke løse dem sammen, så det både kommer plejefamilierne og kommunerne til gode? Det spørgsmål stillede Jacob Bøegh, der er næstformand i Socialpædagogerne Sydjylland, og Torben Simonsen Lund, der er faglig konsulent på området, sig selv.
Lokale forbedringer
Derfor oprettede de et nyt plejefamilienetværk for kommunalchefer på tværs af kredsens ti kommuner. Og initiativet blev mødt med et stort: JA tak.
– Kommunerne konkurrerer om de samme plejefamilier og har måske svært ved at tage initiativ til sådan et netværk selv. Vi har adgang til dem alle og kan være den faciliterende part. Et netværk løser jo langt fra alle udfordringer på området. Men indtil vi får en overenskomstlignende aftale om løn og vilkår for plejefamilierne, bruger vi de vilkår, der er, til at skabe lokale forbedringer, siger Jacob Bøegh og understreger, at det i sidste ende kommer plejefamilierne til gode:
– Når en chef hører, hvad der faktisk har kunnet lade sig gøre i en anden kommune, så tror man på det – og nok også mere, end hvis vi som faglig organisation præsenterede samme idé. Vi er selvfølgelig optagede af, at man ikke finder en fælles model til at lave dårligere vilkår. Det oplever jeg, at kommunerne er helt indforståede med. Ellers kunne de jo slet ikke rekruttere.
Får mere ud af samarbejde
Det første møde i netværket blev afholdt i april. Her blev der bl.a. talt om at lave et fælles uddannelseskatalog, så kommunerne kan udbyde en bredere vifte af faglige oplæg og kurser – og fylde pladserne op – ved at slå sig sammen.
En af dem, der var med omkring bordet, var Grethe Høyrup Nielsen, der er direktør for Børn, Unge & Social i Tønder Kommune.
– Jeg var glad for initiativet, fordi plejefamilieområdet er et område, der sjældent er tilstrækkeligt fokus på, men som er afsindigt vigtigt for kommunerne. Godt nok konkurrerer vi om plejefamilierne, men jeg tror, vi får mere ud af at samarbejde, siger hun.
Ud over det fælles uddannelseskatalog udvekslede kommunalcheferne bl.a. også erfaringer med forskellige måder at byde nye plejefamilier velkomne og tilrettelægge Tæt Støttede Opstartsforløb.
– Der er ingen tvivl om, at vi kan lære af hinanden – og er fælles om udfordringerne. Og jeg tror kun, at det kan gøre det nemmere for plejefamilierne, som jo ofte har børn fra flere kommuner, at vi taler sammen og udvikler løsninger i fællesskabet, siger Grethe Høyrup Nielsen.
Næste møde i netværket afholdes til efteråret.
Plejefamilieområdet er et område, der sjældent er tilstrækkeligt fokus på, men som er afsindigt vigtigt for kommunerne
BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP
Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.
6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM
- Billige forsikringer gennem Alka.
- Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
- Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
- Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
- Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
- Gratis krisehjælp hos Healthcare.
Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.