Gå til indhold

Ledercoaching

Coaching gør mig stærkere i mit lederskab

Selvom Conni Andersen nærmer sig 25 års erfaring som leder, har hun haft stor glæde af de tre timers gratis coaching, Socialpædagogerne tilbyder ledere. – Det har gjort mig mere handlingsorienteret og skarp på, hvilken vej jeg skal gå som leder, siger hun

24. april 2024

Artikel
Conni Andersen - web.png
Conni Andersen har som forstander gode netværk, hvor hun sparrer med andre ledere. Men Socialpædagogernes tilbud om tre timers gratis coaching har givet hende nye perspektiver på jobbet som leder.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Privat

Det er ikke den helt klassiske lederstilling Conni Andersen har i sit job som forstander på Bofællesskabet Josephinehøj i Charlottenlund – et selvejende botilbud for voksne borgere med varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne.

For hendes stilling er nogenlunde lige delt mellem at være leder – og at være socialpædagog.

– Vi er et lille sted, så der er også brug for mine socialpædagogiske kompetencer i det daglige arbejde med borgerne. Men det giver nogle særlige dilemmaer, når jeg hele tiden skal skifte mellem at have fokus på praksis – og fokus på at være leder, fortæller Conni Andersen, som er 61 år gammel og har været forstander på Josefinehøj i fem et halvt år.

Et coachingforløb med Naja Amelung foregår virtuelt, så du kan få glæde af tilbuddet uanset hvor i landet, du er leder. Her er Conni Andersen i gang med en coachingsamtale fra sin PC.

Mulighed for coaching

Som leder har Conni Andersen altid prioriteret supervision som et værktøj og hun sidder også i flere ledernetværk, hvor hun har mulighed for at få sparring.

– Men da jeg læste om Socialpædagogernes tilbud om at få tre timers gratis coachingforløb, gik det op for mig, at det efterhånden er mange år siden, jeg har givet mig selv mulighed for at få coaching. Så jeg tog kontakt til Naja Amelung, siger hun.

Læs også 'Ny leder: Coaching gav mig ro i maven'

Det viste sig hurtigt at være en rigtig god idé, forklarer Conni Andersen. For coaching hos en professionel coach, som selv har været leder og kender socialområdet og målgruppen, giver nye perspektiver.

– Når man som leder selv er en del af praksis, kan det være svært at hæve sig i meta. Jeg bliver ofte selv sovset ind i de problematikker, vi står i med borgerne og i forhold til hverdagens dilemmaer – og i mine samtaler med Naja fik jeg rigtig god hjælp til, hvordan jeg også kommer lidt op i helikopteren og får sat fokus på det, der er min rolle som leder, siger hun.

Min coaching med Naja har gjort mig skarpere på at se de muligheder, der er.

Conni Andersen, forstander Josephinehøj

Sat gode refleksioner igang

Coachingforløbet har sat gode og nødvendige refleksioner i gang, siger Conni Andersen – om de centrale udfordringer, hun oplever som forstander.

– Jeg tumler fx med mange tanker omkring vores fremtid og hvordan, vi fremtidssikrer Josephinehøj, så vi fortsat er et attraktivt sted at bo og arbejde. Min coaching med Naja har gjort mig skarpere på at se de muligheder, der er.  

Læs, hvordan Tine bruger coaching til at få sparring på de blinde vinkler

Men først og fremmest har det været godt for Conni Andersen at rette fokus mod sit lederskab.

– Fordi Naja er uvildig og objektiv, har det givet mig rigtig meget at få hendes perspektiver på nogle af de komplekse ledelsesmæssige udfordringer, jeg møder. Hun lytter og stiller spørgsmål – og det har hjulpet mig til at træffe mere kvalificerede og velovervejede beslutninger, siger hun og tilføjer, at hun er blevet mere bevidst om, hvornår hun er socialpædagog, og hvornår hun er leder.

– Jeg er blevet mere handlingsorienteret og fokuseret på, hvilken vej jeg skal som leder. Og jeg har faktisk været så glad for samtalerne med Naja, at jeg har valgt at fortsætte med at bruge hende som coach ud over de tre seancer, jeg har fået betalt af Socialpædagogerne.

 

Sådan får du et coachingforløb

Hvis du ønsker et coachingforløb, så kontakt Socialpædagogernes tilknyttede coach Naja Amelung på mail: kontakt@najaamelung.dk

Husk at oplyse dit fulde navn og din fødselsdag i mailen til bekræftelse af dit medlemskab af Socialpædagogerne. Derefter vil opstart på coachingforløb aftales.

Som medlem af Socialpædagogerne får du op til tre timers gratis coaching. Typisk varer en session en time, og det foregår som et onlinemøde via Teams eller Zoom.

Der er fuld tavshedspligt, og dit medlemskab tjekkes i en procedure, der sikrer din anonymitet i forhold til Socialpædagogerne.

Læs mere om tilbuddet på sl.dk/ledere/ledercoaching

Bliv medlem
Bliv medlem