Ledercoaching
Får sparring på mine blinde vinkler
Hvilken vej skal jeg gå som leder? Og hvor har jeg blinde vinkler? Det er nogle af de områder, Tine Normann Sundø Lange fik sparring på, da hun valgte at benytte sig af Socialpædagogernes tilbud til ledere om et gratis coachingforløb
22. januar 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Selvom Tine Normann Sundø Lange efterhånden har en del års erfaring som leder, kan hun stadig komme i tvivl om fremtiden.
Som afdelingsleder på tredje år i PVV Køge (Pædagogisk Vejleder og Værestedsteam) er hun overbevist om, at hun også fremadrettet vil fortsætte sin karriere som leder. Men hvordan karrierevejen skal skrues sammen, kan den 45-årige leder godt komme i tvivl om.
– Jeg tænker da løbende på, hvad næste skridt skal være. Det er vigtigt for mig at kunne se mig selv fagligt i det arbejde, jeg er i – og mit mål er, at jeg på et tidspunkt skal arbejde med ledelse af ledere. Men for at blive mere skarp på mig selv og mine muligheder, valgte jeg i efteråret at takke ja til Socialpædagogernes tilbud på tre timers gratis ledercoaching, fortæller Tine Normann Sundø Lange.
Jeg har rigtig mange idéer til, hvad jeg gerne vil, og hvordan jeg gerne vil udvikle mig som leder. Og jeg er nok også nogle gange lidt utålmodig i forhold til, hvor hurtigt tingene skal gå.
Nye faglige perspektiver
Det er hos Naja Amelung, som er international ICI-certificeret coach og Master i Organisationsudvikling og Ledelse, at man som ledermedlem i Socialpædagogerne kan få et gratis forløb på tre timers coaching.
For Tine Normann Sundø Lange har forløbet bl.a. givet hende nye faglige perspektiver på hendes ledelsespraksis, fortæller hun:
– Jeg har rigtig mange idéer til, hvad jeg gerne vil, og hvordan jeg gerne vil udvikle mig som leder. Og jeg er nok også nogle gange lidt utålmodig i forhold til, hvor hurtigt tingene skal gå. Men en af de ting, jeg har vendt med Naja er, at jeg gerne på sigt vil arbejde mere på det strategiske niveau, og her har det været meget givende for mig at få hendes professionelle perspektiv på mine tanker og overvejelser, fortæller Tine og fortsætter:
– Hun har sat nogle vigtige refleksioner i gang hos mig: Hvad handler min utålmodighed om? Hvorfor er ledelse af ledere vigtigt for mig som et mål? Og hvad skal der så til for, at jeg når de mål, jeg sætter mig? De tre samtaler med Naja har givet mig et rum, hvor jeg har kunnet fordybe mig i min ledelse, fået sparring på mine blinde vinkler og virkelig reflekteret over min karrierevej.
I artiklen 'Coaching holder mig skarp som leder' fortæller Michael Hannberg om sit coachingforløb med Socialpædagogernes coach Naja Amelung.
Lært at tid er en vigtig faktor
En anden ting, Tine Normann Sundø Lange har reflekteret over i forbindelse med sit coachingforløb hos Naja Amelung, er hendes egen lederstil. Som hun selv udtrykker det, er hun et typisk ’gøre’ menneske, der hellere selv fikser ting end bremser op og venter.
– Jeg er lidt skolet i, at jo mere handlingsorienteret man er som leder, jo mere udviser man, at man kan sit job. Men jeg har lært, at jeg faktisk bliver en dygtigere leder ved at tænkte mig lidt mere om. For det, der nogle gange sker, når jeg handler hurtigt og overtager opgaverne, er, at jeg tager noget autonomi og nogle kompetencer ud af medarbejderne og fratager dem chancen for lige at tænke sig om, forklarer hun og fortsætter:
– Det har været sundt for mig at finde ud af, at tiden er en vigtig faktor. At der sker noget i det rum, hvor jeg selv tænker mig om – og hvor medarbejderne tænker sig om. Og jeg har opdaget, at jeg faktisk også er en god nok leder, når jeg siger, ’det ved jeg ikke lige, det er jeg nødt til at tænke lidt over. Er der nogle af jer, der har gode idéer?’.
Udover sin uddannelse om pædagog har Tine Normann Sundø Lange en fireårig psykoterapeutuddannelse fra ID Academy samt en diplomuddannelse i ledelse.
Sådan får du et coacingforløb
Hvis du ønsker et coachingforløb, så kontakt Socialpædagogernes tilknyttede coach Naja Amelung på mail: kontakt@najaamelung.dk.
Husk at oplyse dit fulde navn og din fødselsdag i mailen til bekræftelse af dit medlemskab af Socialpædagogerne. Derefter vil opstart på coachingforløb aftales.
Som medlem af Socialpædagogerne får du op til tre timers gratis coaching. Typisk varer en session en time, og det foregår enten som et fysisk møde eller som et onlinemøde via Teams eller Zoom.
Der er fuld tavshedspligt, og dit medlemskab tjekkes i en procedure, der sikrer din anonymitet i forhold til Socialpædagogerne.
Læs mere om tilbuddet på sl.dk/ledere/ledercoaching