Gå til indhold

OK24

Ny aftale: Nu stiger din løn markant for arbejde på skæve tider

Ny aftale om en fornyelse af døgnarbejdstidsaftalen på det kommunale område giver markante forbedringer for socialpædagoger, der arbejder på skæve tider: Tillæg for at arbejde både aften, nat og lørdag forhøjes – og pensionssatsen af disse særydelser syvdobles. Et virkelig godt resultat, siger formand for Socialpædagogerne

16. februar 2024

Artikel
Arbejdstid.png
I forbindelse med OK24-forhandlingerne er der også indgået en aftale om en fornyelse af døgnarbejdstidsaftalen for ansatte på det kommunale område - en aftale, som betyder en markant forhøjelse af aften- og nattillæg og syvdobler pensionssatsen af disse særydelser.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Op til forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale på det offentlige område, var det et helt centralt krav fra Socialpædagogerne, at der skulle ske forbedringer af betalingen for at arbejde på skæve tider. Særydelserne – dvs. tillæg for at arbejde aften og nat – skulle forhøjes, og det samme skulle pensionssatsen af disse særydelser, lød kravene fra Socialpædagogerne.

Og da parterne havde forhandlet, kunne formand for Socialpædagogerne Benny Andersen konstatere, at disse to centrale krav nu er opfyldt for ansatte på det kommunale område.

– Det er en historisk aftale, vi har indgået, og jeg er meget stolt over, at vi med aftalen i den grad kan tilgodese de socialpædagoger, der arbejder udenfor normal arbejdstid. Ikke alene får vi en markant forøgelse af de tillæg, socialpædagoger får for at arbejde aften og nat – der sker også en syvdobling af pensionsbidraget af disse særydelser. Det er et kæmpe løft, siger Benny Andersen.

Han understreger samtidig, at resultatet jo kommer oveni de øvrige OK24-resultater, fordi forbedringerne i den nye arbejdstidsaftale er finansieret af midler fra trepartsaftalen, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i starten af december sidste år.

Læs mere om trepartsaftalen her:

– Jeg er sikker på, at den her aftale vil være med til at fastholde socialpædagoger og dermed socialpædagogisk faglighed også på skæve arbejdstider – og det er der brug for. Socialpædagogisk faglighed forandrer jo liv hele døgnet, siger Benny Andersen.

Det betyder aftalen

Se her, hvad den nye arbejdstidsaftale betyder for særydelserne for ansatte på det kommunale område – gældende fra 1. januar 2025:

  • Særydelser for alle dage mellem kl. 17:00 til kl. 23:00 forhøjes fra 25 pct. til 33 pct.
  • Særydelser for alle dage mellem kl. 23:00 og kl. 06:00 forhøjes fra 25,5 pct. til 32,5 pct.
  • Særydelser for lørdage mellem kl. 06:00 og kl. 24:00 forhøjes fra 20 pct. til 22 pct.
  • Pensionssatsen på særydelser forhøjes fra 1 pct. til 8 pct.

Udvidet lørdagsdøgn

En anden forbedring i den netop indgåede arbejdstidsaftale er, at lørdagsdøgnet fra januar 2025 fremrykkes, så det nu hedder kl. 06:00-24:00 mod tidligere kl. 08:00-24:00. Det betyder, at det tillæg, man modtager for at arbejde lørdag, gælder fra kl. 06:00.

– Gennem mange år har Socialpædagogerne kæmpet for, at betaling for tjeneste på lørdage skulle ske tidligere end fra kl. 8, fordi socialpædagoger jo ofte møder ind allerede kl. 7. Vi ved, at det har været et stort ønske hos medlemmerne – og det krav har vi nu fået opfyldt med den nye arbejdstidsaftale. Det betyder, at socialpædagoger, der møder kl. 07, fremover får lørdagsbetaling for hele vagten. Det glæder mig, at arbejdsgiverne har lyttet, siger Benny Andersen.

 

 

OK-forhandlinger 2024

Bliv medlem