Gå til indhold

Kollegial sparring

Et brætspil sætter gang i de gode refleksioner

Når medarbejderne på botilbuddet Dalen/Skrænten to gange dagligt har kollegial sparring, sker det ud fra en en særlig metode: Et spil, der er bygget op omkring værktøjer og metoder, de kender fra den pædagogiske praksis. Spillet har ni brikker – bliv klogere på dem her:

22. oktober 2024

Artikel
To gange om dagen er der på botilbuddet Dalen/Skrænten afsat 15-30 minutter til kollegial sparring. Her er alle medarbejdere, der er på vagt, samlet – og så hives en spilleplade med ni brikker frem. Én for hver metode, man ønsker at bruge.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Michael Drost-Hansen

Går du nogensinde fra arbejde med hovedet fuld af frustrationer og følelsen af, at du ikke rigtig lykkedes? På bostedet Dalen/Skrænten har de fået bugt med følelsen af faglig afmagt efter at have indført systematisk kollegial sparring.

To gange dagligt samles de medarbejdere, der er på arbejde, til kollegial sparring omkring et brætspil 'Effektiv kollegial sparring'. Spillet, som de selv har været med til at udvikle, består af en spilleplade med i alt ni brikker – én for hver metode, man ønsker at bruge.

Alle metoderne er bygget op omkring værktøjer, medarbejderne kender i forvejen fra den pædagogiske praksis som fx KRAP, LA2, neuropædagogik, mentalisering og sansestimulation. 

De ni brikker er:

1. Dagen i dag

En runde, hvor alle får ordet, fx i forhold til: Hvad har fungeret godt? Er der løse ender, som skal følges op på inden fyraften? Hvad er jeg optaget af lige nu – og hvilken oplevelse af dagen går jeg hjem med?

2. Bænken

Den, der har brug for en lyttende kollega, fortæller om den oplevelse, der fylder. Kollegaen/kollegerne skal blot lytte. Når fortællingen er slut, siger man ’tak, fordi du/I lyttede’. Hvad der bliver sagt på bænken, bliver på bænken.

3. Et skulderklap

Overvej, om det er et fælles skulderklap, eller om det er til en konkret person. Vær konkret, og beskriv situationen: Hvad så/hørte jeg? Bliv på egen banehalvdel, og sig fx: ’Det synes jeg var godt, fordi …’

4. Gå over broen

Vær lyttende og nysgerrig på den andens perspektiv – stil åbne spørgsmål. Respektér, og anerkend den andens oplevelse. Kom ikke med gode råd eller løsningsforslag, men lyt, og spørg: Hvad skete der? Hvordan oplevede du det? Målet er at opnå større forståelse for hinandens perspektiv.

LÆS MERE: Sådan bliver de både dygtigere og gladere på Dalen/Skrænten af at have systematisk kollegial sparring

5. Værktøjskassen

Beskriv situationen, og reflektér sammen med dine kolleger, inddrag
jeres fælles viden, og vær nysgerrige sammen. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert. Læg egne holdninger til side, og lad fagligheden tale. Lad alle komme til orde.

6. Mentalisering

Bygger på mentalisering. Handler om at møde hinanden med et åbent sind, være nysgerrig og have fokus på alternative tanker. Der er ikke nogen tanke eller følelse, der er forkert – og man skal lægge egne meninger og holdninger til side.

7. Konge i eget liv

Her fokuserer I på borgernes perspektiv og borgernes liv og tager afsæt i hhv. det selvbestemmende liv, det meningsfulde liv og det selvhjulpne liv.

8. Det etiske landskab

Her gennemgås de tre etikkers synspunkter i forhold til det dilemma, der tages op. De tre etikker ser på dilemmaerne fra forskellige synsvinkler: Nærhedsetik – ’Jeg føler’. Konsekvensetik - ’Jeg handler ud fra flertallets interesser’. Og pligtetik – ’Jeg skal’. Reflektér sammen, og vælg den måde, I vil håndtere dilemmaet på.

9. KLIPS

Bruges i meget alvorlige situationer, hvor der kan være brug for akut hjælp. Klips står for:
Kontakt din kollega, og vurdér vedkommendes reaktioner. Lyt uden at dømme og på en anerkendende måde. Informér på en omsorgsfuld måde om fx din viden om psykisk førstehjælp. Plan, følg vores beredskabsplan. Støtte og selvhjælps­strategier her og nu – og i en presset situation.

Kilde: Bostedet Dalen/Skrænten - en del af Bo-Vejle.

Podcast om kollegial sparring

Sådan styrker I både faglighed og trivsel

I Socialpædagogernes podcast kan du lytte dig klogere på, hvordan de i praksis arbejder med kollegial sparring på botilbuddet Dalen/Skrænten - og få en eksperts bud på, hvorfor systematisk sparring giver et bedre arbejdsmiljø.

Søg på 'Socialpædagogerne' i din foretrukne podcast-app for at finde den episode – og mange andre.
Du kan også lytte på sl.dk/podcast

Du kan også lytte på sl.dk/podcast
Kollegial sparring

6 gode grunde til at sætte fokus på sparring

Trænger arbejdsglæden og trivslen på din arbejdsplads til et boost? Så kan det være en rigtig god idé at sætte fokus på at få mere sparring ind i hverdagen.

Her får du seks argumenter for hvorfor:

Bliv medlem
Bliv medlem