Eksperter: Faglig refleksion skal være en del af kerneopgaven

– Når man arbejder med noget så komplekst, som socialpædagoger jo gør, er der brug for organiseret videndeling. At man på det organisatoriske niveau har afsat tid til møder, supervision og kollegial sparring – og at man sikrer sig, at der er en kvalitet i de møder, overlap eller sparringssituationer, man har.

Sådan lyder det fra Hans Marstrand Jensen, som er seniorkonsulent hos arbejdsmiljørådgiverne CRECEA og medvirker i Socialpædagogernes podcast om kollegial sparring.

Her fortæller han bl.a., hvordan systematisk kollegial sparring kan sikre social støtte og læring:

– Hver gang man som socialpædagog har en oplevelse af ikke at kunne magte det, man står i, slider det på ens selvfølelse. Her kan social støtte være med til at genoprette den selvfølelse. Man har simpelthen behov for en kollega eller en leder, der kigger en i øjnene og er med til at genoprette ens oplevelse af faktisk at kunne håndtere den opgave, man står i, siger han og tilføjer, at social støtte ikke kan stå alene. Der er også behov for at skabe læring.

– Det er afgørende at skabe nogle rum, hvor man kan dele viden, lytte til hinanden og inspireres af hinanden succeser. Et refleksionsrum, hvor man med kollegerne og med sin leder kan skabe læring på baggrund af det, man har oplevet, og det, man har stået i. Det, at vi bliver klogere, betyder, at vi ikke på samme måde bliver belastet af det, vi har stået i, siger Hans Marstrand Jensen.

Det er ikke spild af tid

At reflektere over sit arbejde handler ikke bare om tid til at sætte sig ned og få snakket sammen – men om at gøre det på en systematisk måde, supplerer Leif Tøfting Kongsgaard, faglig direktør i Væksthusets Forskningscenter og forfatter til en ph.d.-afhandling om faglig refleksiv praksis i velfærdsarbejdets frontlinje.

– Det betyder, at der skal være en ledelse, der understøtter en kultur, hvor man fremmer faglig refleksiv praksis. En ledelse, der siger: ’Det her er vigtigt. Det er ikke spild af tid. Det er faktisk en del af kerneopgaven, at vi reflekterer sammen,’ siger han og tilføjer, at jo vildere og mere komplekse problemer, man arbejder med, jo mere er der brug for at skabe rum for faglig refleksion kollegerne imellem, hvor man udforsker dilemmaer, udfordringer og mulige perspektiver sammen:

– Det at have mulighed for sammen at reflektere fagligt på arbejdet ser ud til at bidrage til at give både mening og trivsel. For arbejdsmiljø handler jo også om, at man føler sig fagligt udfordret, og at man lærer noget, når man går på arbejde. Derfor har man brug for at kunne udvikle sig fagligt og have en refleksiv arena. Og det handler ikke om at evaluere hinanden kritisk, men om at tilbyde hinanden flere perspektiver på en problemstilling.

LÆS MERE: Sådan arbejder de med systematisk kollegial sparring på botilbuddet Dalen/Skrænten

Psykologisk tryghed

At udvikle en kultur på arbejdspladsen, hvor man som medarbejder har mulighed for at dele ud af sine oplevelser, de dilemmaer, man møder, og sin sårbarhed, kræver en høj grad af psykologisk tryghed, siger Hans Marstrand Jensen.

– Hvis ikke man tør stå ved egne fejl og have en kritisk vinkel på hinandens håndteringsstrategier, så er det svært at lykkes med at dele viden. Der skal være et miljø, hvor man åbent tør vedgå de fejl, man måske har lavet, og hvor man godt tør prikke sin kollega på skulderen og sige, ’kunne vi ikke have gjort det her anderledes?’ Den gruppe, der har hinanden et godt sted, er ofte også der, hvor fagligheden kan få lov til at vokse, siger han og tilføjer, at netop systematisk kollegial sparring kan styrke fagligheden.

– Og faglighed er det vigtigste værn mod nedslidning. Vi har alle et behov for at føle os kompetente – så det er afgørende, at organisationen skaber rammerne for, at den enkeltes faglighed kan blomstre. Det, der kendetegner velfungerende grupper, er dels, at de har hinanden et godt sted, men også at de er fælles om problemløsningen. Så det aldrig er dig, der som individ selv skal finde ud af, hvordan du håndterer fx en konflikt med en pårørende eller en udfordring med en borger – det er faktisk noget, vi gør i fællesskab.